Efter Noosa skulle vi ud på en lang og spændene køretur, hvor Niels bl.a. blev trukket ud af bilen midt om natten for at snakke lidt med en politimand. Vores elskede lancer klarede med nød og næppe de australske alper, uden vi behøvede at gå ud at skubbe.

Endelig ankom vi så til Stanthorpe. Vi fandt hurtigt farmen, hvor Patrick/MK havde skaffet os arbejde. Da vi ankom, stod Patricks Jeep tændt og ventede på os, 5 minutter efter var vi ude og bade i en af farmens store kølige damme, luksus! Efter svømmeturen og en rundvisning på farmen, så vi (især KM) meget frem til at sove i en rigtig seng, og få en pause fra hele tiden at være på farten. Patrick var så venlig, at han under hele vores farmophold lod os bo i sit hus, hvor han boede sammen med hunden Zeppie. Det vidste sig senere at Zeppie og Niels blev utrolig gode venner, faktisk var der ikke en nat, hvor de ikke sov sammen. Trods det gode venskab med Niels, var Zeppie ikke specielt glad for Karen Marie, han tissede bl.a. på hendes værelse og åd hendes elskede chokolade (som var sendt helt fra Danmark)!

På farmen producerer de hovedsageligt kinakål, salat og selleri eller smelleri, som det også bliver kaldt af arbejderne. Farmen er en af de største i området, og i højsæsonen(dec, jan) er der mere end 50 ansatte til at hjælpe med høsten. farmen er placeret 20 minutter fra byen Stanthorpe, som er stedet man skal til hvis man skal handle ind, gå i byen og i det hele taget bare for at få signal til mobilen eller internetadgang. D

Selve arbejdet på farmen var utroligt kedeligt, specielt i starten. KM plantede utallige mange planter det første stykke tid, mens Niels flyttede rundt på nogle papkasser, der var overfyldte med kinakål. Senere blev KM så også rykket hen til høstningen, som er et mere fysisk krævende job. Denne forflytning har (ifølge KM selv) medført nogle helt uvante ændringer på hendes krop, hun er begyndt at få muskler på kroppen, bredde skuldre og overarme så tykke som de største kinakål. En gang i mellem kunne vi være så "heldige" at få et afbræk fra høstningen, det skete nemlig af og til at vi blev inviteret til en helt speciel fest, noget de kaldte for et weeding party, dvs. luge ud. Det er ikke ligefrem det sjoveste at lave, kan vi hermed KONSTATERE! Efter lidt tid begyndte vi så at kunne mærke, at de var ved at få øjnene op for, hvilke helt unikke arbejdere de havde fået fat i fra Danmark. Selvom cheferne sjældent sagde noget positivt til os, fik vi nu lidt mere ansvar og lidt sjovere arbejdsopgaver, såsom at køre traktor, lastbil, bil og bedst af alt at flytte paller med forklift. J

Man kunne nemt forestille sig at for at være fuldtidsansat sådan et sted skal man være lidt speciel. Det kan vi nu bekræfte at mange af de ansatte er nogle ret spøjse typer. Så efter den første uge med kedeligt arbejde og omgivet af mange skøre folk, var vi egentlig klar til at rejse videre. Heldigvis blev vi. Det viste sig senere at langt de fleste faktisk var meget søde og underholdne, når man lærte dem at kende. Det hjalp også en hel del, da der kom en flok jævnaldrende universitetsstuderende ugen efter. KM tilbragte rigtigt meget tid med hendes danske BFF (en meget god ven), mens Niels hang ud med sine norske brødre fra nogle norske mødre. Niels blev tilmed også officelt medlem af deres "BroCode"

De andre skandinaver var nogle seriøse festaber. Mange af vores weekender og penge har vi brugt på fester som har været holdt på selve farmen, i slagsbyen Stanthorpe eller ved kysten (Byron Bay, Brisbane og Surfers Paradise).

I en weekend tog vi til Brisbane, hvor vi boede hos nogle af Patricks venner (Amy og David). Det kan hermed konstateres at Brisbane er en yderst god by at shoppe i. KM fik hurtigt brugt min 2 ugers løn på fine klæder. En anden weekend brugte vi til at udforske nogle af de mange lokale vine.

Vi har muligvis haft den underligste juleaften man kunne forestille sig. KM og hendes BFF kæmpede hele december for at få alle andre til at komme i en god dansk julestemning, det lykkedes dog aldrig helt. Folk hernede tager generelt det med julen meget afslappet. Det er også lidt underligt at sidde i +30 graders varme og lytte til julesange, hvor de synger om en hvid jul. Der blev serveret risengrød utallige gange i løbet af december og den 24. havde vi et kæmpe måltid med fornemt dansk julemad. Louise(en dansk pige som arbejder på farmen) og jeg (Karen Marie) havde gået i vores bedstemødres fodspor og kokkereret hele dagen den 24. Maden skulle være som den plejede i Danmark, for det er nu det bedste. Vi havde dagen i forvejenhaft en hård bytur, så det tog lidt tid, at få samlet kræfter til at lave julegourmetmåltidet. Men jul skulle det være og vi fik lavet and, flæskesteg, kartofler, brune kartofler, rødkål, chips, salat og risalamande. Desuden havde Patrick skaffet 3 kaniner, som han tilberedte. Da vi serverede julemaden for de sultne mænd, blev der musestille omkring bordet. Ja det mindede meget om stilheden (og sikkert også smagen) i filmen "Babettes Gæstebud". Louise og jeg fik gæsternes godkendte nik og den kriminelle fyr sagde at det var det bedste måltid han havde fået i mere end 10 år, det var den bedste kommentar. (selvom han de sidste 10 år har levet af fængselmad). Vi spiste med vores nordiske venner og Patrick, men endte også med at invitere en helt nyankommet fyr i sidste øjeblik. Han var lige sluppet ud af 10 års fængsel ugen før, derfor tvivlede vi lidt med at invitere ham. Samtale emnerne ved julebordet var lidt akavede, da vores nye gæst stort set kun snakkede om hans fortid fyldt med kriminelle ting. Kort efter tog vores juleaften, så endnu en uventet drejning, da vi midt under måltidet fik besøg af flere af vores kollegaer inklusiv deres hunde. Alkohol og muligvis lidt mere end det havde sørget for, at de alle var i vældig godt humør. Virkelig speciel aften, som ikke blev mindre interessant da der senere blev danset rundt om juletræet og sunget danske julesange, efterfulgt af nogle meget underholdne "wall dances". Så selvom det ikke blev dansk jul, blev det alligevel en jul vi sent vil glemme.

Nu sidder sikkert og undrer jer over hvorfor vi ikke har skrevet om kirken juleaften, men det er der en helt simpel grund til, nemlig at vi ikke gik i kirke juleaften. Vi gik nemlig først i kirke juledag. Klokken alt for tidligt om morgenen dagen efter kom to af vores chefer og samlede os op. Vi var nu på vej til at opleve det der skulle vise sig, at være vores længste time i vores tid i Australien, her kan weeding party ikke engang måle sig. Denne australske kirke formåede til en vis grad at få os til at tænke på den danske folkekirke med længsel. Selvom der blev kæmpet hårdt, endte KM alligevel med for en kort stund at følge en af vores chefers eksempel, og tage en kort lur.

Dagen efter var vi så blevet inviteret til australsk jul på farmen, som bestod af tennis, grill og øl. For nogle folk, specielt Patrick, var julen lige ved at blive for meget af det gode, så for at få et afbræk tog han os og nogle andre ansatte med ud og se på et vandfald. Da det var i en ret tør periode var vandfaldet ikke det vildeste syn, men det var alligevel utroligt sjovt. Vi klatrede fra vandet op i klipperne, for så at springe ud igen. Det første spring var lidt nervepirrende, men herefter gik det som en leg. En utrolig lækker måde at fejre 2. juledag på.

I vores første weekend i Stanthorpe blev vi inviteret med på camping. Da vi ikke havde noget bedre at lave sagde vi selvfølgelig ja tak. Det skulle vise sig, at det ikke var en helt almindelig campingtur vi var kommet med på og vi havde ingen idé om hvad vi gik ind til. Efter en lille time ankom vi til nationalparken hvor vi skulle campere. ROAD CLOSED. Så vi fortsatte naturligvis alligevel. Lidt efter fandt vi ud af, hvorfor vejen var lukket, et kæmpe træ som vi senere fik flyttet lå og spærrede vejen. Det var der det gik op for os at vores chef Alec, ikke er helt normal. Efter en vandretur igennem buske og krat, op og ned af klipper på 6-7km, med alt for meget udstyr, ankom vi endelig til stedet hvor vi skulle slå lejr. Nogle tog sig en svømmetur mens de hardcore (Niels) tog med Alec ud og klatre på klipperne. Da mørket faldt på fik Alec gang i et bål. Rundt om bålet blev den ene røverhistorie fortalt efter den anden. Næste dag startede tidligt (med særdeles speciel morgenvækning), da vi skulle være på toppen af et bjerg kl 07.00. På klokkeslaget 07.00 blev der kastet slik ned til os, det var Tim (Alecs søn) der kom forbi i sin ualmindelig lille flyvemaskine. Herefter kom turens højdepunk. Vi skulle tilbage til vores overnatningssted. Men i stedet for at tage samme vej tilbage som vi kom fra, over bjerget, skulle vi nu igennem bjerget. Vi var kommet på ægte rock climbing. Turen gennem bjerget flyttede helt sikkert nogle grænser for hvad vi troede var muligt. Det var heller ikke helt uskadte vi kom igennem turen, Niels fik bl.a. flænset lidt hud fra indersiderne af armene og brystkassen, i et forsøg på at kure ned af et 4-5m højt træ, hvilket gjorde at han den efterfølgende uge ikke kunne tage et varmt bad. Alt i alt en god weekend, men aldrig mere camping med Alec.