New Zealand part 2

Hej igen.

For at undgaa al efterfoelgende forvirring, vil jeg lige slaa fast, i er stadig inde paa Vinni, Jimmi og Paws blog.Naar, det er fastslaaet kan jeg nemlig starte med at fortaelle at vi stod op 5:30 for at gaa 17 km. i bjergterraen, men ja, det er aabenbart hvad New Zealand goer ved en. Tangariro Crossing som turen hed skulle vaere New Zealands smukkeste en-dags gaatur, og smuk var den i hvert fald. Turen starter i noget ret oede landskab hvorefter den stiger, for saa at stige, for saa at naa til nogle trapper man skal op af, og saa til sidst stiger den lidt mere. Naar man saa naede hertil havde man saa valget om man ville bestige det bjerg som er bedst kendt som Mount Doom, hvilket er 1.200 meter hoejt. Det rigtig onde ved Mount Doom er at det er smaasten meget af vejen, og da det samtidig er rigtig stejlt betyder det at hvis man tager tre skridt er man automatisk gledet et ned. Det valgte Jimmi og Paw at bevaege sig op paa, mens Vinni fortsatte videre. Man skulle tro det bedste ved at bestige saadan et bjerg var udsigten, men det var det langt fra. Smaastenen gjorde nemlig at man gled ned, det er svaert rigtig at sammenligne det med noget andet, men det foeltes naermest som at surfboarde ned af bjerget - summa summarum det var helt vildt fedt. Efter den oplevelse havde vi en ca 5 timer lang gaatur der tog os gennem vulkanisk landskab, og vi skulle ogsaa igennem en naermest tropisk regnskov foer vi var faerdige. Dagen efter havde vi 2 timer i bus foer vi naaede til River Valley. River Valley, er ikke engang en by, det er naermere en hostel der ligger ved en flod, som saa udgoer River Valley. Dagen vi kom til River Valley var Saint Patrick's day, hvilket bliver fejret paa behoerig vis i New Zealand. Saa her stod den paa en masse fadoel, svenske druksange, engelsk rugbydrenge strip og ja, hvad der ellers hoerer sig til en god bytur. Dagen efter var heldigvis uden toemmermaend, hvilket var meget godt da vi skulle ud og rafte paa en kategori 5 flod, hvilket er den farligste kategori man kan komme paa. Turen var 3 timer lang, hvor vi den foerste halvanden time fik en god introduktion til hvordan man nu gjorde i saadan en baad og der var ogsaa tid til at nyde landskabet. Herefter stod den paa 1,5 times mere kraevende rafting igennem forskellige stroemme og vandfald. Ingen doede, og vi var kun i vandet 1 gang, saa det maa siges at havde vaeret en succes. Vi kom sent fra River Valley saa vi var foerst i Wellington ud paa aftenen. Wellington blev bare brugt til afslapning og faktisk aflagde de tre gaeve rejsende New Zealands stoerste museum et besoeg.

Det var alt for nordoen, ha' det godt saa laenge.