Efter Irenas første uge og min første måned i Sydney, var det tid til at komme videre og få set nogle nye og spændende ting. Vi havde bestemt os for at leje en campervan, og køre op ad østkysten, først med stop i Byron bay og derefter til Brisbane.(ca. 12/15 timers kørsel) Det skulle dog vise sig, at blive et par meget spændende, udfodrende og uforudsigelige dage. :-)

Vi tog søndag d. 5/1 ud for at hente bilen. Alt gik fint, og vi besluttede os i sidste øjeblik, med opfordring fra Gitsemor, at få fuld forsikring, hvis der nu skulle ske noget på turen, hvilket nok var meget klogt. Vi døbte ham udover det, Jacob.. Altså bilen.

Afsted gik det og første udfordring kom allerede, da vi skulle finde vej ud af Sydney, og da vi kun havde gps'en på min telefon, kørte vi nok forkert omkring 50 gange inden vi overhovedet ramte en mortorvej. Herefter gik det udemærket et langt stykke tid, og endelig fik vi set noget af Australiens smukke natur som vi havde håbet på.

Efter godt og vel 4 timers kørsel, besluttede vi os for, at holde vores anden pause på en lille rasteplads, og da vi så skulle ud på motorvejen igen, fik vi nok noget nær vores livs chok. Dét, at vi i Australien skulle køre i venstre af vejen, og at bilerne dermed kom fra højre først, glippede et kort sekund og før vi vidste af det, holdt vi halvt ude på vejen da en lastbil ramte fronten af Jacob. Heldigvis kom ingen til skade, så det var jo det vigtigste, og jeg takker de højere magter og Min kære mor for, at vi valgte, at tage fuld forsikring. Nå, men vi blev så med hjælp fra politiet inkvarteret på et lille motel i Taree, en lille by mellem Sydney og Brisbane, da vores bil selvfølgelig ikke var køreklar og det var sent om aftenen. Næste dag fik vi så en ret ærgerlig besked, nemlig at vi måtte tage hele vejen tilbage til Sydney igen for at hente en ny bil. Så os op på en bus og 5 timer tilbage til startfeltet igen. Det var noget værre rod, men grundet de mange søde mennesker der hjalp os, og den Australske laid-back humor, blev hele situation lidt mindre kaotisk.

Vi kom godt tilbage til Sydney, havde en overnatning der, og fik så vores nye bil, Jay, dagen efter. Anden gang måtte være lykkens gang, og eftersom at man jo (forhåbentlig) lærer af sine fejl, fik vi købt en ordentlig gps, så det i hvert fald ikke skulle sænke os. Heldigvis gik den 10 timers lange køretur til Byron bay rigtig godt, med massere af sang/skrål, spisning og massere af hygge.

Byron var et skønt sted, med en atmosfære af 60'erne. Vi havde kun en overnatning der, så den brugte vi egentlig bare på at snuse rundt i byen, mærke flowerpowerstemningen og se på alle de spøjse lokale der vandrede rundt med deres sjove hår og farvestrålende tøj.

Onsdag d. 8/1 kørte vi så omkring 2 timer før vi nåede til Brisbane. Her opstod dog endnu et problem. Stikdåsen i bilen virkede ikke, og der stod vi så, med en gps og telefon der var gået død for strøm, så vi ingen mulighed havde, for at en finde campingplads. Vi besluttede derfor, at parkere midt inde i Brisbane City for at forhøre os på et turist kontor, hvor vi kunne køre hen. Så vi købte P-billet på en time, og så skulle vi liiiige have noget at spise, der lå bag i bilen. Da vi var færdige, smækkede vi bagklappen i, og ind gennem ruden kunne vi skimte det værst tænkelige... Bilnøglerne! Ja. Vi have låst nøglerne inde i bilen. Så der stod vi, med vores lange næser, mobiler uden strøm, og vidste ikke fra eller til. Vi fik til sidst med hjælp fra en flink dame ved en informationsskranke, ringet efter en der kunne komme og få nøglen ud. Imens vi ventede sad vi trofast ved bilen og ventede, hvis der nu skulle komme en p-vagt. Vi var meget bekymede for hvor dyrt det ville blive, men da nøglemanden så kom, sagde han, at vi ikke engang skulle betale for det, så tror i da lige, at der var to meget glade og taknemmelige tøser!

Nu kunne vi endelig komme videre, men vi havde stadig ikke fundet et sted at campere for den kommende nat. Vi havde dog opdaget endnu en stikdåse på taget i bilen, så vi aftalte, at holde ind ved en lille park en times tid, og få ladt min telefon op, så vi havde net og taletid, og dermed kunne finde ud af hvad vi skulle gøre.

Vi må have været utrolig trætte, for vi faldt begge i søvn, i meget mere end en time og det var til vores store fortrydelse! Bilens batteri virkede ikke, fordi vi havde haft den tændt for lang tid, og vi havde ikke en chance for at starte den. Det blev da også bare bedre og bedre. -.- Vi spurgte en mand og en dame, om de vidste hvad vi kunne gøre, og satme så - ja undskyld sproget - om manden ikke havde startkabler, så han kunne få sat Jay igang igen. Vi var lykkelige, og vi havde fundet en campingplads ikke så langt væk over nettet, så endelig var vi på rette vej igen!

Vi ankom til campingpladsen, om aftenen, og som om alt ikke allerede var gået galt, så havde receptionen lukket, så vi ikke kunne få en checke ind. Derfor måtte vi parkere på en lille plads tæt på, og håbe at der ikke var nogle der opdagede, at vi sov der inde, da det selvfølgelig ikke er lovligt at campere på offentlige parkeringspladser.

Næste dag, fik vi så checket ind, og endelig kunne vi læne os tilbage velvidende om, at vi var ankommet, og at nu var der styr på det hele! Ihvert fald for en stund.

Så en konklusion på vores roadtrip er, at det har været noget af det mest besværlige, håbløse og til sider skræmmende vi nogensinde har været ude for, men samtidig har det været helt fantastisk, og trods alt der er sket, har humøret været overraskende højt. Når der var et problem, kunne vi ikke sætte os ned og tude, men i stedet blev vi nødt til at gøre noget ved det, og det er noget jeg er helt sikker på, at både Irena og jeg vil tage med videre.

Vi blev gang på gang overraskede over, hvor venlige og imødekommende folk er her, og vi har endnu ikke mødt nogle, der ikke var klar med en hjælpende hånd eller ti og altid med et smil. Det kan godt være, at vi var super uheldige, men vi blev reddet hver gang af venlige sjæle, så samtidig var vi også meget meget heldige. Det er noget mange danskere godt kunne lære noget af, og det var helt klart noget af det, der holdt os allermest oppe. Man kan altid regne med Australiere, det ved vi i hvert fald nu.

Det skal også lige tilføjes, at udover vores mindre bump på vejen, så har størstedelen af vores tur stadig været sjov og ballade.

I sidste ende er hele denne tur, ikke noget vi ville have været foruden, og vi fortryder ikke på noget tidspunkt, at vi valgte at netop roadtrip skulle være vejen frem.. Og tilbage.. Og frem igen ;-))