Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle
Vi har virkelig ikke været gode til at opdatere bloggen her på det seneste, så I får en lang smøre om hele vores tur gennem Java her.
Vi ankom til Jakarta ret sent, men det lykkedes os alligevel nemt at finde et hostel. Dagen efter besluttede vi os for at tage på byvandring, men hold nu op hvor var det varmt - det var værre end Bangkok! Heldigvis er der 100 shoppingcentre i byen, der alle har aircondition. En god undskyldning for at kigge lidt i butikker og få en kop Starbuckskaffe :)
Den næste dag stod på sightseeing, hvor vi var på Nationalmuseet, så præsidentpaladset, den gamle bydel, Kota og et dukkemuseum. Vi gik rundt, men når det til tider blev for varmt, var det fantastisk med en kold taxa eller toget. Alle steder vi gik, kiggede folk, sagde 'Hello' og ville have taget et billede med os. Det viser sig at mange hernede aldrig har set hvide mennesker, så vi er ret fremmede og spændende. Heldigvis er langt de fleste søde til at spørge om et billede og så stiller vi gerne op ;)
Om aftenen havde vi besluttet os for en spontan tur i biografen, hvor vi så 'Gravity' i 4DX. Det betød et sæde der bevægede sig, vand og vind i hovedet samt et par slag i ryggen. Det var en sjov oplevelse og en dejlig aften!
På dag tre i Jakarta skulle vi møde vores gruppe om aftenen, så vi tog en rolig formiddag med lækker morgenmad, hvorefter vi tjekkede ind på vores nye hotel. Vores nye gruppe består af 8 personer udover os, der alle er unge og alle rejser alene. Alle er rigtig søde, så det skal nok blive en god tur! Vi spiste med gruppen til aften og fandt det fantastisk at sove i et værelse med aircon.
Planen med gruppen på vores sidste dag i Jakarta var citytour, så vi fik set lidt af det, vi allerede havde set. Dog var vi desuden på et museum under byens nationalmonument, som vi også kunne komme op i og se udover hele Jakarta. Vi havde et par timer på hotellet for os selv, hvilket er en del anderledes fra vores anden tur, hvor vi lavede noget hele tiden.
Igen var der gruppemiddag inden vi pakkede vores ting sammen, da vi skulle videre til Cianjur dagen efter.
På vejen til Cianjur stoppede vi i en theplantage, hvor vi lærte hvorledes man laver the og hørte at hver arbejder skal plukke mellem 25 og 30 kilo the - hårdt arbejde!
Fremme i Cianjur skulle vi bo på homestay, der var en stor villa og ikke trættehytter, som vi havde sovet i, i Laos og Vietnam. På programmet var en tur til en 'floating village', hvor vi igen prøvede fiskespa, men denne gang midt i floden og så desuden en kakaoplantage. Her fik vi muliged for af smage friske kakobønner og så hvordan sådan nogle ser ud.
Til aften lavede de lokale virkelig lækker aftensmad til os og vi fik et par øl med gruppen
Dagen efter skulle vi til Bandung på en to en halv timers bustur. Fremme i Bandung gik vi på sightseeing i den hyggelige by, og besøgte blandt andet en butik der selv lavet deres kaffe. Her lærte vi hvordan de bearbejder kaffebønnerne efter gamle teknikker, et rigtig spændende besøg.
Næste morgen skulle vi tidligt op og med toget mod Yogyakarta, en dejlig tur på små 8 timer. Med gode snacks, musik og godt selskab gik de timer heldigvis hurtigt :)
Fremme i Yogyakarta checkede vi ind på vores igen dejlige hotel og gik os derefter en tur i byen. Vi farede fuldstændig vild, og da vi havde glemt hotelkortet blev det en besværlig opgave at finde hjem, idet vores taxacykel mand heller ikke havde nogen ide om hvor hotellet lå. Så vi endte på en længere tur rundt i byen og endte endnu længere væk fra hotellet end vi startede - ups! Vi fandt dog hjem i en taxa uden problemer lidt senere :)
Næste dag stod på den helt store tempel-tur, til verdens største Buddha tempel, Borobudur! Vi havde en guide med der fortalte en masse historie om templet og havde god tid til at nyde det smukke og meget store tempel :) Om aftenen drak vi drinks og øl med gruppen og endte senere på et diskotek udelukkende med lokale javanesere. De opfører sig anderledes end vi gør i byen, så da ingen dansede da klokken blev 1 bestemte vi os for at gøre det... Som de eneste! Det var en spændende oplevelse..
Næsten dag var der sightseeing i Yogyakarta, hvilket foregik på pecak, en trehjulet cykel med chauffør på. Det er en meget hyggeligt og afslappet måde at komme rundt på, dog ikke den foretrukne måde, hvis man har travlt! :)
På turen besøgte vi en lille lokal batik fabrik og lærte hvordan de fremstiller batik - en ret krævende proces må man sige. Vi besøgte desuden et galleri med batik, Sultanens Palads og et vandpalads. Sidste stop på turen var et stort shoppingcenter, men da pladsen i rygsækkene er ved at være lidt trængt, måtte vi holde lidt igen med shoppingen! Denne aften tog vi til et danseshow med lokal javanesisk dans, det var en god oplevelse og meget anderledes end noget derhjemme :)
Morgenen efter var det tid til at forlade byen og drage videre til næste stop, Tawangmangu. Undervejs havde vi et par stop, hvor det første var ved Sukuh tempel. Her havde vi en lokal guide der fortalte om templet og dets historie. Derudover fortalte vores guide om nogle udhugninger, hvor nogle af menneskerne havde meget store hoveder. Ifølge ham kunne det tyde på aliens, den skal han nok lidt længere ud på landet med... Fra templet tog vi videre til et flot vandfald og gik de sidste 3 km til vores hotel i bjergene, hvor der er dejlig køligt! Til aften spiste vi på den lokale restaurant, der havde meget lækker mad! Vi er specielt blevet glade for satay, der er spyd med forskellig slags kød og peanutsovs samt ris :)
Morgene efter skulle vi på turens længste bustur til Malang, en tur på 7-8 timer. Med alle vores busture har vi dog lært at sove i bussen og så er der jo heldigvis godt selskab. Fremme i Malang så vi et kinesisk tempel, hvor vores fremtid blev spået i form af poesi - lidt abstrakt. På hotellet havde vi lidt tid inden middag, som vi ivrigt brugte på at varme stemmerne op, da vi senere skulle på karaoke-bar. Det var en sjov og meget lokal oplevelse, karaoke er meget stort hernede, og specielt 'My Heart Will Go On' klarede vores gruppe godt ;)
Den efterfølgende formiddag skulle vi på citytour, hvor vi så både fugle- og blomstermarked. På fuglemarkedet var der alt for fyldte bure på begge sider af den lille vej, men det var sjovt at se. Fra Malang kørte vores bus os videre til næste stop, vulkanen Bromo.
Vores hotel lå med udsigt til dalen og vulkanen i midten, meget smukt og idyllisk. Vi spiste en sen frokost og eftermiddagen hyggede vi med varm kakao og tæpper, for der var ret koldt! Alle gik denne aften tidligt i seng, for vores vækkeur ringede allerede 3.20 den næste dag - vi skulle se solopgang på vulkanen :)
Med en lokal guide, der viste vej med sin lommelygte gik vi i mørket gennem dalen og op ad vulkanen samt de sidste 240 trappetrin til toppen. På toppen sad vi en time inden himlen begyndte at lyse og hold nu op, hvor var det koldt - vires rygsække er ikke pakket til 12 grader ;) Solopgangen var dog det hele værd, den var helt fantastisk og vi havde desuden udsigt direkte ned i vulkankrateret, en rigtig stor oplevelse!
Tilbage på hotellet fik vi stille og roligt varmen igen med 4 kopper the, inden vi skulle med bussen til vores sidste by på Java, Kalibaru. Fremme blev vi af en lokal guide ledt gennem plantager og den lille lokale landsby. Der var både kaffe, kakao, kanel, vanille, dragefrugt, ramputan, mangosteen, papaya, ingefær, peber og meget mere. En rigtig hyggelig tur også selvom vi måtte søge ly hos de lokale på grund af en byge. Eftermiddagsbygerne har vi næsten hver dag, men egentlig er det meget rart - det letter på varmen og gør, at Indonesien er meget mere frodigt i forhold til de andre lande, vi har besøgt :) I dag var det så tid til at forlade Java og tage mod Bali, hvor vi er ankommet til vores hotel og er startet på de sidste 4 uger af vores eventyr!
- comments