Vi nåede dårligt at få klip-klapperne ind over grænsen til Indonesien før vi rendte ind i den første turistfælde: Et diskret beløb på 200.000 rupiah ville taxachaufføren have for turen til vores hotel. En tur, der burde have kostet 65.000 rupiah ifølge receptionisten. Men én gang skulle jo være den første i et land med over 250 millioner indbyggere - de kan jo ikke alle ville os det lige godt. Vi havde en enkelt overnatning i Kuta på Bali, hvor vi stort set ankom og forlod stedet i mørke, så vi har ikke så meget af berette derfra. Udover hotellets yderst lækre morgenmadsbuffet #ikkeeksisterende #viendtepåpizzahutilufthavnen samt om et fotoshoot med en anden af hotellets gæster, der gerne ville have et billede af os og et håndskrevet indonesisk skilt #vianerikkehvadderstod #måskenogettilhansdatter.
Tirsdag d. 3. maj lettede flyet inklusiv os (+backpacks) til Labuan Bajo på øen Flores, hvor vores dykkereventyr skulle begynde! Forud ventede os fire dage på et skib, hvor vi primært skulle beskæftige os med dykning, at spise og sove under stjernerne. Men inden vi kunne nyde, måtte vi yde! En indonesers manglende stedsans kostede os hver mindst 1 liter sved, på randen til tårer og en stærk blodsmag i munden, da vi var nødt at bestige den stigning, som vi netop slentrende var nået ned ad, eftersom vores næste hjem lå på toppen af stigningen #contadorogfroomevarståetafcyklerne. Heldigvis rendte høns og haner i hælene på os, så det hjalp nogen til at komme hurtigere op! På toppen ventede to kolde Bintang øl og den smukkeste solnedgang over Komodo Nationalpark.
Vi gik til ro i teltet på campingpladsen med masser af sommerfugle i maven over, hvad de næste dage på havet skulle bringe! Natten i teltet sendte os tilbage til de famøse nætter i smatten på Roskilde Festival. I dette tilfælde var nabolejrens morgenfest og hjemmelavede musikanlæg skiftet ud imamens morgenbøn ved solopgang #højtalernevarligeskrattende og fulde mennesker erstattet med galende haner og indonesere, der er meget tidligt på færde. Men overnatningen i teltet var alle 86 kroner værd!
Onsdag morgen lettede vi anker med vores liveaboard båd sammen med to indonesere Gita og Mia, tyske/japanske Martin og skønne Hao fra Singapore, som vi hurtig fandt ud af var ret erfarne dykkere. De havde i gennemsnit hver 80 dyk i iltflasken, hvilket var omkring ti gange så mange som os. Der blev tilmed grint til første briefing over, at det var fem år siden, vi sidst havde dykket. Vi skulle vise dem, vi gik nemlig fra at blive kaldt "little fish" til "dive monsters" på 10 dyk! Vi havde besluttet at opgradere vores open water dykkercertifikat fra Koh Tao til et advanced dykkercertifikat, hvilket blandt andet indebar dybdedyk ned til 37 meter og natdyk med lommelygte. Vi bestod! Derudover har vi haft vores hidtil vildeste dykkeroplevelser og dagene på båden var ubeskrivelige! Under vandet fik vi endeligt indfriet vores dykkerdrøm: At møde en havskildpadde og en haj! Og vi mødte mange og de var store og meget tæt på! Vi havde et nervepirrende og vildt dyk med seks manta rays (se billede), der svømmende om ørerne på os! Dykket endte som fridyk fra Halds side, da ilttanken pludselig var helt tom #længeleveendykkerbuddy. Komodo er en hver dykkers drøm med nogen af verdens flotte koraller, tonsvis af fisk og udfordrende dykkersteder. Hvis det ikke var fordi, vi ikke havde mere ilt (læs: penge og orlov), så var vi blevet dernede! Over vandet sov vi under stjernehimlen, spiste fantastisk mad (herunder boller med smør!!), så solnedgangene med kolde øl og hyggede os med de fantastiske mennesker på båden. Vi anbefaler alle dykkere at tage på en liveaboard-tur i Komodo nationalpark #vigørgernereklameforuberscubakomodo.
Atter på fastland og efter endnu en nat på campingpladsen var det blevet GILI-TIME! I Komodos lufthavn var vi uheldige at ende bag en indonesisk grupperejse, hvor hver deltager havde overskredet de maksimum 20 kilo bagage. I løbet af den times tid det tog dem at tjekke ind, undrede vi os over om 20 kilos begrænsningen ikke også gælder de indfødte. Svaret kom i Lombok lufthavn efter en mellemlanding på Bali, hvor vi som de eneste to stod tilbage ved et stillestående bagagebånd. Vi havde mistet vores følgesvende! #Vihåberatindonesernefikallederessouvenirsmedhjem. Heldigvis fandt Robi fra "Lost and Found"-kontoret i Lombok lufthavn os og kunne fortælle at vores backpacks var et sted mellem Komodo og Bali. Vi kunne nok forvente en genforening senere samme dag. Det skete ikke før efter to døgn, to par sure underhylere og to danskere med underskud på tålmodighedskontoen #deterpæntformuleret #vierikkefanafgarudaskundeservice.
Efter genforeningen nød vi de efterfølgende dage på Gili Trawangan i vores eget tøj og ikke mindst vores egen bungalow! Vi fik udforsket menukortet og ikke mindst drinkskortet, fundet de bedste solsenge (både ved stranden og poolen), løbet øen rundt (#detgørviikkeigen) og set film under stjernerne. Som udklækkede advanced dykkere skulle vi da også lige på en snorkeltur omkring de tre Gili-øer #vihavdeikkerådtilfleredyk. Efter to ture i vandet måtte den ene dykker trække sig fra yderligere vandaktivitet, mens den anden kom skidtmads op af havet efter den tredje #søstærkhederikkeendelafadvancedkurset #2/3afbådenvarskidtmads #visåikkeenskid.
Dagene på Gili var den perfekte afslutning på en fantastisk tur, der på alle måder har levet op til vores forventninger! Vi håber, at I fik set det I ville - det gjorde vi i hvert fald! Hvem ved, måske hører I fra os igen. Tak for nu :-D
Over and out!
- Kiær & Hald