Hej derude!

Endelig i stand til at skrive et lille indlæg. Der er sket meget siden sidst, og vi befinder os nu i Hanoi, men den fantastiske by må vente til et andet indlæg.
Efter kolde kalaw begav vi os mod hede Bagan for at se de smukke tempelruiner. Det foregik med bus. En forfærdelig tur af kringlede veje (læs: kvalme i 4 timer), men frem kom vi! Vi delte taxi med et spansk par til new Bagan, hvor vi fandt det eneste guest House, der fandtes i byen, og dermed den billigste mulighed, 20 $. Familien vi boede hos var super søde, bitte små, faren næsten uden stemme grundet for mange cigarer, moren med verdens længste rødlakerede tånegle. Guest houset hed Bagan beauty hotel. Skønheden kunne bestemt diskuteres på dette faldefærdige 'hotel', hvor indgangen var belagt med skriggrønt kunstgræs, men det er den varmeste behandling, vi har fået af alle steder, vi har boet.
Vi legede et par cykler, og begav os kl. 5 om morgenen af sted for at se solopgangen og luftballonerne. Der var helt sort, men med hjælp fra andre turister fandt vi vej, og fandt vores eget sunrise-tempel, hvor vi nød et af de smukkeste syn på hele turen.
Vi cyklede rundt i varmen i nogle timer på cykler, som bestemt ikke egede sig til det sandede terræn, og blev mættede af templer relativt hurtigt. Der er 3000, så der er nok at se.
Vi tog et smut til old Bagan og så os omkring her med munden fuld af vandmelon, inden vi igen begav os mod Bagan beauty hotel. Efter en lækker middag pakkede vi os satte os ned på verandaen og så tv med familien, mens vi ventede på vores natbus, der skulle tage os til Mandalay.
Turen gik over stok og sten, og for første gang, kom bussen ikke bare til tiden, men før tid. Vi gik gennem mandalays mørke gader til vores hotel, vi havde bestilt på forhånd.

Efter en beskeden morgenmad på hotellet begav vi os ud i den travle storby, beskidt og travl, trafikken selvfølgelig helt ustyrlig. Vi fik købt noget lækkert frugt på det lokale marked, fik set på smukke blomster i flower district og drukket frugtjuice nr. 1001. Ved kanalen så vi fattige gadebørn med snavs i hovedet og sår på knæet - man bliver stadig påvirket af fattigdommen og den måde folk er tvunget til at leve på.
Efter denne oplevelse gik vi mod den anden ende af byen og dermed også en helt anden klasse. På vejen dertil var Sofie lige ved at skide i bukserne (jep, sådan er jargonen altså, når man har gået op og ned af hinanden i 2 måneder), så vi fik stoppet en bil, som viste sig ikke at være en taxa, men som gav et lidt i ladet alligevel. Vi nåede at afværge en mildt sagt træls situation og kom til green Elephant, hvor toilettet tilbød 12 forskellige sæber. Her fik jeg endelig givet Sofie en lækker fødselsdagsmiddag (vi havde udskudt pga. sarte maver).

Næste dag tog vi til frokost og puppet show - desværre ret skuffende, eller måske forstår vi os bare ikke på burmesisk dukketeater? Dukkeførerne, som man sagtens kunne se, dansede i hvert fald bare lidt med nogle dukker.
Efter skuffelsen tog vi tilbage til hotellet, hvor vi havde booket taxa, som tog os til U Bein Bridge.

U Bein Brigde var imponerende, men desværre nok det mest turistede sted, vi har oplevet. I det hele taget var Myanmar langt mere turistet, end vi havde forventet, især af hvidhårede amerikanske gruppeudflugter og russere! De er overalt?

Næste dag crawede vi efter en kop ordentlig kaffe og mexicansk. Vi fik dækket vores lyster på en hyggelig café med er vestligt look. Her mødte vi Cijay. En flink fyr, der spurgte, om han måtte sætte sig. Vi fik en god snak om det korrupte land og glæden ved at rejse. Han var en dannet ung mand og bestilte også en tealatte til os. På et tidpunkt fik han øje på mit skinnebenssår, hvilket vagte en del bekymring. Han insisterede på at køre os til en hospital tæt på, hvor hans søster arbejde. Vi ankom til en proppet ventehal, men før jeg vidste af det, havde han fået mig foran 23 andre. En KVINDELIG doktor tilså mig og udskrev nogle piller som Cijay straks havde købt plus jod og plaster til 1 år. Han insisterede på at betale for at vise sin 'graditude' og kaldte os venner. Han spurgte os nu, om der var noget, vi havde lyst til og på vores forspørgsel tog han os til byens bedste håndlæser. Det blev en sjov og lidt uhyggelig oplevelse, som Cijay næsten blev helt fornærmet, da vi prøvede at betale for.

Inden Cijay satte os af ved vores hotel inviterede hans os på burmesisk morgenmad, som vi lige kunne nå inden vi skulle mod lufthavnen. Det var en lækker mættende omgang, og vi lovede at vise ham Danmark, hvis han en dag kom til det kolde nord.

Vi to afsked med Myanmar, landet med det smilende folk, hvor colaen har fået comeback efter 8 år, landet med munke alle vegne og landet, hvor folk uden advarsel bryder ud i intens sang.