Tasmanien
Efter at have overnattet i bilen ved melbournes havn, var vi tidligt om morgenen klar til at stige på færgen som skulle tage os til Tasmanien. En lang og kedelig færgetur på ca 10 timer.  Tasmanien er 1,5 gange større end Danmark, men her bor kun en halv million, så de har masser af plads, og der er områder vestpå, hvor man bliver fløjet ind for der bor ingen mennesker. Tasmanierne er kendte for at have to hoveder, men hellere to end et som de selv siger.  Derudover er Tasmanien kendt for den smukke natur og dets dyreliv. Der er masser af wollabys, wombat, possums og tasmanske djævle, dog er den tasmanske tiger uddøde, heldigvis da... 
I vores første uge på øen boede vi ved en dansk australsk familie på deres farm, som ligger en halv time syd for launceston, den 2. største by på Tassie. Familien bestod af Margit(dk), Henry(aus) og deres søn Noah. De var utrolig søde. Vi brugte deres hjem som en base for vores udflugter. En dag tog vi ud og besteg øens højeste bjerg (Ben Lomand). Køreturen derhen var en oplevelse i sig selv, vores lancer skulle nemlig køre på en lang og snoet, men sjov grusvej. Da vi kom derop var det koldt. Så koldt at man skulle passe på hvor man gik, da der jævnligt faldt istapper ned fra skiliften. Det var derfor ekstra dejligt at familien havde givet os nøglerne med til deres skihytte, som lå på toppen af bjerget. Perfekt sted at holde picnic. En anden dag tog vi ud og så et meget smukt vandfald, Liffey Falls.
Under aftensmaden en dag spurgte Henry os om vi ville med ud på jagt når solen engang var gået ned, og selvfølgelig ville vi det. Fra ladet af en 4-hjulstrækker stod Niels og Karen Marie så med gevær og lygte og spejdede efter deres bytte, mens Henry kørte os rundt på farmens marker. "I kan skyde på alt andet end køerne og fårerne". Efter lidt over en time gik lygten desværre ud, resultatet var en hare, et par kaniner og en enkelt possum. En rigtig sjov farm oplevelse! 

I weekenden var vi inviteret med i familiens sommerhus som er helt oppe i der nordøstlige hjørne af øen (Ansons Bay). Vi var meget uheldige da vi kom derop, begge familiens både virkede ikke, hvilket var meget surt da planen var at vi skulle ud og dykke. ( slet ikke fordi niels kom til at sætte + til + og - til  -) Istedet brugte vi dagen på stranden. Vi tog også ud og snorkle både om dagen og om natten, men ikke kun for at se på fiskene, vi havde medbragt spyd og spydpistol for at skaffe noget aftensmad. Vi prøvede at windsurfe, men det gik ikke så hurtigt fremad. Stærkt gik det tilgengæld da bådene igen virkede og der blev spændt en gummiering bagefter. Når man hænger spændt på efter sådan en båd bliver der kun fokuseret på tre ting, holde fast så godt som man kan, skrige og lave underlige ansigtsudtryk.

Efter sommerhus kørte vi videre på egen hånd ned langs  østkysten, så en masse hyggelige byer. Mens vi lå på strande i Bay of Fires, svømmende en haj rundt i havet. Så hver gang en af os skulle bade holdte den anden øje med om hajen kom, det blev en hurtig svømmetur.. 
Vi satte kurs mod Hobart, som er øens største by, og landets 2 ældste by, det er også her kronprinsesse  Mary kommer fra. I Hobart var Km på kunstmuseumet Mona, hvor der er virkelig speciel kunst fra hele verden, det er meget spændende hvis man er til kunst.
Selvfølgelig skulle vi også besøge chokoladefabrikken Cadbury, som er australiens svar på marabou. Efter et lille foredrag kunne man købe billigt chokolade, det benyttedevi os selvfølgelig af. 
Vi var også på rundvisning på Australiens ældste bryggeri Cascade. Efter en 2 timers lang rundvisning var der heldigvis ølsmagning. 
Hver lørdag er der et kæmpe marked på Salamanca place, Hobart. Det var noget Karen Marie havde glædet sig meget til. Man kunne også købe alt fra frugt til antikvarer og ovenikøbet ægte rugbrød.  Og Da vi ikke kunne have flere poser i hænderne var vi nødt til at forlade markedet. 

Vi satte kurs mod Port Arthur, som er et gammelt straffefængsel. Her blev de engelske kriminelle sejlet hen i massevis, og der var børn ned til 9 år. nogle blev sendt til Port Arthur for bare at have stjålet lidt brød eller kød andre havde begået lidt værre forbrydelser. Fangerne blev sat til at arbejde f.eks. Byggede de skibe. De brugte også isolering som straf. Port Arthur var et af de værste steder man kunne komme hen, og mange kom aldrig derfra. Udover at have været et straffefængsel i 1800 tallet, skete der også en forfærdelig begivenhed i 1996 var en syg mand gik amok på Port Arthur og skød 35 turister.  Vi brugte en hel dag på Port Arthur og om aftenen bestilte vi en Ghost Tour, her blev der i mørket fortalt uhyggelige historier om stedet og fangerne.

Vi tog til Bruny Island på en guidet tur. Her blev vi sat ned i en jetbåd med sikkerhedsseler og afsted gik det i fuld fart langs klipperne. Vi kom ud og se enmasse vilde sæler og to albatrodser.
Gordons Dam er en kæmpe imponerrende dam vi tog ud og se. Den er placeret meget langt ude vestpå, en lang køretur med nogle flotte udsigtspunkter.
Strahan er så langt vestpå som du kan komme, en by der er omgivet af natur og natur og natur. Her tog vi på en heldags sejltur, hvor vi snakkede med nogle sjove pensionister og nød det skønne område. På turen blev vi sat af et sted med regnskov, hvor vi så et 2,000 år gammelt træ. Vi så også øen Sara Island, som er en gammel fangeø, for engelske straffefanger. 
Fra Strahan kørte vi tværs over øen på de underligste grusveje indtil vi igen kom til wineglass Bay. Vi pakkede vores kæmpe rygsække og begyndte så vores vandretur imod campingpladsen, som lå på den anden side af et bjerg 20 meter fra den smukkeste strand. Da vi vågnede næste morgen var mælken som stod udenfor natten over blevet flået op, og vi kunne se nogle wallabies (små kænguruer) hoppe rundt. At der var masser af vildtliv i området fandt Niels også ud af senere, da han nær havde urineret på en af de giftige sorte slanger. Efter at have brugt en skøn dag på stranden, kørte vi tilbage til Margit og Henrys farm. Dagen efter hjalp vi til på farmen. En rigtig sjov dag, hvor vi bl.a. fik lov til at klippe et får. Om eftermiddagen tog vi en riddetur på deres pensionerede travehest, som viste sig stadig at kunne løbe hurtigt. Efter KM havde redet hesten rolig, skulle Niels prøve den. 2 sek efter han satte sig op, løb hesten ligeså stærkt som den ville ha' gjort i et væddeløb. Men heldigvis sad Niels godt fast, selvom han ikke anede hvordan man stoppede den igen. Henry og Km fik sig et dejligt grin, selvom vi var rimelig nervøse for hvad der skulle ske. 
Sidste stop på Tassie var Craddle Mountain nationalpark som skulle være utrolig smuk, men desværre var det for tåget til at se det ordentligt. 
Så tog vi færgen tilbage til Melbourne. Alt i alt var Tasmanien en utrolig smuk ø, og vi kan anbefalde den til alle som elsker natur.