(28-30 marts)

Deep South var generelt ikke specielt spændene. Vi forlod de fleste af vennerne i Queenstown og bevægede os med Jake mod Dunedin. EJ kan man glemme bus chaufføren Don som var ufattelig dårlig til at fornemme en stemning. Naturen var dog flot. I Dunedin tog Maria, Jake og jeg på en rundvisning i Speight's bryggeriet. Det var nu underholdene nok, hvis ikke guiden havde insisteret på at slå på alt ting, hvilket til sidst gik mig godt og grundigt på nærverne.

Dagen efter drog vi mod Invercargill. Men dog ikke uden af have 7.000 stop inden da. Igen blev min tålmodighed testet. Jeg kan til gengæld fortælle at jeg kunne underholde Jake hele dagen da han fandt det morsomt at se mit ansigt blive mere og mere anspændt for hvert stop. Da vi endelig kom frem til Invercargill var klokken 7, og man var træt efter at have siddet i en bus hele dagen.

For at være fair så vi et helt fantastisk vandfald på ét af de mange stop. Det er jeg ret glad for at jeg så.

På den sidste dag i the Deep South tog vi til Milford Sound. Ganske enkelt fantastisk. Det var som at komme til en anden verden. Et sted der umuligt kunne være på Jorden.

Vi blev kørt noget af vejen af Bottom Bus og blev så smidt over på en Kiwi bus hvor James og Lærke var med. Det var en lang køretur ud til sundet men naturen var helt fantastisk. Det blev kun bedre da vi kom til båden der tog os ud i sundet. Grønne bjerge på begge sider og frem. Ude ved havet var der pludselig nogle der så en hval. Kaptajnen stoppede og ventede til den kom op igen. Det tog nogle forsøg, men jeg endte med at se den komme op og dykke ned igen. Vi kom ind til land igen og kørte tilbage til Queenstown hvor vi havde én overnatning.