Efter et par uger i det nordlige Malaysia og paa oeerne The Perhentians, er vi nu ankommet til Kuala Lumpur - og paa trods af virkelig elendigt Internet, forsoeger vi os nu alligevel med et lille blogindleag (og evt. billeder - om Allah vil?)...

Togturen hertil Malaysia var en meget, meget lang og forholdsvis taalmodighedskraevende oplevelse. Vi regnede med at turen til byen Butterworth beliggende taet ved den malaysiske graense tog omkring 17-20 timer, men vi endte med at have vaeret paa farten i over 30 timer, da vi endelig naaede dertil. Togene var forsinket og koerte langsomt med mange uregelmeassige stop, og selvom standarderne var fine, og vi sad og laa nogenlunde komfortabelt, kom vores taalmodighed virkelig paa proeve i loebet af de mange timer undervejs. Isaer fordi vi absolut ikke blev informeret om noget som helst mht. forsinkelser osv.

Vi ville egentlig gerne have taget direkte fra Butterworth til oestkysten samme dag, vi ankom, da vi jo gerne skulle ende paa Perhentian Islands, men de mange forsinkelser og vores udmattethed efter rejsen gjorde, at vi valgte at overnatte i Butterworth - en meget lokal og ikke-turistvant provinsagtig by. Vi koebte busbilletter til dagen efter og stod klar med rygsaekkene paa busstationen, da klokken viste 10 paa vores ure - uvidene om at bussen var koert en time tidligere, fordi vi ikke anede, at malaysisk tid er en time foran thailandsk tid, og vi derfor var en time for sent paa den. Alle paa stationen morede sig kosteligt, og vi var begge eddikesure. Ikke blot havde vi spildt penge paa en ubrugelig busbillet, vi var ogsaa noedsaget til at slaa tiden ihjel en hel dag, inden vi kunne komme med en bus sent om aftenen. Det gode humoer kom dog hurtigt tilbage til os, og vi fik en god dag ud af det. Det var faktisk meget sjovt at opleve et sted uden nogen turister og faa udforsket det lokale malaysiske gadekoekken - som i sandhed er LAEKKERT! (-specielt det saaakaldte roti canai (pandekagebroed) og tusindvis af forskellige karryretter).

Busturen oestpaa til byen Kota Bharu startede fortrinligt, og vi noed godt af bussens gode sovefaciliteter. Midt paa natten tog turen imidlertid en lidt ubehagelig drejning, da vi fandt ud af, hvor ekstemt daarligt, chauffoeren koerte (slingerkoersel med 120km/t paa alt for smaa veje) og efterfoelgende blev bugseret ud af bussen og over i en anden bus meget pludseligt, intetanende om hvad der foregik (og meget soevndrukne).

Men vi naaede da til Kota Bharu, hvori vi tilbragte en dags tid. Man kunne godt maerke, at byen var et af de mere strengt islamistiske steder i Malaysia, hvor primaert buddhister, hinduister og muslimer ellers bor "doer om doer". Isaer Line synes det var ubehageligt at foele sig saa anderledes paa en anden maade, end hvad vi har oplevet foer, og vi blev kigget meget paa af alle i byen. Det var dog ogsaa spaendende at opleve en helt anden kultur og religion, end hvad vi foer har set.

Perhentian Islands var FANTASTISKE! Ligesaa flotte, frodige og farverige som vi havde haabet paa og forventet. Derudover var der en ganske saerlig atmosfaere og stemning paa oeerne: Folk var utrolig afslappede og hjaelpsomme, og det hele var bare mega chill. Fedt.

Vi fandt et fint dykkercenter, hvor vi startede med at tage dykkercertifikat. Vi havde en vaeldig soed instruktoer, og det var en rigtig fed - og ret graenseoverskridende - oplevelse at faa alt udstyret paa og traekke vejret for foerste gang under vandet. Desvaerre fandt vi ud af, da vi kom ud paa dybere vand, at Signe ikke kunne trykudligne (hvilket hun havde en frygt for og mistanke om forinden), og vi maatte derfor droppe at fortsaette; det er for farligt, og man kan oedelaegge hoerelsen, hvis ikke man kan trykudligne. Oev boev. Selvfoelgelig var vi skuffede, men det var en sjov oplevelse at proeve, og vi er begge klar til at forsoege en anden gang.

Ellers gik dagene paa de to Perhentian oeer med at snorkle i nogle af verdens smukkeste koralrev og bare slappe af paa standen og nyde naturen og solen. Snorklingen var helt utrolig: Vi saa hajer i alle stoerrelser, kaempe havskildpadder, farvestraalende fisk (deriblandt Nemo'er), rokker osv. osv...

Idet man generelt ikke lavede saa meget (der var ikke mulighed for andet end strand, laesning, mad og badning), synes vi, vi fik masser af tid og ro til at taenke over alt muligt. Det en ret uvant situation at vaere i, og vi noed det virkelig i fulde drag! Vi fik os en masse dyyybe snakke om alt mellem himmel og jord, saa maaske faar I to filosoffer hjem i april...? :)

Netop det kun at kunne lave ingenting og manglen paa muligheder (der var kun faa (dyre) steder at spise og sove) gjorde, at vi fik lidt oekuller til sidst og var klar til at tage videre til storbyen. Turen til Kuala Lumpur blev dog langt fra som forventet: Ligesaa fed en tur det var med speedbaad ud til the Perhentians, ligesaa frygtelig en speedbaadstur blev det derfra. Det stormede og regnede, og det virkede som om, himmel og hav var eet, da vi sad i den lille, vippende baad - og frygtede baade for vores egen og vores taskers overlevelse.

Heldigvis naaede vi dog i land - fuldstaendig gennembloedte fra inderst til yderst og med rygsaekke fyldt med vaadt toej. Vi endte derfor med at sidde hele vejen til Kuala Lumpur (ca. 10 timer) i bus kun i undertoej og med det eneste halvtoerre toej, vi havde, over os. Lidt rystede var vi, men glade for, at vores vaerdigenstande (og vi) utroligt nok ikke havde taget skade.

Lige nu sidder vi saa i Kuala Lumpur, som vi har faaet et smaddergodt indtryk af. Vi bor paa et lille hostel, som er en god blanding af at vaere charmerende og lidt bizzart med et kaempeakvarie i receptionen, kunstige blomster overalt og ikke mindst en ejer, som er meget svaer at koensbestemme (hun/han vil tydeligvis gerne vaere en kvinde, men er imidlertid ret meget mand...)

Den 14. rejser vi med fly til Borneo - som vi selvfoelgelig glaeder os vildt og voldsomt til at opleve!

Og forresten: Stort TILLYKKE til alle marts-foedselarerne (ingen naevnt, ingen glemt).

Det lille blogindlaeg endte med at blive et laengere et af slagsen, men fred vaere med det. Hej hej for nu!