Det er nu ved at være nogle uger siden vi ankom her til Mutchilba, hvor vi plukker lime-frugter. Efter 3 dages næsten uafbrudt kørsel fra Hervey Bay kom vi endelig frem til "farmen". Vi syntes det havde været en hård køretur, -6-8 timer bag rattet hver dag i tropisk varme er ikke videre behageligt. Vi var ret spændte på om arbejdet og den tilhørende indkvartering levede op til vores forventninger, men blev meget lettede da vi så hvor vi skulle bo og fik en snak med Matthew og Cilla, vores nye chefer. De er begge to meget venlige og behagelige og det var med stor tilfredshed at vi flyttede ind i "vores" lejlighed.

Vi bor i en lille bygning for os selv med stue/køkken, soveværelse, badeværelse og et ekstra værelse (som vi kun bruger til at tørre vasketøj i). Køkkenet er udstyret med både køleskab, fryser og komfur med ovn så vi nyder at have lidt finere forhold end i bilen. Specielt Jonas sætter stor pris på fjernsynet, selvom australsk fjernsyn egentlig er ret ringe og de fleste kanaler har reklame-pause så ofte som efter 9 min af programmet.

Lige uden for køkken- og soveværelsesvinduerne har vi to heste gående og om morgenen og aftenen er hestefolden også godt befolket af små kænguruer. Hønsene kommer også ofte på besøg og gårdens to hunde vil gerne kløes bag ørerne. Bag hestefolden ligger floden, hvor man kan svømme efter en varm arbejdsdag, -det nyder vi også meget. Længere væk har vi udsigt til bjerge hele vejen rundt. Så alt i alt synes vi det er et ganske dejligt sted vi har slået os ned (når man lige ser bort fra skrubtudserne der talrigt befolker terassen om aftenen og de store grønner frøer der af og til slår sig ned i toilettet).

Arbejdet er (som forventet) ikke særlig interessant, men vi er enige om at det kunne være meget værre. Specielt efter at have hørt historier om mangoplukning fra et par piger, der arbejdede her de første par uger. Det er nemt at plukke lime-frugter: man plukker alle de gode frugter (dvs ikke de små og ikke de rådne) og smider dem i sin lille spand. Når spanden er fuld (den kan indeholde ca. 100 lime-frugter) tømmer man den over i den store kasse på traktoren og så plukker man igen til spanden er fuld. Sådan fortsætter man til den store kasse er fuld, -den indeholder vist ca. et ton. Så kører man traktorer tilbage til "the shed", læsser af, og tager en ny kasse med tilbage. Man plukker hele vejen rundt om hvert træ og går derefter "ind i træet" for at plukke på indersiden. Og sådan bliver man så ved i 3½ time, hvorefter vi holder en meget tiltrængt frokostpause. Så plukker man videre i 3½ time og så har man fri! Så det er jo egentlig meget lige til. Det er ikke voldsomt tungt arbejde, men grenene på træerne har små torne så man er nødt til at arbejde i lange ærmer og handsker, hvilket er noget af en prøvelse når temperaturen mange dage sniger sig op over 35 grader. Limetræerne står i tætte rækker, så der kommer ikke meget vind ind mellem træerne. Den første dag var vi meget tæt på at dø i varmen. Den næste dag var vi lidt mere forberedt på varmen så det gik lidt bedre og en times tid efter frokost begyndte det at regne "Cats and dogs" som de siger her, -dvs ægte tropisk regn og torden. Det får en god gang dansk sommerregnvejr til at ligne en lille byge af støvregn. Så arbejdet blev hurtigt indstillet den dag og luften blev kølet lidt ned af regnen. Næste dag var varmen dog tilbage igen. Men vi fik udviklet en rutine så alle kom til at plukke på indersiden af træerne med jævne mellemrum, her er i det mindste lidt skygge fra den bagende sol. De første par uger skulle vi plukke en stor ordre på 30 tons lime til juice, så vi fik hjælp udefra af 2-4 andre backpackere og derudover plukkede Cilla, Matt og bedstefar John også selv nogle dage. Siden juice-ordren var plukket færdig, har vi kun været os to om at plukke, hvilket betyder at vi kan arbejde i vores eget tempo og holde pause når vi vil, men tilgengæld savner vi lidt selvskab. Nu har vi dog løst problemet ved at invitere "Mads og Monopolet" ind i iPod´ens høretelefoner, så vi bliver under- og selvskabsholdt af Hella, Susanne, Asger, Pernille, Anette, Fauli og alle de andre samtidig med at vi kan diskutere med på dagens dilemmaer. Eneste problem er at vi ikke har telefon- og internetsignal på farmen, så vi skal ud på en lille køretur for at downloade nye podcasts eller foretage telefonopkald. I øjeblikket plukker vi ikke lime til salg, vi "stripper" bare træerne for dårlige frugter, så kun de små, nye frugter er tilbage. Dvs at man har masser af dårlige lime at bruge til at skyde til måls efter de frugter der sidder for højt eller evt til at kaste efter hinanden… I mandags havde vi besøg af "hedger´en", en kæmpe maskine der klipper bund og top af træerne så de grenene ikke vokser for langt udenfor rækkevidde. Limefrugter og grene føg rundt i luften mens klipningen stod på og da vi kom tilbage til træerne fandt vi en slange i græsset, der var blevet klippet midt over af maskinen. Den var dog ikke død, så Jonas måtte aflive den mens jeg kiggede den anden vej. Det var lidt skræmmende at tænke på at den har siddet i et af de træer vi var i gang med at plukke. Ud over slanger er der rigtig mange edderkopper i alle størrelser og former (og med mange imponerende typer af spind), masser af græshoppe-agtige tingester samt en koloni af "Red Barrons" -nogle store røde hvepse, som laver store, røde, hævede mærker når de stikker (bare spørg Jonas). Så vi får rigtig lov at udforske Australiens berygtede dyreliv på nærmeste hold.

Vi arbejder for det meste 4 dage om ugen, så vi har også haft tid til at udforske området lidt. Nærmeste by med rigtige supermarkeder er Mareeba, der ligger ca en halv times kørsel herfra. Cairns ligger 1½-2 timer herfra og er nærmeste "rigtige" by med restauranter, biografer, butikker osv. På vores første fridag kørte vi til Cairns og fik lækker seafood med udsigt over vandet, badede i lagunen (hvor det uopvarmede vand er over 30 grader varmt!!!) og mødtes med nogle skotter vi havde været på Fraser Island sammen med. Skotterne boede på et hostelværelse hvor der var to ekstra senge, så vi endte med at sove der i stedet for at sove i bilen. Næste dag udforskede vi strandene omkring Cairns, men det var nu lidt af en skuffelse. For det første har selve Cairns slet ingen strande selvom den ligger lige ud til havet. Når man kører nordpå kommer man hurtigt til en række strande, der skam var fine nok, men som vi ikke syntes kunne måle sig med strandene længere sydpå. Det er "stinger-sæson" i øjeblikket, dvs at man kun må bade hvis man er pakket ind i en fin lycra-heldragt eller svømmer inden for de såkaldte stinger-net. Der er forskellige typer af stingers, men fælles for dem er at de milde brænder lidt værre end brandmænd og de slemme slår dig ihjel. Så dem skal man tage alvorligt har vi lært.

Vi har også været på udflugt til en vulkankrater-sø, hvor vi snorklede lidt og så en masse skildpadder. Ellers er rigtig meget af vores tid gået med bilen. Vi troede jo at vi kunne omregistrere den til vores navne, men efter at have brugt ca. 1½ måned og en milliard telefonopkald på det, fandt kontoret i Adelaide ud af at det da kun kunne lade sig gøre hvis vi personligt kunne komme ind på et af deres kontorer i Syd-australien - 3000 km væk. Det kunne vi jo så ikke lige. I stedet skal vi nu have bilen registreret i Queensland, men her er reglerne helt anderledes så nu er vi nødt til at få lavet både et sikkerhedscertifikat (lidt ligesom et dansk bilsyn) og et gascertifikat (fordi bilen kører på gas) inden vi kan få lov at nyregistrere bilen på nye plader. For at få lavet sikkerhedscertifikatet skulle der lige fikses lidt rust, hul i benzintanken, løst rat, hul i baglygten og diverse andre "småting", så Jonas er efterhånden selvlært mekaniker med god hjælp fra Matthews fasciliteter som fx dunkraft og højtryksspuler. Hele sagen har givet anledning til rigtig mange frustrationer. Vi har jo smidt næsten alle vores sparepenge i den bil, så vi skulle meget gerne kunne sælge den snart, men vi synes det er noget uærligt at sælge den videre uden at der er styr på registreringen først. På den positive side har vi dog lært en del om biler og reperationer, så måske kan vi spare lidt på mekanikerregningerne når vi kommer hjem. I morgen skulle bilen meget gerne gå igennem det sidste tjek og så kan vi forhåbentlig få de nye plader på og begynde at indstille os på at få den solgt.