New Zealand part 3! - Ja Part 3, saa laes Part 2 foerst! Yeah.

Faergen landede i Picton hvor buschauffoeren ventede paa os, for at koere os til foerste rigtige destination paa sydoen - Nelson!
Paa vejen dertil lavede vi en hurtig aftale om at vi allesammen ville lave et 13.000 fods faldskaermsudspring samme eftermiddag - som sagt, saa gjort! Det gik vist egentlig foerst rigtigt op for os, da vi sad i den lille propelflyvemaskine (nej Helge, Jimmi ved ikke hvad det var for en) og vores instruktoerer spaendte os fast til dem, mens hoejdemaaleren tikkede sig vej op mod de 13.000.
Men da foerst man blev kastet ud af flyet var nervoes det sidste man var - det var en helt igennem fed oplevelse at falde 50sek gennem luften, foer han trak i snoren.
Vejret var med os hele vejen, saa vi havde en fantastisk udsigt over Abel Tasman National Park, bjergene og ja .. alt hvad man kan forestille sig af fed udsigt, var hvad vi saa. Vores fejlslaaede selvmordsforsoeg blev naturligvis fejret med en omgang oel paa en lokal bar, sammen med nogle andre unge mennesker fra bussen. Og naah ja, den aften blev afsluttet med at Jimmi vaagnede om natten og var sikker paa at toilettet var optaget, og derfor vaelger at vaelte ud af vaerelset og gangen, kun ifoert boksershorts (og dvs. dermed ogsaa uden noeglekort), og ydmygt maatte bede en tysk pige om at laase ham ind igen. God stil, Jimmi.

Morgenen efter blev vi taget groft ved naesen, da vi fandt ud af at bussen var propfyldt - uden vores navn paa sedlen. Derfor maatte vi saa have en ekstra overnatning i Nelson.
Da vi saa endelig kom med bussen fra Nelson, var det paa en dag hvor der (grundet saa mange der ville ud fra Nelson paa det tidspunkt) maatte indsaettes en ekstra bus. Dvs. omkring 100 unge mennesker der rammer de forskellige byer (og barer?) samtidigt. Det var vi ikke helt utilfredse med.
Men fra Nelson til Westport, en by der stort set kun blev brugt paa afslapning, Jimmi fik laert at koge pasta og vi faldt i snak med nogle danske drenge fra Koebenhavn.

Fra Westport gik det mod Lake Mahinapua, hvor hostellet man bor paa, drives af en levende legende - Les paa 84! Paa vejen dertil skulle vi koebe udklaedning til aftenens store temafest: Tight&Bright (stramt og farvestraalende) + rubics cube. Det gik i al sin enkelthed ud paa at man skulle have stramt og farvestraalende toej paa, helst i 6 forskellige farver, som saa skulle byttes indtil man endte med kun 1 farve toej.
Uden at overdrive kan vi vist sige at det var ret festligt, ret underligt og ret sjovt!

Uheldigvis havde vi kun 1 overnatning hos Les, saa morgenen efter var der ret stille i busserne paa vej mod Franz Josef, byen der er kendt for dens enorme gletsjer.
Den foerste aften i Franz Josef gik med at bevaege os op mod byens eneste ATM, som saa valgte at sluge vores VISA-kort til faelleskontoen. Bummer. Paa andendagen havde vi booket en heldags-hiking paa gletcheren, og vi endte i en gruppe med en 20-aarig guide (han var bygget som et lokomotiv) med oegenavnet Donkey. Gletsjerturen var ogsaa faenomenal, og det var en meget unik oplevelse at gaa rundt mellem isvaeggene i gange der nogle steder ikke var bredere, end at man maatte klemme/skubbe/mase sig frem. Igen var vi heldige med vejret, da der var en smule skyet, men ikke regn (som ellers kan faa aflyst hikingturene).
Bussens destination dagen efter var i Wanaka. En by der egentlig er ret smuk, men mest blev brugt som opvarmning og opladning til QUEENSTOWN - hele New Zealands party- og adventure-by, og samtidigt er omgivet af noget af det smukkeste landskab man kan forestille sig. Desvaerre har vi ingen billeder endnu, men de kommer nok naeste gang vi kommer til Queenstown.
Vi ramte Queenstown paa en fredag, hvor vores buschauffoer fortalte os om en bar, hvor man skulle sige et "hemmeligt" kodeord for at faa en gratis drink. Hvad han ikke havde fortalt var dog at man bare kunne gentage det, og dermed faa alle de gratis drinks man ville (der var dog kun udloddet 150 stk. til hele aftenen). Det blev groft udnyttet da de andre fra bussen der kendte kodeordet, endnu ikke var ankommet til den bar endnu, og dermed var der naermest buffet for drengene (Vinni var lidt mere hoeflig og valgte ikke at drikke alle de andres gratis drinks)

Det egentlige hoejdepunkt i Queenstown, hvis ikke paa hele NZ, kom dog dagen efter. Vores 134m bungyjump! Det hoejeste i New Zealand, og hoejere end man egentlig kan forestille sig, foer man har staaet paa platformen med elastikken om benene.
Hele oplevelsen ved det var fantastisk. Man kunne maerke spaendingen i kroppen allerede fra man bestilte det, den byggede op da man blev hentet i bussen og koert ud til stedet, var ulidelig da man blev hejst i en lille vogn ud mod selve bungy-platformen, og kulminerede da man saa at ens navn var det naeste paa sedlen. Helt igennem ubeskriveligt, og det kan kun anbefales! Aldrig har man vaeret saa lettet i kroppen, som da man kom op paa platformen igen efter hoppet. Forloesningen kunne maerkes i kroppen flere timer efter. Sindssygt!
Igen blev vores selvmordsforsoeg fejret med en tur i byen, noget vi ellers var blevet fraraadet, da vi skulle ud og se Milford Sounds (en fjord i et af verdens smukkeste omraader). Koereturen derud var paa et par timer, igennem noget af den smukkeste natur vi hidtil har set. Utroligt storslaaet natur med moerke, naermest lodrette klipper der omgav fjorden. Paa vejen tilbage blev vi sat af i Te Anau, en forholdsvis lille flaekke der ligger meget naer "Kepler Track" - den 67km vandretur vi havde valgt at vi ville begive os ud paa.

Kepler Track!
"The Kepler Track, a 60 kilometre circular track, traverses through the spectacular scenery in Fiordland National Park..." - Laes mere paa http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/tracks-and-walks/southland/te-anau-area/kepler-track/
Men kort fortalt:
- Kepler track er en vandresti man foelger, nogle gange er den forholdsvis plan, mens den andre steder naermest er ikke eksisterende
- Du gaar med ALT paa ryggen (toej, udstyr, mad, diverse)
- Du overnatter i hytter (55 senge fordelt paa 1, 2 eller 3 rum)
- Det er p*sse koldt om natten
- Du gaar omkring 15-16km om dagen (5-7 timer)

Indtil videre en af de mest storslaaede oplevelser paa vores rejse! Vi lagde haardt ud med at gaa fra Booking-kontoret og hen til starten af "tracket", en tur paa ca 1 time. Efter den tur var vi, og vores skuldre og rygge, forholdsvis overbeviste om, at gaa 67km med 15kg paa ryggen var paent umuligt. Vi blev dog klogere da vi ramte den foerste stigning (en stigning paa ca. 1.000m) og det efterhaanden ikke var vores skuldre, men vores ben vi havde i tankerne. Da vi naaede toppen af dagens stigning var det dog det hele vaerd. Udsigten var fantastisk, og vi vidste at hytten laa lige i naerheden.
Den aften var vi alle helt smadrede, og vi gik i seng kl 8, for at staa op dagen efter kl 8 til.... endnu en stigning! Vi skulle jo helt op paa toppen af bjergene og gaa. New Zealand svarede igen paa foerstedagens gode vejr ved at sende en snebyge lige i ansigtet paa os (I Danmark havde DSB nok nedlagt en del ruter), men vi fortsatte! Og da foerst solen havde fundet vej gennem skyerne, og vi kom lidt ind i bjergene slog det os... Udsigten var simpelthen noget af det smukkeste vi nogensinde har set. Det kan ikke beskrives med ord. At gaa over bjergrygge paa smalle stier, med New Zealands smukkeste natur omkring en er noget der skal opleves. Det kan ikke forklares, selvom vi proever.
Tredje og fjerde etape var "bare" nedstigning fra bjerget gennem skove og dale. Ikke desto mindre stadigvaek fantastisk, og vi fandt nogle ret laekre steder til vores frokostpauser.

Friske som havoerne kom vi tilbage til Te Anau (i gaar) og brugte aftenen i selskab med et par film, og mad der ikke var tun, muslibarer eller noedder! - og selvfoelgelig en fuldstaendig fantastisk seng, hvor Paw og Jimmi, igen igen, skulle dele en dobbeltdyne. YEARH!

I dag har vi en 7-8 timer der skal slaaes ihjel inden bussen kommer og droener os tilbage til partytown og Fergburgers.
Vores billedalbums har dog valgt at vaelge dagen i dag til at strejke, saa hvis der ikke kommer saa mange billeder op er der ingen grund til bekymring! De er ikke forsvundet, vi ved bare ikke helt hvor de er lige nu.

Signing out,
Vinni, Phhhw & Jimmi