Lørdag ankom vi til Kenyas hovedstad Nairobi, som først virkede overvældende på grund af det voldsomme trafikale kaos, den uendelige mængde af matatus der ikke tager hensyn til fodgængere, travle forretningsfolk, boda bodaer, mænd der vil sælge safariture og ikke mindst pga alle de tyverivarsler vi havde fået med hjemmefra. Med tiden er vi dog blevet glade for og gode til Nairobi med alle dens skønheder som ulemper. Det er med tungen lige i munden at vi krydser gaden, især ved de tresporede veje. Vi må erkende at det kræver livslang erfaring at krydse disse veje og foelger altid Kenyanerne i hælene. De foerste dage i storbyen boede vi lidt udenfor centrum på det utrolig idylliske Milimani hostel som var placeret i Karen som er en bydel opkaldt efter Karen Blixen. Karen er et fint - på grænsen til snobbet - kvarter med kæmpe huse med matchende bombastiske porte, dertilhørende vagter og vagthunde der bjæffede hele natten.

Om søndagen da Andrew havde hjulpet os på den rigtige matatu til vores hostel og vi havde fundet os til rette, drog vi mod centrum som selvfølgelig skulle udforskes med det samme. Vi gav et visit til samsungbygningen med udsigt over hele Nairobi hvorefter vi mødtes med vores fantastisk sjove safarimand Omo der gennem hele turen har hjulpet os med safari, taxa, godt humør og gode råd. Ved godt mod var vi klar til at indtage hovedstaden.

Mandag stod på et besøg til Sheldrick Elephant Orphanage, hvor vi så de sødeste babyelefanter. Nisgaard klappede dem, mens Engholms fod blev efterforsket af en sød, lille snabel. Fyldt med kærlighed til dyr drog vi mod Karen Blixens farm med en rundvisning i huset og den store, omkringliggende have, hvilket var til Enghoms store glæde, da hun med stor entusiasme er ved at læse bogen om Karens tid på farmen. Stedet var fyldt med danske turister, som alle var glade ved at finde noget dansk kultur så langt væk hjemmefra det kolde nord.

Tirsdag mandede vi os op og drog i selsskab med vores gode ven Lydia på det enorme, hektiske masai marked i centrum af byen. Vores hudfarve gør at Kenyanerne forveksler os med omvandrende pengesedler, og det gør at et sådant marked virkelig kan sætte ens temperament på prøve. Alle forventer at du mangler en sandal, avokado, traeelefant eller elfensbensnoelgering fra deres shop. Heldigvis kendte Lydia de rigtige priser og kunne forhandle på swahili, hvis det var nødvendigt, så vi kom helskindet igennem med et par velkøbte souvenirs og slap for at betale "mzungu-Price" (hvid mands pris) som vi så tit ender med. Derefter tog vi på guidet tur i Kibera, som er en kæmpe slum i nairobi. Husene er små bliktagsskure placeret tæt op og ned ad hinanden som en labyrint på toppen af en losseplads. Vi kom først til en skole med helt små børn der gik i babyclass og preunit. De sang nogle rigtig fine sange, hvorefter læreren fortalte os om skolen. Derefter besøgte vi et værksted hvor de lavede smykker af knogler, og turen sluttede af med et visit til den lokale bar, der var placeret af en kringlet rute i et lille skur, der lignede alle de andre. Her blev vi budt på deres lokale sprut, der er dybt ulovlig og vidst nok indeholder rottegift. I uvidenhed skålede vi en enkelt gang, hvorefter guiderne tømte flasken. Vi drog derefter videre til et andet skur, hvor der igen blev skænket op til vores guider. Da turen var færdig, sagde vi pænt farvel og tak til vores nu super stive guider, hvorefter vi steg på en mangetimers bustur i trafikprop mod Westlands, hvor lydia boede. Her leves efter "afrikansk tid", hvor ventetid altid - uden undtagelser - er helt okay. Hvilket både Nisgaards og Engholms tidsfornemmelse trives vældig godt med. Til tider kan selv vi dog blive utaalmodige, naar afrikanerne tager sig for god tid. Aftenen sluttede med et par cocktails i Westlands i selsskab med Lydia, inden vi dagen efter koerte mod Masai Mara.