Profile
Blog
Photos
Videos
Dato 19. Februar, dag 39
"Rystende senge og en sur dame"
Vi vågnede op i toget, efter ikke at have sovet specielt meget pga. en del larm og bevægelser fra toget. Toget var blevet halvanden time forsinket i løbet af natten. Men da vi ankom til perronen fandt vi hurtigt den bus, som skulle køre os til færgen, yes. Uheldigvis var færgen lige sejlet, så vi havde lige lidt mere ventetid.
Da vi kom ombord på færgen, sejlede vi ud på det blå/grønne vand og mellem de mange øer. Turen gik hurtigt, og da vi ankom til Koh Samui, glædede vi os til at se øen. Vi kunne midlertidig ikke finde vores pickup, så vi fik en kvinde til at ringe til resortet. Det viste sig bare at være en almindelig taxa, som skulle hente os. Vi var bare glade for at sætte os ind og køre afsted efter så mange timer med transport!
Ved ankomst til Silver Beach Resort blev vi mødt af den første sure thaier hernede. De havde nemlig givet os et andet værelse, end vi var blevet lovet, og hun sagde, at vi ville blive flyttet den følgende dag. Efter vi havde forsøgt at få en forklaring, uden videre held, lagde vi os ned på stranden og nød solen og havet i stedet.
Om aftenen gik vi hen for at spise på en lille fin restaurant lidt længere henne ad vejen. Her nød vi vores mad i kæmpe bambusstole.
Dato 20. februar, dag 40
"På opdagelse på Koh Samui"
I dag skulle vi flytte værelse, hvilket betød, at vi nu kom til at bo tættere på stranden, rigtig dejligt.
Efter værelsesflytningen begav vi os ind mod byen, for at se, hvad den kunne byde på. Efter et stykke tid, valgte Lea at vende om, og gik tilbage for at ligge på stranden. Jeanet begav sig videre ind igennem byen, hvor hun fandt et lille madmarked, hvor hun fik sig en dejlig thai frokost på en af de mange hyggelige små spisesteder omkring markedet. Hun fik også købt lidt forskelligt thaimad ind til senere.
Da hun kom tilbage, lagde hun sig ned på stranden til Lea. Vi ville afprøve vores dykkerbriller, men vi så kun nogle få fisk, da vandet ikke var så klart.
Aften bestod af hygge med mad (først her gik det op for Jeanet, at de stegte bananer, som hun havde købt på markedet, som var "svøbt" ind i noget, at det noget var kokosnød. Dog er det en af de ingredienser, som thaierne holder meget af, så på det punkt var det ikke en overraskelse. Det smagte overraskende godt, hvor underligt det end lyder.) Ellers hyggede vi os med musik og billeder, og Lea fik skypet lidt med dem derhjemme.
Dato 21. februar, dag 41
"Badeferie for alle pengene"
Efter morgenmaden spurgte vi efter en af de andre strande, som vi havde fået indtryk af skulle ligge tæt på resortet. Vi opgav dog at komme dertil, da der var 6 km. I stedet brugte vi dagen omkring resortet og på stranden.
Om aftenen fandt vi et lille hyggeligt sted, hvor vi spiste til lyden af et springvand og lugten af røgelse (ikke vores favorit duft)
Dato 22. februar, dag 42
"Optakten"
Lea pakkede sine ting, mens Jeanet lå på stranden, inden vi blev hentet af en taxa, som skulle køre os til færgen. Ombord fik vi noget af et chok over mængden af små babyer, da vi havde kurs mod Thailands ultimative festø, Koh Phangan. Vi var hurtigt fremme og mødte to piger fra Irland, som skulle bo det samme sted som os, så dem faldt vi i snak med.
På resortet fik vi vores eget lille hus med et badeværelse på størrelse med værelset. Derefter gik vi hen til poolen og nød et par timer der. :)
Da det blev aften, ville vi se os lidt rundt omkring i området, men det blev hurtigt ændret. Vi mødte nemlig igen de to irske piger, som spurgte, om vi ikke ville med dem hen til Hat Rin, som er hjertet af fullmoon på øen, så det gjorde vi.
Der fik vi spist, drukket drinks på forskellige barer og bare hygget, inden vi kom ned på stranden, som var godt proppet med mennesker. Vi fik kort snakket med nogle fra New Zealand, inden vi besluttede os for at tage hjem, da vi ikke havde bikinier på, og derfor havde vi besluttet os for ikke at tage til pool party.
Dato 23. februar, dag 43
"Neonfarver, brandsår og bejlere = waterfall party!"
Vi stod op til en dag, hvilken vi mest af alt havde tænkt os at bruge ved poolen/ stranden. Den plan fungerede også ganske fint, indtil der pludselig kom en masse sorte skyer og blæst. "En lille tropisk storm," kaldte en af dykkerinstruktørerne på resortet det. Der gik ikke længe før det regnede ret voldsomt, men det forhindrede os da ikke i at tage en svømmetur i havet, tropisk storm eller ej. ;)
Vi fandt et hyggeligt sted at spise, hvor vi mødte en flink franskmand, som fortalte os, at waterfall party var fedt, så det skulle vi da tage til. Hvilket vi gjorde efter en bucket(en spand fyldt med alkohol), som de har overalt hernede til 40-60kr. Med taxa blev vi nu kørt til junglen, og da vi ankom, var det eneste som indikerede en fest, at man kunne høre noget musik et stykke væk. Så det begyndte vi at gå imod.
Fremme mødte der os (som alle steder hernede) neonfarver og thaiere, som jonglere med ildstænger og ildkugler. Så var der ellers bare fest, og folk blev ved med at komme til. Der gik ikke længe, før vi på dansegulvet var omringet af diverse nationaliteter (især af drenge), som var meget interesserert i os. Det blev en festlig aften, og vi nåede da også lige at blive ramt af en af ildstængerne, men bare rolig vi er okay! Vi slap med nogle brandsår, lidt afbrændt hår og øjenbryn, men vi kan trøste os med, at alle andre går rundt med bandager hernede, så vi slap ret heldigt.
Selv taxaturen hjem var hyggelig med en masse søde mennesker, og vi havde endda mødt nogle fra Canada, som boede det samme sted som os.
Dato 24. februar, dag 43
"Blæsende vinde og vandplaskeri"
Efter morgenmaden, havde vi besluttet os for at tage op til Koh Ma, som ligger helt op nordpå på Koh Phangan. Vi havde snakket med en dykkerinstruktør på resortet, som havde sagt, at det var et godt sted at snorkle. Uheldigvis var det bare en rigtig blæsende dag, og vandet var i rigtig oprørt. Så vi fik ikke snorklet, men vi fik badet i Thailands form for Skagen, da bølgerne slog mod hinanden hen over en sandbanke. En vild oplevelse, da der var meget blæst og strøm.
Vi tog derefter tilbage på resortet, hvor vi fik et bad og noget aftensmad inden turen gik til poolparty. Vi startede med lige at svinge forbi de to iriske pigers backpackersted, og det var meget heldigt, fordi himlen valgte at åbne sine sluser lige efter vi havde sat os. Og sikke en masse vand der kom ned. Da det endelige lagde sig lidt, gik vi ud og fandt en bucket og satte os ind i en gratis taxa, som kørte os til poolparty.
Sikke en fest. Kropsmaling med neonfarver og buckets med alkohol. Vi mødte endda nogle af de samme fyre fra i går, selvom der var crazy mange mennesker. Men vi mødte også en hel masse nye flinke mennesker fra rundt omkring i verden. Og ja, det er jo ikke poolparty, uden at man har været i poolen, og vi kom det endda med alt vores tøj på. Godt man havde efterladt sit kamera og mobil derhjemme! Vi nåede ikke rigtig, at blive tørre i løbet af natten, da der stadig kom regnbyer og vi konstant blev smidt i poolen. Men hvad gør det, om man er våd fra top til tå, når temperaturen stadig er omkring 25 grader? :)
Dato 25. februar, dag 44
"Sengelægning og hyggedag"
Dagen startede ikke godt ud for Lea, da hun ikke havde det så godt efter i går. Hun blev derfor i sengen det meste af dagen sammen med tv'et. Jeanet havde derfor sin egen lille fest hele dagen. Hun startede dagen med morgenmadsbuffét, som de andre dage, (vi er store fans af den, fordi der er så meget forskelligt! :)) og gik derefter på stranden. Det var for en gang skyld rigtig godt vejr uden for mange skyer, så hun nød solen og havet en stor del af dagen. Hun fik også set sig lidt omkring langs stranden, hvor hun fandt en masse specielle og farverige skaller, som vi i hvert fald ikke har derhjemme! Det mest iøjenfaldende på denne strand er dog alle de perlemors stykker, som ligger overalt og glimter i solen. Et ret fantastisk syn.
Til aften gik vi begge op i restauranten og fik lidt at spise. Lea gik tilbage i seng, mens Jeanet nød den dejlige aften på en bænk ved stranden med musikken fra baren i baggrunden. Og månen som kom frem og indikerede, at det snart var fuldmåne.
Dato 26. februar, dag 45
" FULLMOON PARTY"
Så kom dagen, som alle på øen havde glædet sig til. Dagen startede stille og rolig ud (som sædvanlig) med morgenmadsbuffét. Derefter gik vi ned på stranden, hvor vi lå i skyggen og læste i vores bøger. Mens Lea var på værelset, gik Jeanet en tur langs stranden, hvor hun mødte to fra England, som hun faldt i snak med. Alle på øen er meget imødekommende, så vi har efterhånden mødt mennesker fra mange forskellige nationaliteter.
Så var det blevet tid til den daglige tur i havet, inden vi skulle afsted til Hat Rin, hvor fullmoon party foregår. I stedet for en taxa, blev vi kørt i en firhjulstrækker, hvor vi sad på ladet sammen med fire drenge fra Norge. Spændende køretur som altid hernede, da det går op og ned ad bakker, og man ikke havde noget at holde fast i.
Fremme blev vi mødt af en strand, som var endnu mere proppet med mennesker, end de forrige aftener og med musik en masse forskellige steder, som hver især forsøgte at overgå hinanden i volumen. Vi blev igen malet med neonfarver og så var der ellers bare dans. På stranden var der kæmpe platforme i flere etager, som var stopfyldte med mennsker, der dansede. Vi ved ikke engang, hvordan vi skal beskrive hele aftenen, men alt vi kan sige er, at man nok skal have været der for at kunne forstå stemningen og synet af stranden, som er fyldt med flere tusinde mennesker i neonfarver.
- comments