Hej derhjemme!

Så er de to blonde piger atter på tur - og ved tasterne. Denne gang skal Asien udforskes yderligere og al optjent SU og sponsorater skal bruges. Eftersom Kinas præsident Xi Jinping og hans bonkammerater ønsker et mindre åbent Kina, så har dette blogindlæg været en reel udfordring, da blogsiden, alle sociale medier og Google er lige så lukket land, som Kina er at komme ind i.

Lørdag d. 2. april klokken 20.30 i CPH lufthavn var turen ved at blive aflyst. Vi stod spændte ved vores rygsække og trippede for at komme afsted. Vores trippen stoppede brat, da tjek-in medarbejderen satte relativt stort spørgsmålstegn ved vores ikke-eksisterende visum til Beijing. Efter en længere snak med sin supervisor blev vi godkendt og lovede at forlade Kina inden for 72 timer. Godt og vel 26 timer senere stod vi midt i Pekingssuppens oprindelsesby.

Efter 4 timers søvn stod vi klar (læs: jetlagged) til en sightseeingtur i Beijing by bike - og vi skulle selv træde i pedalerne. I en lige række anført af vores guide Jim (#sjovtalleguideriasienhedderjimellerbom) cyklede vi meget langsomt rundt i Beijings små gader (#hutongs) og forsøgte at få sammenhænge ud af de få engelske gloser, som Jim havde bestået guideskolen med #chinlish. Eftermiddagen brugte vi som superstjerner i Den Forbudte By, hvor adskillige kinesere ville have selfies med os #nuvedvihvordanjustinbieberhardet. Vores stjernestatus blev ikke mindre, da vi om aftenen valgte at spise på en lokal restaurant, der serverede hotpot #kinesiskraclette. Samtlige seks tjenere kæmpede sig frem for at tage imod os, da vi trådte ind og samtlige seks tjenere ønskede at tage imod vores bestilling. Ingen af dem kunne et ord engelsk, så vores bestilling mindede mest om en god omgang gæt og grimasser - og vi fik måske det, som vi havde peget på. En hyggelig middag for to blev udvidet en familiemiddag for seks, hvor vi ikke behøvede at gøre meget selv - havde de fået lov, havde de fodret os med maden #kaos #overskredetintimsfæren.

Tirsdag d. 5/4 kom dagen endelig, som vi havde ventet på og den primære årsag til vores smut forbi Kina. Vi havde Muren i sigte! Jim og medbragt chauffør hentede os ved vores hotel. Endnu engang var det rigtig skønt, at vi ikke skulle med andre (blege) turister på gruppetur end med os selv. Så to kinesere tog to danskere med til den 2.000-18.000 km lange Kinesiske Mur #længdenvariererefterhvemvisnakkermed. Muren var fantastisk! Vi forstår faktisk ikke, at den ikke er et af verdens 7 vidundere! #wauw. Denne oplevelse blev fordøjet sammen med det bedste kinesiske måltid, serveret af en sød lokal landsbykvinde, der næsten kunne mere engelsk end Jim. På turen hjem havde vi et "photostop" ved det Olympiske Stadium, hvor vi kunne fotografere vidunderet med en 6-sporet motorvej i forgrunden. Fun fact: Da OL i 2008 i Beijing begyndte blev regeringen overrasket over, hvor mange mennesker, der deltog i festlighederne, så man gav indbyggerne i Beijing en måneds ferie og beordrede dem derved ud af byen #styrpålogistikken.
Eftermiddagen blev brugt på Wangfujing Street i #StrøgetiBeijing, hvor vi i første omgang søgte efter en café latte #kaffebarererenmangelvarefordanskereikina. En ung kinesisk fyr, Rock, opfangede vores søgende blikke og guidede os til den nærmeste kaffebar og grunden hans ihærdighed efter at blive bedre til engelsk fik vi i løbet af en times tid vendt verdenssituationen og besvaret (næsten) alle vores spørgsmål om Kina - han kunne udfylde hullerne i Jims historier, som vi ikke havde fanget. Rock fortæller om sin families tefabrik, og vi lyttede længe interesseret i, hvordan teproduktionen foregår og hvordan vi kan tabe os ved at drikke te. Rock inviterede os hen til familiens tefabrik - Lauras tanke: Det synes jeg kunne være en spændende oplevelse, Camillas tanke: Laura læste tidligere noget om, at turister skal være påpasselige overfor unge kinesere, der er gode til engelsk og inviterer til te. Camilla til Laura: "Tror du, at det er en te-fælde?". Laura til Rock: "We have a dinner reservation - but thanks!". Efter den mulige te-turistfælde-oplevelse var vi ærgerlige over, hvis vi faktisk havde afslået et reelt tilbud om at besøge en traditionel tefabrik. Vores ærgelser blev til lettelse, da vi senere på Strøget i Beijing blev stoppet af to unge vel-engelsktalende kinesiske piger, der bød os te. Vi takkede pænt nej tak, og måtte nok indse, at venlige Rock var en del af banden #førsteturistfælde #vihoppedeikkepåden #erfarnebackpackers.

I skrivende stund er vi omringet af skyer i et fly mod Hanoi. Beijing var alle vores 72 timer uden visum værd! Vi glæder os til Vietnam, hvor vi allerede er blevet inviteret på thit chó og thit méo (stegt hund og kat) af en vietnamesisk pige, der sover trygt på Camillas skulder.

Ting vi stadig ikke forstår ved Kina:
- Hvorfor går kinesiske børn går med numsen bar? Hvad er der nu galt med bleen?
- Hvor er den lynkineser alle taler om? Vi havde bestemt ikke indtryk af, at kineserne har travlt.
- Hvornår skal man gå over i krydset som fodgænger? Betyder grønt stop?
- Hvorfor tager kinesiske butikker ikke Visa-kort?
- Hvorfor pudser kinesere ikke næse istedet for at lave et "snot-grynt"?
- Hvorfor er squat-toiletter (#hulijorden) et hit i Kina?

Over and out
- Kiær og Hald #khgoingasian