Profile
Blog
Photos
Videos
I dag sagde vi farvel til den dejlige ø Koh Tao, som jeg har forelsket mig lidt i. De sidste to dage har vejret været med os, og øen har fået lov til at vise sig fra sin bedste side. Koh Tao er ikke særlig stor, men naturen her er fantastisk!
Da vi kom ind med færgen i lørdags D. 8. november, startede vi ud med at sætte os på en café for at finde et sted at overnatte for en enkelt nat, inden vi skulle bo på dykkerstedet. Vi gik forgæves et par gange, men fandt så nogle bungalows tæt på stranden. Det var et helt fint sted, og tæt derved lejede vi kanoer. Det gik eftermiddagen med, og vi nåede lige hjem inden et kæmpe skybrud. Faktisk har vi været utroligt heldige med ikke at lave noget vigtigt de dage, hvor det har øset ned. :-)
Næste dag gik vi til vores hostel Coral Grand Divers, hvor de sidste dage på Koh Tao foregik med at tage dykkercertifikat. Vi startede hårdt ud med at få lektier for (en ting, vi lykkeligt havde glemt, eksisterede!). Mandag brugte vi formiddagen på at gennemgå vigtige informationer, inden vi i 5 timer skulle dykke i poolen ned til 2,5 m. Det var super fedt, men også en meget lang dag. Heldigvis havde vi en god instruktør, Sam, som døbte vores hold Team Springrolls (vi elsker forårsruller!). Tirsdag skulle vi endelig ud på havet for 2 dyk på 12 m. Det var en stor udfordring for mig, for jeg døjer meget med ørerne og havde svært ved at få trykudlignet. Dog lykkedes det, og jeg var helt høj efter oplevelsen! Onsdag skulle vi have vores sidste to dyk og tog allerede af sted kl 6.00 for at være de første på stedet. Her skulle vi ned på 18 m, og hvis jeg havde været høj af oplevelsen dagen før, så ved jeg slet ikke, hvad jeg var her. Det var simpelthen så smukt! Fisk i alle former og farver svømmede over, under og ved siden af mig i de flotteste koraller. Derudover følte jeg mig mere selvsikker under vandet og kunne bare nyde synet og oplevelsen. Mange fisk fik lige et lille smil af mig! Eksamen blev lagt på bordet, da vi kom tilbage. Vi var kun 5 ud af 8, der tog kurset, og vi bestod alle! Wuhuu, vi er nu Open Water Divers :-) det fejrede vi med afslapning i det gode vejr resten af dagen, smuk solnedgang og en lille strawberry daiquery om aftenen, før vi torsdag morgen tog videre til Bangkok, hvor vi netop er ankommet.
- comments