Så er der igen nyt! Vi er ankommet til Pulau Weh efter en, mildt sagt, forfærdelig tur.
Fra Bukit Lawang kørte vi 4 timer i bil til byen Medan hvor vi skulle med en natbus til Banda Aceh. Efter køreturen, som føles som en evighed, blev vi mødt af endnu en Colombo-lignende by; kaos, skrald og mænd der råber af os fra højre os venstre. Yes, ikke ligefrem et glædeligt gensyn. Derudover viste det sig så også at folk er virkelig dårlige til engelsk og kan stort set ikke et ord. og den eneste grund til, at vi formåede af få noget at spise, var fordi vi nærmest med tegnesprog lavede spise bevægelser. Hvad vi fik at spise er stadig uvist.
Inden vi tog med bussen, havde vi hørt diverse rygter om, at denne bus skulle være en såkaldt "karaokebus". Dette begreb viste sig i den grad at være meget nøjagtigt, for det første der springer os i øjnene da vi stiger på, er de neonfarvede sæder, tæpper og puder - ikke ligefrem det mest beroligende design. Det bliver dog kun værre da bussen bliver tændt, og noget forfærdeligt indonesisk musik, med meget skingre stemmer, toner frem, som kun afbrydes kortvarigt da to unge drenge stiger på og begynder at synge og spille guitar - lige da vi ikke troede det ikke kunne bliver værre.
Det ville være synd at sige, at vi fik sovet ret meget den nat.
Klokken syv ankom vi overraskende nok til Banda Aceh, og vi tager færgen til øen Pulau Weh, efter en taxichauffør forsikrer os om, at det er muligt at surfe på øen. Det skulle dog vise sig at være forkert. Øen er ideel til at dykke, men ikke surfe, og da vi har ændret vores planer fra at ville dykke, til hellere at ville prøve at surfe, passer det ikke ligefrem godt ind. Vi har alligevel fundet et lækkert sted at bo, hvor vi har vores egen bungalow lige ned til stranden til meget billige penge, så det er ikke helt galt :)
Nu er vi så ved at planlægge noget surfcamp i Banda Aceh, så vi tager formentlig tilbage til fastlandet og bruger den kommede uge på (forhåbentlig) at lære at surfe.

Knus og kram herfra ❤️