Profile
Blog
Photos
Videos
Så snart vi steg på båden fra Phi Phi begyndte sælgerne fra Ko Lantas hoteller at trække i arbejdstøjet. Vi blev tilbudt en bungalow ved et ressort til den sølle pris af 600 Bath pr nat. Da vi ankom til Ko Lanta, valgte vi at tage med ud og se stedet. Det vidste det sig at stedet var lige så dejligt som det så ud i brochuren, hvilket ellers langt fra er reglen her i Asien, så vi sprang til.
Vi havde en dejlig pool, god restaurant, blåt hav, en udmærket bungalow og det endte med at vi så seks solnedgange inden vi forlod øen og resortet, til fordel for nye oplevelser i det thailandske øhav.
Øen stod i kontrast til det vi så på Koh Phi Phi. Her var en mere afslappet stemning og mindre turistet. Midaldrende vestlige mænd sad på barer i strandkanten og røg joints, hvilket er et specielt syn, men det så ud til at være både legalt og acceptabelt.
Vi brugte dagene på at komme ned i gear hvilket man, meget overraskende, har brug for på en længere rejse. Vi solede, fik massage (til 40 kroner i timen), spiste god thai mad og selvfølgelig så vi solen gå ned over havet.
Efter fire dages afslapning skulle der til at ske noget og vi lejede en scooter så vi kunne komme rundt og se øen. Vi kom forbi nogle elefanter der stod og slappede af efter af havde båret på turister, og vi gik også en tur til et vandfald. Efter gåturen fik elefanterne resten af vores vand og vi kørte videre. Køreturen var meget bakket og flere steder så vi skilte med tsunami evakueringszoner på bakketoppene, hvilket gjorde stort indtryk. Sidst på turen kom vi forbi en dykkerbutik hvor vi bestilte en dykkertur.
Dykkerdagen startede med god morgenmad i dykkerbutikken, hvorefter vi fik en kort introduktion til dagens to dyk. Turen gik til Koh Haa, som betyder de fem øer. Vi kom frem til et fantastisk syn af fem store limestoneklippeøer, der stod op fra det turkisblå hav og det vidste sig endda at være mindst ligeså flot under vandet. Vores private instruktør tog os til flotte koralrev, store flokke med fisk og gennem underjordiske grotter. Det var en super oplevelse og samtidig et godt farvel til skønne Koh Lanta.
- comments