På bussen igen og videre til Waitomo hvor Black Water Rafting ventede. Jeg valgte den lange tur på 5 timer og Maria var en tøs og tog den på 3 timer. Så hvis der er nogle der ude der ønsker at hører hvad hun havde gang i der nede i dybet, så må i søge viden andet steds, for jeg aner ikke hvad hun havde gang i.

Anyhoo. Turen startede med at rapelle 37 meter ned i et hul i jorden. Helt fantastisk. Da alle var kommet sikkert ned vandrede vi videre ned i dybet alt imens vores guider fortalte om grotten vi var i, og hvordan stalaktitterne blev dannet. Efter noget tid kom vi til en svævebane vi skulle ned af. Den førte ind i mørket så vi havde ingen anelse om hvor lang eller hvor hurtigt det gik. Som om det ikke var nok skulle vi også slukke vores lamper, så man kørte ud i det ukendte i absolut mørke. Zoe, som var den forreste kører af sted i et skrig. BANG!!! Et kæmpe brag lyder og skriget stopper. Man fristes til at tro at hun har ramt væggen. Den næste bliver sendt af sted, endnu engang i total mørke. Braget lyder igen. Dog er der stemmer, så der er ingen omkomne. Det viste sig af banen ikke var så stejl igen. Lyden var en taske eller gummiring der blev hamret ind i klippevægen. Dette var for at få de tusind vis af glowworms der sad i loftet af grotten til at lyse kraftigere.

Vi var nu kommet frem til en undergrundsflod. Floden var dog endnu 3 meter under os. Vi blev bedt om at sætte os på kanten af klippen, men blev dog forsikret om at vi ikke lev skubbet i. Her fik vi en kop varm kakao og en kage.

Når vi var klar fik vi udleveret en gummiring og skulle én efter én hoppe med rumpen først ned i vandet. Det var frysende koldt. Gummiringene sad vi i. Her fra flød vi langs med floden. Eller vi hev os frem via et reb der sad fast på klippevæggen. Undervejs stoppede vi og guiden fortalte om glowworms.

En masse andre spændene ting skete også i grotten, men lidt gode historier skal man jo gemme. Til sidst vil jeg nævne at for at komme ud af grotten skulle vi klatre op af et vandfald.