Profile
Blog
Photos
Videos
BROER I BRISBANE OG NONSENS I NOOSA
Efter mange dage ved stranden i hhv. Byron Bay og Surfers Paradise kom vi nu til storbyen Brisbane (hovedbyen i Queensland). Som de rutinerede bruger af "Turen går til" vi nu er, startede vi med at skridte byen af efter de seværdigheder bogen nævnte. Dog lod vi os også overraske af et ifølge vores mening helt fantastisk madmarked, hvor frokosten blev indtaget i form af smagsprøver - lige noget for fattige backpackere som os. Af seværdigheder kan bl.a. nævnes Queensland's ældst bevarede bygning, en lille vindmølle uden vinger, og Skt. Johns Katedral, hvor vi fik en rundvisning af John ham selv. En meget ivrig historiefortæller, som både kunne fortælle om kirken, om resten af byen, og som også spurgte meget interesseret ind til Kronprinsesse Mary. Højdepunktet denne dag skulle dog blive aftensmaden. På madmarkedet havde vi nemlig købt et RUGBRØD hos en tysk bager, og sammen med tunsalat og grøntsager var det en helt fantastisk middag. Et af livets små glæder, når man nu er vant til vægtløst toastbrød. På anden dagen iførte vi os for første gang i Australien vandresandalerne og gjorde os klar til at bestige Mt. Coot-tha, som ligger lige uden for byen. Det viste sig dog, at bussen kørte helt til toppen ("Turen går til" var lidt for uklar på dette område), og derfor tog vi i stedet på en lille trackingtur til et vandfald og noget aboriginal kunst. Fin lille gåtur, men det kunne nu ikke slå vores vandreture på NZ. Til gengæld fik vi en god udsigt til hele byen fra toppen af bjerget. Inden vi forlod Brisbane tog vi torsdag til Lone Pine Koala Sanctuary, hvor vi fik lov at holde en koala - endnu en lille favoritoplevelse, især for Lines og Stines vedkommende. (Line og Stine blev meget skuffede, da en dame i Toronga Zoo, fortalte at det ikke var lovligt at holde koaler i Australien. Det viste sig så, at dette kun var i staten New South Wales.) Derudover kom vi endnu engang meget tæt på kænguruerne.
Til eftermiddag gik turen med bus til Noosa Heads. Noosa kan beskrives med få sætninger, da disse to dage gik hen og blev lidt anderledes end først antaget. Da vi kom til vores hostel, fandt vi ud af, at Stines taske stadig lå i bussen, desværre. Det meste af Stines tid i Noosa gik derfor med at tale i telefon med Greyhound (beskeden lød konstant, at hun skulle vende tilbage lidt senere eller til en anden afdeling), mens Line og Mette lå afventende ved stranden, hvor vejret i øvrigt ikke var strålende. Som I ser på billederne, var højdepunkterne derfor den mad, der blev indtaget. Søndag tog vi videre mod Hervey Bay, men lige inden vi forlod Noosa, kom buschaufføren dog med en glædelig nyhed: Stines taske var fundet i Cairns, og så fik Noosa alligevel lidt flere stjerner i bogen.
P.s. Flere billeder fra Brisbane kommer senere, de ligger lige nu i Cairns J
- comments