Mandag morgen den 8. februar 2010 startede vores dag med " I dag er det Kathrines fødselsdag. HURRA HURRA!!", som Kim sang som opvækning. Ellers bestod vores morgenstund i at pakke og gå på indkøb.

Vi fik købt lang tids holdbart mad (DÅSEMAD og TØRRET BØNNER)! Det kommer altså til at stå på vores menu i rigtig lang tid. Vi skal selvfølgelig også forkæle os selv lidt, vi fik købt lemonade, lidt slik (gummy worms) og tørret dadler.

Klokken slog 12 før vi kom rigtig af sted på vores "Kim og Kat Roadtrip". Ikke fordi det gjorde noget, da vi egentlig ikke havde sat et tidspunkt for hvornår vi SKULLE af sted… men det endte med at vi kom godt af sted, og fandt den rigtige vej ud af Perth. Da vi endelig var kommet ud af Perth begyndte der at vise sig en masse rødt sand, og vejene begyndte at ligne hinanden mere og mere. Vi havde valgt en rute hjemmefra, som vi ville prøve at følge. Det gik også meget godt de første par timer, da det bare gik ligeud. MEN da det endelig kom til at vi ville finde kysten, som vi senere fandt ud af man ikke kunne, gik det lidt anderledes for sig. Vi fik drejet af vejen, til den rigtige side… Den vej vi drejede ned på, var en grus vej, og den så ud til ALDRIG at ende, men vi bestemte os for at blive på den, vi kørte jo i det mindste i den rigtige retning. Efter at have kørt i ca. 30 min kom vi ENDELIG til en asfalteret vej igen, og blev enige om hvor på kortet vi måtte befinde os. Det skal så lige siges vores lille køretur på grus vejen, kunne selv kat ikke finde ud af, hvor vi var, selvom hun har sådan en god stedsfornemmelse! - til hendes forsvar skal det også lige siges at alle vejene hed Yuhallaroad… Vi havde det utrolig sjovt med at farer vild, lige indtil at vi havde brugt en halv tank benzin og var kommet til et område med et advarselsskilt, hvor der stod "Dieback Disease Area". - Her gik det sjove lidt af, og vi kørte derfor tilbage i den anden retning igen.

Men men da vi atter var på rette kurs, holdte vi os på "motorvejen."

Efter 5-6 timers kørsel med fuld skrue for "I'm yours og Hey There Deliah" og smukke landskaber ankommer vi sent til Geralton. Solen var heldigvis ikke gået ned endnu, men der var ikke lang tid til, så vi ville lige et smut til stranden og få os et bad, da vi var rimelig svedige. Men den strand vi fandt, var ikke lige den mest badevenlige, og det blev derfor i stedet til en backpacker washup på et offentligt toilet. Det var skønt, da vi havde svedt (voldsomt) under hele turen, da vores aircondition ikke er blandt de bedste af slagsen. Ikke optimalt for en køretur i 40+ grader…

Da vi var færdige med at vaske os, kørte vi op på en tankstation, for at finde ud af hvor den nærmeste caravanpark var at finde. Det viste sig at hun hellere ville anbefale det Hostel som lå i centrum, da det åbenbart ikke er lovligt bare at sove i sin bil. Derfor bestemte vi os for at køre til centrum, og kigge lidt på lokaliteterne. Det viste sig at den eneste Hostel i byen var lukket og vi kunne derfor ikke overnatte der. Det var dog heldigt at vi var forberedte på dette "hjemme"fra, hvor vi havde lavet bilen camper klar. Vi bestemte os derfor for at blive på parkeringspladsen uden for et hotel natten over. De fleste der læser denne blog er nok klar over hvordan Kim & Kat reagerede på hver enkel lille lyd i nærheden. Dog faldt Kim selvfølgelig hurtigt i søvn, og Kat lå ensom tilbage med alle lydene. Heldigvis ringede både Bøje og Søstrene og ville høre hvordan det var gået, og det hjalp på situationen, og Kat faldt også trygt i søvn i Bilen. Inden alt dette vidunderlige skete, var der lige to andre situationer. Den første lidt komiske situation var bilalarmen. Vi havde lært at den ville larme hvis man åbner den udefra, men vi var ikke ligefrem klar over at den også havde censorer indenfor, dette lærte vi på den hårde måde, da bilen begyndte at hyle helt vildt højt mens vi sad og spiste. Dette leder os ind på den anden kosmiske situation, nemlig aftensmaden. Solen var gået ned da vi var nået ind til centrum, og vi havde ikke mulighed for at tænde vores gasblus. Det betød at vores aftensmad kom til at bestå af en dåse med ærter og gulerødder. Vi havde også tun på menuen, men selvfølgelig havde vi ikke en dåseåbner, og selvom Kat forsøgte at "Åbne" dåsen, lykkes det os ikke at få tun til aftensmad. Men alt i alt har Kim & Kat haft den fedeste Roadtrip indtil videre.

Det kan rolig siges at Kat havde den bedste fødselsdag EVER!

ZzzzzzZZzzzzz.. av… der er lidt hårdt her….Zzzzzzzzz….. (lyd fra en bil, men som ikke er fra en bil)…..ZzzzzzzZZ

Næste dag vågnede Kim & Kat op, og opdagede at det ikke var en drøm, men vi har ligget og sovet i vores bil natten over. Vi måtte nok se at få noget morgenmad, da vores aftensmad ikke ligefrem mættede! Tilbage til det offentlige toilet, hvor der var bænke. Så kunne vi rigtig afprøve vores gasblus og koge noget havregrød og ris (frokost til turen). Jamen, det smagte vidunderligt med dadler på! Kim vil give det 5 stjerner, hvis hun kunne. Kat var så sulten, at hun aldrig rigtig nået at smage på maden.

Nu var Kim & Kat klar til et toilet i et shoppingcenter, hvor vi kunne børste vores tænder og mere. Kim var rimelig glad for hun fik børstet sine tænder - så det blev til alle tænkelige måder man nu kan rense sine tænder, tandtråd, mundskyld og det hele! Nu hvor man var i shoppingcentret, kunne man da lige udnytte situationen til at kigge efter en GPS(Kats fødselsdagsgave), men desværre var der ikke noget elektronik at finde. Efter at føle sig lidt renere, fortsatte turen mod Carnarvon. Turen lignede MEGET dagen forinden, vejene var ens, og landskabet det samme. Men det var stadig hyggeligt, og musikken lød for fuld hammer hele vejen. Dog stopper musikken nogle gange når vi blinker, men så længe dette er vores eneste bil"problem" er vi godt tilfredse.

Vi ankom til Carnarvon omkring kl. 14, og vi fandt hurtigt ind til centrum, da det viste sig at være en meget lille by, mindre end Geraldton! Vi fandt frem til "tourist information", og fik fortalt hvor vi kunne finde det hostel vi havde haft kontakt med. Det var en STOR joke, man kan rolige sige at hostel levede op til byen. Hvad var det nu lige vi havde begivet os ud i? Nå, ja, men vi blev vel nødt til at overnatte en dag på hostlen, bare lige for at se det an. Senere på dagen bliver vores humør og tilvænning lidt bedre, bedre end da vi kom til byen for første gang. Det var også efter vi fik snakket med en franskmand og japaner. Så har man endelig kommet til at snakke med nogen, men til vores dårlige humør viste det sig, at denne by er ligesom Perth - svært at finde arbejde. Op med Humøret tænkte Kat, for i morgen tager vi ud til farmene og plantagerne for at spørger om arbejde. I løbet af eftermiddagen fandt vi frem til et bibliotek, hvor vi kunne kigge nogle bøger igennem om Australien, så vi kunne finde ud af om der var andre steder, hvor sandsynligheden for arbejde var større! Vi fandt ikke rigtig ud af noget, og bestemte os for at vente og se tiden an.

Onsdag: Vi havde sat vækkeuret til kl. 7 og ville tidligt op hurtigt ud og kigge på farmene. Vi valgte derfor at betale for en nat mere, og hører ejeren af hostlet om at komme på joblisten. Hun gav os et kort over hvor farmene og plantagerne lå, og vi var nu klar til at tage af sted. Vi skulle først ud til en fiskefabrik, hvor vi havde hørt man kunne tjene gode penge. Vi var dog ikke de eneste der skulle derud, og franskmanden vi havde snakket lidt med, spurgte om han kunne komme med, så vi var nu 3 i bilen rundt for at finde arbejde. Det viste sig dog ikke at være helt så ligetil som først antaget. De fleste på vores hostel er her for at finde arbejde, og det er kun få der har været heldige nok. Vi er "in between seasons", så vi overvejer nu at tage videre nord på, hvor "wet season" er lige ved at slutte.

Vi har dog lige snakket med en RIGTIG Australier. Han har rejst rundt i Australien og arbejdet de sidste 16 år, hvor han bare har camperet på strande og ved floderne. Han ligner ikke lige den type man normalt ville komme til at snakke med, han har stort skæg, tatoveringer osv. Men han virker utrolig åben og er meget villig til at dele sine telefonnumre og oplevelser med os. Han har lovet at ringe rundt til nogle farme i morgen og forhører sig om om der evt. er noget arbejde at få. Desværre siger han at det er MEGET nemmere at få arbejde på østkysten, da farmene er MEGET større derover. Hvis dette ikke kommer til at lyde lovende, er vi klar til at pakke bilen og kører af sted, så sparer vi da i det mindste de penge fra accomondation. "Take every day as a new challenge", dette motto har Kim nu lovet at prøve at leve mere efter…

P.S. Så er vi jo faktisk også ved at være blevet helt kendte hernede:P "We already made it to the news paper:D"