Vi stod tidligt op, så vi hurtigt kunne komme af sted. Vi fik pakket nogle tasker med alverdens gode sager, så vi var sikre på at vi kunne overleve hikingturen. Først gik vi ned for at få lidt morgenmad. Vi besluttede os for at prøve buffeten, men det var bestemt ikke noget at råbe hurra for. Tvært imod. Vi spiste dog det vi kunne og det vi lige syntes var interessant også kørte vi ellers af sted. Vi stoppede lige på vejen, for at komme ind og købe nogle sandwich og noget vand. Vi fik også lige tisset af, så vi var helt klar. Vi kørte af sted og fik parkeret bilen. Vi fik tømt bilen for alt hvad vi skulle have med. Snørede skoene og solbrillerne på. Så var vi sku klar. Vi gik ned af Bright Angel Trail. Til at starte med var humøret højt og vi sagde godmorgen og hej til alle der kom forbi. Mange af dem der kom op af, så noget døde ud og ikke alle var i strand til lige at hilse. Sjovt nok var det alle de unge mennesker der ikke hilste, hvor dem der var lidt ældre hilste glædeligt og ja, dem som nok var gået på pension, de ville ikke nøjes med at hilse - de ville utrolig gerne snakke. Hvilket da bare var utrolig hyggeligt (: Mit batteri var ladet helt op til vores tur. Jeg fjantede, grinte, dansede og sang det meste af vejen og de andre bildte mig ind at det bare var hyggeligt og underholdende. Jeg forsøgte at tro på dem. På vej ned af mødte vi så Batman. I egen høje person. Han var virkelig sej. Han kom nærmest løbende op og var den eneste vi ikke mødte, som havde problemer med vejtrækningen. Han havde virkelig overskud, da han kom forbi os, sagde han: Greetings good citizens - og løb ellers bare videre. Vi nåede nærmest ikke at reagere på hans hilsen, før han var væk igen. For os gik det dog ikke så hurtigt, som det gjorde for ham, men det gik da helt sikkert fremad. Ved vores første "tisse-pause", kom vi i snak med andre der også holdte tissepause. Vi snakkede blandt andet med en far, som vi havde mødt tidligere, han spurgte os om hvor langt vi havde tænkt os at gå osv. Han mente bestemt, at vi sagtens kunne gå hele vejen uden de helt store problemer. Turen ned til selve Coloradoriver, var i alt 7,7 miles. Vi syntes godt nok at det lød lidt voldsomt, et var at vi skulle gå ned til den, men vi skulle jo også hele vejen op igen, hvilket jo så i alt ville blive 15,4 miles. Vi faldt så i snak med en anden mand, som bestemt ikke ville råde os til at gå helt ned til Colorado river, men der imod rådede os til at gå til Plateau Point i stedet for. En tur på 6,1 miles, hvilket jo så i alt ville blive til 12,2 miles. Han fortalte så at fra Indian Garden, som var et lille grønt område på vejen(som vi kom til efter 4,6 miles), så ville turen ud til Plateau Point være meget jævn og meget hyggelig at gå. Og for enden af Plateau Point, ville der være en fantastisk udsigt ud over Colorado river - som han beskrev som værende "breathtaking". Vi syntes nu at han lød mest realistisk, så vi lyttede til hans råd. Man kan jo ikke ligefrem påstå at vi er vildt erfarende i forhold til at vandre. Der var et godt stykke endnu efter vores lille pause. Der varede dog ikke længe, før vi begyndte at høre en meget mærkelig lyd. Vi kunne bestemt ikke forstå hvor den kom frem, men pludselig ser vi frem og der lå der et egern på en klippe. Den lå og bevægede hele kroppen imens den sagde en vildt irriterende piv-lyd. Det lød utrolig sjovt og så meget sjovt ud.

Vi kom efter 2,5 timers vandring, ned til Indian Garden, hvor vi spiste vores middagsmad. Vi ærgrede os lidt over, at vi ikke havde taget telt og soveposer med, da man her havde mulighed for at overnatte. Det kunne have været rigtig fedt at prøve, men det må blive næste gang. Midt under middagsmaden, kom der en løbende i fuld fart på den anden side af buskene - det var sku Batman. I egen høje person. Nu igen. Vi kunne ikke lade være med at grine. Efter vi havde spist vores middagsmad og hvilet benene lidt, så gik turen mod Plateau Point. Her var solen for alvor kommet frem. Tidligere var den gem af mange af klipperne, men nu var vi kommet mere ud i det fri, så nu kunne vi faktisk ikke gå i skygge. Turen ud til Plateau Point, var ikke så slem. Det gik meget lige ud det meste af vejen, men det var rigtig varmt. På turen derud mødte vi en masse små firben. De var faktisk over alt hvor vi gik.
Da vi kom ud til Plateau Point, var vi glade. Hold op hvor var der smuk. Der var virkelig helt fantastisk. Vi satte os og nød udsigten ud over floden. Vi brugte en del tid her, bare på at sidde og nyde det. Den eneste lyd der var, var floden. Det var dejlig skønt og afslappende.
Da vi havde siddet der længe, måtte vi vende om. På dette tidspunkt havde jeg skulle tisse rigtig længe - ja faktisk siden vi var halvvejs på vej ud til Plateau Point. De andre kommenterede derfor på at jeg gik alt for stærkt, men det var simpelthen svært at lade være, så de fik mig lokket til at afmærke mit territorium midt i det hele. Der var en lille "busk", som jeg lige kunne sidde bagved imens de andre holdte øje. Det var også den eneste man lige umiddelbart kunne se, så jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg så der lå papir rundt om. Der var åbenbart også andre der ikke kunne holde sig. Efter min lille tissepause, så blev hastigheden sænket lidt. Nu havde jeg pludselig ikke så travlt længere.

Vi kom op til Indian Garden igen. Hvor vi igen tog os et lille hvil. Her fik vi lige tisset af og satte os ellers på en bænk og slappede lidt af. Vi sad der ikke længe, for der kom et egern hen til os og løb rundt om vores fødder. Vi var ikke i tvivl om at den håbede på at få lidt af spise, men vi kunne se på den at den havde fået nok. Den så ret stor ud.
Efter et bette hvil, så travede vi af sted. Nu gik turen op af. Så nu blev det for alvor hårdt. Peter var den, der var hårdest ramt i starten. Han var helt færdig. Jeg var derimod stadigvæk helt frisk og i godt humør. Vi gik lidt videre og kom heldigvis til et punkt, hvor Peter fik vejret igen og blev lidt mere frisk. Vi var dog slet ikke i tvivl om, at det var hårdt at skulle op af. Vi begyndte pludselig ar forstå, hvorfor de så trætte ud dem vi mødte på vej op, da vi var på vej ned. Vi holdte nogle pauser op undervejs. Det var begyndt at gå Peter lidt på, at jeg var så frisk, så han blev ved med at spørge mig om jeg slet ikke var træt. Han kom så til et punkt, hvor han besluttede sig for, at spørge mig om jeg ikke bare for hans skyld kunne sige, at jeg var bare lidt træt - og det gjorde jeg da så. Annie var begyndt at få lidt ondt i hendes ene knæ, hvilket jeg sagtens kunne forstå, taget i betragtning af de sko som vi vandrede rundt i.

På vejen op af så vi så igen Batman, så vandrede af sted længere nede af stien. Der varede dog ikke lang tid, før han overhalede os. Vi kunne ikke lade være med at grine lidt. Vi har fået et ret godt forhold til Batman efter den tur. Vi syntes han er ret sej. Peter har dog lovet, at han vil være vores Batman, så der er ikke noget vi skal være bange for, når Batman eksempelvis er på ferie i Grand Canyon ;b Han var dog ikke den eneste vi mødte på vej op. Vi var faktisk alle ret stolte af, så mange vi overhalede på vej op af. Der var ikke mange ud over Batman, som fik lov til at overhale os. Vi overhalte på et tidspunkt en pige, som gik med en voksen. Vi kom vidst frem til at det var en form for en pædagog, som var af sted med nogle elever. Alle de andre var langt i forvejen, men hende her pigen, var bare kørt helt færdig. Hun kunne virkelig ikke gå mere, så pædagogen havde bundet en trøje om livet også trak hun ellers i den, så han trak hende op. Hvilket må have været ubeskriveligt hårdt for ham.

Vi travede videre af sted og holdte nogle små pauser undervejs. Da vi ikke havde så langt igen, overhalte vi et kæreste par. Fyren var helt færdig og damen var godt tosset over at han bare ikke kunne holde til mere. Det så bestemt ikke særlig hyggeligt ud. Der nåede at blive lidt mørkt, inden vi kom op til bilen. Solen var på vej ned, da vi gik op af, så det gik pludselig stærkt. Vi var alle meget stolte af os selv, da vi endelig kom til enden.

På vej hjem til hotellet, kørte vi lige ind forbi for at få os nogle øl. Det syntes vi helt bestemt at vi havde fortjent. Vi fik skålet og jeg hoppede først i bad. På trods af at vi frøs, så måtte vi tage et hurtigt bad, så vi kunne komme ned og få noget aftensmad. Vi var alle ret sultne, så vi skulle uden tvivl have os noget lækkert kød. Vi bestilte alle en rib-eye steak. Der var ingen af os der var særlig begejstrede. Vi fik spist op og gik op på værelset, hvor vi lagde os i Peters seng for at se film. Vi så filmen Horrible Bosses. Den er sikker meget sjov, men jeg var virkelig træt og frøs helt vildt, så jeg var den første der gav op og sagde godnat. Der varede dog ikke mere end 5 minutter, før de to andre gjorde det samme. Vi var alle godt trætte, så lyset blev slukket meget tidligt.