Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle!
Da vi igen kunne komme uden for vores hotel og opleve Ubud besluttede vi os for at tage på madlavningskursus. Vi fandt et lille og meget lokalt sted, med en meget sød dame, der gerne ville lære hemmelighederne til det indonesiske køkken fra sig. Vi var kun os to på holdet, så vi fik en masse ud af det. Morgenen startede på det lokale marked, hvor vi lærte om krydderier, grøntsager og andre vigtige ingredienser, vi senere selv skulle bruge. Derefter gik turen i køkkenet, hvor vi lavede 6 forskellige indonesiske retter. Det hele smagte rigtig godt, hvis vi selv skal sige det, så vi var godt tilfredse. Senere den dag tog vi til 1,5 times yoga, da det efter sigende skulle være helt specielt i Ubud. Det var det også, men en rigtig spændende oplevelse! :)
Næste dag kunne vi endelig hente vores pas på immigrationskontoret, så vi tog en shuttlebus tilbage til Kuta. Ved immigrationskontoret fik vi udleveret vores pas, denne gang uden de helt store problemer, så det var skønt! Passet lignede sig selv og havde blot fået et ekstra stempel, at de skal bruge 7 dage på det kan man undre sig over. Det var dog en rar følelse at tage derfra med passet i hånden og vide, at vi nu kan opholde os i Indonesien med gyldigt visa alle 40 dage :)
Med det overstået, kunne vi endelig bestille færgen til Gili øerne den næste dag. Derefter gik turen til Uluwatu templet, der ligger på Balis sydspids. Her nød vi en fin solnedgang og den utroligt smukke udsigt udover havet. Derefter blev vi kørt til Jimbaran strand, hvor vi bestilte en hel grillet fisk som vi endte med at betale 350 danske kroner for, en del dyrere end alt andet vi er vant til hernede. Heldigvis smagte det rigtig lækkert og vi fik fejret vores 3 måneders rejsedag på bedste vis! :)
Næste morgen meget tidligt gik turen så endelig til Gili Trawangan med speedbåd. Vi skulle dog lige stoppe ved Lombok og de andre Gili øerne inden, så det tog 1,5 time. Heldigvis var det ingen kvalm fornemmelse som i Thailand, så det klarede vi snildt! :)
Fremme på Gili T, blev vi modtaget af en hel masse, der synes vi skulle bo på deres lille hotel. Vi fandt dog en sød lille fyr, der havde et værelse tæt på centrum med morgenmad og AC til 70 danske kroner, så det sagde vi ja tak til. Derefter gik vi en tur for at udforske den lille ø og fandt en dejlig strand som vi nød lige indtil det begyndte at styrt regne. Hurtigt blev gaderne fuldstændig oversvømmet, så det er heldigt at der ingen biler eller motorcykler er. Hernede cykler, går eller rider man i hestevogn for at komme frem - meget hyggeligt! Gili T er en festø med sort F, og minder os lidt om Roskilde festival, da alle går rundt og hygger med en øl eller to i hånden dagen lang. Der er 7 store barer der har hver deres festaften, så hver dag er en fest på Gili T!! :)
Det skulle vi da bestemt også opleve, så vi tog en bytur, der bestemt ikke skuffede. Vi mødte to andre danskere (endelig nogle fra Sjælland) som vi brugte aftenen med, det var rart at møde lidt hjemmevandt efter så lang tid væk hjemmefra :)
Næste dag besluttede vi os for at dykke, tømmermænd eller ej! Vi nåede helt ned på 23.8 meter, selvom vores "open water" certifikat kun tillader os at komme ned på 18 meter, så det var fedt. Vi så en masse forskellige koraller og fisk, bl.a to rokker, så det var endnu et godt dyk.
Denne aften mødtes vi igen med de to danskere for at spille beerpong og selv efter en dag i byen blev til det 3 timers beerpong.
Næste dag skulle vi på snorkeltur rundt ved de tre øer for at se fine fisk og havskildpadder. Vi snorklede 3 forskellige steder og så en masse flotte ting, da vandet hernede er utrolig klart :) Vi var så heldige at se to havskildpadder, det var rigtig fedt!
- comments