Profile
Blog
Photos
Videos
I går (14/1) var vejret endelig godt nok til vi kunne gå op til Hollywood-skiltet. Vi kørte til Griffith Park hvor fra vi skulle starte vores gåtur. Med en rygsæk fyldt med vand og proteinbarer begyndte vi den halvanden times tur op til Hollywood-skiltet. Turen derop var virkelig smuk, og der var en fantastisk udsigt udover Los Angeles. Den rute vi havde valgt førte os om bag ved skiltet. Vi var så tæt på at vi kunne røre det.. Hvis det altså ikke lige havde været for det store hegn der er rundt om skiltet. Så vi måtte nøjes med at kigge på det. Jeg er glad for at jeg fik set skiltet - uanset om det er forfra eller bagfra. Det er lidt specielt selv om det jo egentlig kun er store hvide bogstaver.
Udsigten på vej op havde som sagt været fantastisk.. Men det var intet imod udsigten fra toppen. Der var godt nok lidt tåget så vi kunne ikke se så langt. Man kunne dog ane de høje bygninger i downtown. Det var utroligt smukt. Vi kunne sagtens have brugt hele dagen på at beundre udsigten. Parken lukker dog ved solnedgang, så ned skulle vi. Med mindre vi gerne ville overnatte i bilen. Godt nok er det en Mercedes, men så behagelig er den heller ikke ;) Turen nedad var slet ikke så slem som turen op. Så det tog os ikke helt så lang tid at komme ned. Det skal lige siges at der på den rute vi havde valgt ikke var nogle vejvisere. Ingen vejnavne eller pile med "Hollywood-skiltet den vej". Så vi havde virkelig studeret Google maps inden vi tog afsted. Vi kom da også både op og ned uden at fare vild.
Da vi var kommet ned, skulle vi så finde vej til Bronson Caves, som er bedre kendt som Batman's grotte i tv-serien Batman fra 1960'erne. Den har dog også været med i en masse andre film. For det meste sci-fi og gamle western-film. Det var lidt sjovt at gå rundt i dem. Bjergene omkring grotterne er meget store, så man føler sig meget lille når man kommer ud på den anden side. Fra den anden side af grotten kunne man se Hollywood-skiltet forfra. Så nu har vi set det fra alle tænkelige vinkler. Da vi var færdige med at udforske grotterne, satte vi kursen hjemad. Vi var så heldige at havne i myldretiden, så det blev en lang tur hjemad. Jeg synes der var mange biler, men Rikke sagde det kunne være meget værre. Heldigvis havde vi taget resterne fra vores aftensmad med. Det er som om alt bare bliver lidt nemmere at håndtere når man har mad. Så mens køen sneglede sig frem, sad vi og spiste pasta m. pesto i vores Mercedes. Hjemme i San Pedro fik vi vasket alt støvet og jorden af os. Resten af dagen blev brugt på at slappe af, hygge og pleje vores ømme muskler.
I dag var min sidste hele dag i Los Angeles. Den startede godt ud med hjemmelavet brunch. Pandekager, røræg, yoghurt m. frugt og hjemmebragt brød. Derefter tog vi på Starbucks. Ikke så meget for kaffen's skyld. Vi ville bare gerne udnytte deres wifi, så vi kunne downloade en film. Da det jo var min sidste dag blev jeg også nødt til at sørge for at Rikke havde mad til de næste mange uger. Hun skal jo nådig sulte. Derfor tog vi på indkøb. Vi skulle have været i Sprouts, men endte i Victoria Secret... Igen. It's a girl-thing. Den kaldte på os. Vi blev nødt til at gå derind. Godt de ikke har en butik i DK. Det ville jeg slet ikke kunne håndtere!
Efter en lille omvej kom vi endelig i Sprouts. Vi brugte 1,5 timer på købe alt lige fra pasta til vitaminer. Da vi var færdige med at købe ind var vores bagagerum fyldt op. Man skulle lidt tro at vi forberedte os på verdens undergang. Hun skal jo helst ikke løbe tør for noget som helst. I hvert fald ikke på min vagt! Vi var dog ikke helt færdige. Vi skulle også lige en tur i Vons. Hvor vi fik købt - hold nu fast - 84 liter vand. Ja du læste rigtigt. 84 liter. Hun kommer i hvert fald ikke til at dehydrere lige foreløbig ;) Udover vand fik vi også købt Ben & Jerry's is, som vi skulle hygge med til vores filmaften.
Vores filmaften stødte dog ind i en uforudset forhindring. Efter vi havde spist havde vi sat os til rette i sengen med computer og is. Filmen ville dog ikke starte. Det viste sig at den slet ikke havde downloadet filmen. Så vi måtte endnu en tur på Starbucks, for se film det skulle vi sgu. Nu havde vi set frem til det hele dagen. En time senere kunne vi drage hjem fra Starbucks, denne gang med en downloadet film. Vi havde tjekket filmen igennem på alle leder og kanter, så vi var 100% sikker på at vi ikke skulle tilbage til Starbucks igen.
Nu er vi endelig hjemme under dynen igen. Vi har lavet the og fundet isen frem. Hele ugen har vi set reklamer for "Ride Along 2". Så nu skal vi se "Ride Along 1" bare for at finde ud af om vi skal ind og se "Ride Along 2". Nu vil jeg nyde den sidste omgang kusine-hygge for denne gang!
Næste gang I hører fra mig er jeg igen tilbage i DK :)
- comments