Efter 8 dage på lhoknga Beach er vi nu på vej videre på vores rejse. Vi har haft nogle dejlige dage i det lille surferparadis, som har resulteret i forslåede knæ, nye bekendtskaber og en lille forkølelse - vi kan altså ikke styre den aircondition.

Vi rykkede ind hos Eddie, som modtog os på hans feminine overdrevne men fremt for alt kærlige facon. Homestayet var fuldt med surfere fra hele verden, alle sammen enormt flinke på trods af de grinede gevaldigt af os, da vi fortalte, at vi var kommet for at lære at surfe. Eftersom vi lever det impulsive dag-til-dag liv, havde vi ikke haft tid til den store research, og var derfor ikke klar over at lhoknga Beach er for hardcore surfere. Nå, men vi tog udfordringen op og gik til Yudis, hvor vi bestilte surfertimer til næste dag. Med hver vores lærer gik det faktisk også overraskende godt. Vi havde det begge sjovt, stod op første dag, slugte 10 liter saltvand og hang ud med drengene bagefter. Sådan gik de resterende dage: surfing, ture bag på surfernes scootere og hygge på Eddies terresse.
Vi spiste stort set konstant, og fik smagt både ged og snegle, samt en masse frugt, som vi aldrig har set før og ikke kunne navnet på.
Vores stamsted blev et lille familieforetagende 150 meter fra Eddies, hvor nogle store mammaer lavede juice af alle verdens frugter. Maden var et slags tag-selv-bord i flere etager, og vi smagte tofu, tempe, andeæg og meget mere.
Desuden er Indonesien en af verdens største kaffeproducenter og vi indhentede det forsømte - drengene tog os endda til en specielt god barista i Banda Aceh, og viste os ved samme lejlighed tsunamimuseet, samt skibet, som nu ligger midt i byen, efter bølgen flyttede det 5km. Banda Aceh var værst ramt af tsunamien, hvilet stadig er tydeligt at se; der bliver bygget og bygget, overalt ses skilte, som viser vej mod sikkerhed i tilfælde af at ulykken skulle ramme igen, og skulpturer til ære for ofrene præger bybilledet. Noget andet, som var karakteristisk for byen var den muslimske kultur, som var lidt svær ikke at blive irriteret på, især fordi koranen konstant bliver læst højt over en skrålende højtaler - også kl. 02 om natten. Udover den klagende volapyk var påklædning meget vigtigt, ikke noget med at vise knæ eller skuldre, en mand forlangte endda, at vi skulle dække vores hår som de lokale kvinder. De mange regler førte til en trang til frihed og en dag begav vi os langt hen af stranden, hvor vi udnyttede den mennesketomme plet til at bade i bikini.

Til trods for datoen og en chauffør, hvis øjne var mere lukkede end åbne er vi stadig i live, og har også overstået det første airasia fly til Kuala Lumpur - den største lufthavn nogensinde. Vi er nu klar til den næste flytur, som skal tage os til nye eventyr i Burma