Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle
Så er vores tre uger i Vietnam gået og hold nu op, hvor er de gået hurtigt og hvor har vi set meget!
Vores tur i nationalparken var virkelig fantastisk og meget smuk. Vi startede ved et tempel, hvor vi fik lært noget mere om krigen i Vietnam af vores guide. Herfra gik turen til 'Paradise Cave', der var kæmpe stor og vi hørte en masse om stalakitter og stalamitter. Efter en lækker buffet til frokost skulle vi i kajakker til 'Dark Cave' godt udstyret med redningsveste, hjelme og pandelamper. Ved grottens indgang lagde vi til og gik herfra i den mørke grotte gennem smalle gange og en masse mudder. Det sidste stykke skulle vi svømme, så det var rart at få varmen på land med grøntsagssuppe og et shot lokal rom :) Vores hostel var super hyggeligt og havde en fed stemning specielt om aftenen, hvor der var livemusik.
Den næste og sidste dag i Son Trach brugte vi på en cykeltur i det lokale, hvor alle smilede og vinkede til os. Vi endte på en lokal bar, hvor vi spiste frokost og tog et spil pool. Ikke en af vores stærke sider... Samme aften tog vi natbussen videre til Hanoi
I Hanoi blev vi med det samme ledt til et turistbureau samt hotel, der havde et værelse vi kunne bo på. Vi ville gerne til både Halong Bay og Sapa og fik hurtigt et tilbud, hvor begge dele var muligt, hvilket vi valgte at takke ja til :)
Det betød at turen gik til Halong Bay næste dag kl. 8. Havnen var fyldt med både og turister, der alle skulle det samme som os og til at starte med sejlede vi side om side. Det blev dog bedre hen af turen og vi kunne nyde de virkelig smukke omgivelser, der er et af verdens syv naturlige vidundere. På vores tur var alle måltider inkluderet og vi havde en overnatning på båden, hvilket var super hyggeligt. Desuden så vi en grotte, sejlede kajak, fiskede og besøgte en perlefarm.
Tilbage i havn kørte bussen os tilbage til Hanoi og et par timer efter gik vores natbus til Sapa. Det er ikke meget tid vi spilder :)
Oppe i Sapa var der køligt og meget tåget og byen mindede os lidt om skiferie :) Vi fik en god morgenmadsbuffet og skulle herfra på 2-dags trekking med de lokale. Turen startede kl. 9.30 og vi skulle gå 9 kilometer til frokost. Anna havde desværre slået sin storetå (den er heldigvis meget bedre nu), så vi måtte for første gang længe være adskilt, da Anna blev kørt på en motorcykel. Fra frokost gik vi sammen de sidste 3 kilometer til en lille landsby, hvor vi skulle bo på homestay. Begge ture var fantastisk smukke med rismarker i etager, bambusskove og søde lokale guider i nationaldragter. Landsbyen var dejlig og det er spændende så forskellig deres kultur er fra vores. Her er det kvinderne der arbejder, børnene arbejder fra de er 5-6 år og man bliver aller senest gift når man er 18 - vi føler os meget priviligeret!
Dagen efter skulle vi igen trekke til frokost, inden en bus kørte os til Sapa, hvor vi havde lidt timer inden vi skulle med nattog, igen til Hanoi.
I Hanoi spiste vi morgenmad, tog et bad og kiggede os en smule omkring, inden vi igen var på farten. En minivan kørte os til lufthavnen, hvorfra vores eventyr fortsætter mod Indonesien.
Vi glæder os meget til at opleve endnu et land, hvor flere spændene oplevelser venter! :)
- comments
Hanne Kirkegaard Jamen, er du da tosset, hvor I oplever meget. Det er så rigtigt skrevet: Det er ikke meget tid I spilder :-) Man bliver helt forpustet - og misundelig. Fortsat god rejse til Indonesien!!