Onsdag d. 3. september var der afgang fra MS guest-house. Vi tog taxi til busterminalen, og er nærmest ikke mere end lige kørt derind, før 30 mennesker står rundt omkring vores taxi, og råber og skriger. Vores taxichauffør var heldigvis god til at til at håndtere de desperate mænd, der bare egentlig bare ville sælge busbilletter til deres bus. Nå, men langt om længe kan stige ud af taxien og komme ind i den rigtige bus. Størrelsen er bussen var rimelig, men man sad som sild i en tønde, og vi var lige ved at koge over. Ingen aircondition, et sæde på størrelse med hattenål og mennesker over alt, jesus hvor kommer tålmodigheden på prøve. Bussen skulle køre kl. 12, vi kørte kvart over et! Endelig kunne der komme til lidt ind gennem vinduet, og så var det ellers bare 6 timers kørsels. Det var vildt fascinerede at køre gennem de mange små landsbyer, hvor huse ikke er andet end mudder og bliktag. Husdyr går overalt, og maden laves foran huset indgang på jorden. Vores "house-keeper" laver også mad på gulvet, men vi spiser ved et bord,- og har tilmed også skeer J Der er heller ingen grund til, at de siger der er 30% farligere at færdes i trafikken i Tanzania, for der er ingen regler. Vi så to uheld på vejen til Tanga, den ene lastbil med benzin var brudt i brand efter at være kørt i grøften, og en anden transport lastbil var knækket midt over og lå lige så lang den var ud over grøften. Men vi nåede langt om længe frem i god behold. Vi er blevet indkvarteret hos vores familie, som bor på 1. sal over kontoret, som vores projekter er tilknyttet. Pt. Er det kun konen i huset og house-keeperen der er hjemme, da manden vist rejser meget. De snakker meget lidt engelsk, så det er rigtig svært at kommunikere med dem. Men de virker meget søde. I dag skal vi ud at købe lidt ind, i hvert fald toiletpapir! Og ørepropper, vores værelse ligger lig ud til en større vej, og det er slet ikke til at beskrive hvor meget larm der er på den vej fra æld gamle biler, traktorer og lastbiler. Der er absolut heller ikke noget at sige til at afrikanere har den størrelses maver og for damernes vedkommende, rumper! Kulhydrater på kulhydrater, ikke just min favorit. Agurke mad og müsli er mere end savnet! Vi fik afrikansk "kage" til morgenmad. Nærmere betegnet en klump dej, dyppet i olie. Det smager ikke at noget og man bliver overhovedet ikke mæt, så Lotte og jeg håber det er noget andet i morgen.

Efter at have ventet 7 timer i lobbyen på hotellet, havde Raquel endelig fri fra arbejde og kunne køre mig til busterminalen. Heldig nok var der en sidste bus der kørte til Tanga. Som sædvanlig ventede vi en time længere end hvad de sagde afgangen var, men langt om længe rullede den faldefærdige bus af sted. Vi kørte rimelig langsomt i forhold til hvad de andre busser vi havde kørt med tidligere, og den ender til sidst også med at gå helt i stå. Vi havde i forvejen ikke kørt mange kilometer fordi der var mange køer, og vi måtte sætte passagerer af og samle dem op senere for at kunne komme igennem vægtkontrollen. Bussen var virkelig proppet til det yderste. Folk råbte og skreg som gale hver gang vi holdte stille. Nå, men vi holder så stille in the middle of nowhere og det er på det tidspunkt bælg mørkt. Ingen fortæller rigtig hver der foregår, og alle går ud af bussen. Jeg bliver siddende ved min bagage, der for et øjeblik kunne stå på sædet ved siden af, for mine ben sov nærmest hele tiden. Og folk var så ubehøvlede, selvom en medpassager fik lidt medlidenhed med og prøvede at lukke vinduet i, blev manden foran ved med at insistere på det skulle være åbent. Kæft det var koldt! Personen bag ved blev ved med at hive hår af hovedet på mig når han tog fat om sædet, ja jeg var nærmest ved at gå amok! Pludselig stopper bussen igen og chaufføren prøver på gebrokkent engelsk, at forklare en ny mekaniker skal prøve at lave bussen og det ville tage noget tid. Nå, jamen så kunne jeg jo ligeså godt få noget blod til benene og få en stegt majskolbe sammen med de andre. Efter 3 kvarter kører vi igen, langsomt fremad. Min telefon havde næsten ingen strøm, og jeg skulle bare hentes på stationen, ellers ved jeg ikke hvad jeg havde gjort. Men Jirome var der heldigvis og kunne køre mig hjem til værts-familien kl. 01.00 om natten. Og her er jeg så nu, i gang med at pakke ud igen, og fandme om så om ikke mine flybilletter er væk! Det går virkelig bare derudad!

Nu har jeg fået købt en cykel, et vældig skrammel, men den har to hjul og et styr, så er vældig. Nu kan vi cykle ned til byen for at komme i supermarkedet og komme i skole, så det er lækkert! Stort set alle kører på cykel i Tanga. Biler bruger man ikke rigtig, fordi terrænet ikke er til det, og vejene er små og uden asfalt. I aftes viste jeg billeder af jer alle sammen, det synes de alle sammen er vildt spændende, at se hvordan det ser hvor vi bor, hvordan familie, kæreste, søskende, venner, hus, dyr osv. ser ud.

Onsdag var min første dag på Youth hope kindergarten-school. Lotte havde været rundt i de tre klasser der hhv. er på 25,8 og 10 elever, delt ind efter alder, så hun vidste godt hvilket spektakel der ventede. Lotte og jeg skulle undervise de ældste elever, altså 6 år gamle. Vi kommer ind i klassen, og de udadtil søde børn rejser sig og siger: "Goodmorning Madam, how are you?" Men det skulle vise sig efter at Madame Juliet(en lærer) forlod lokalet, at alt forandrede sig til et stort kaos. Vi stod nu med otte uopdragne møgunger. De råbte og skreg i munden på hinanden, den ene mere umulig end den anden. Til sidst blev det simpelthen for meget, og så fik den ellers af alt den lungekapacitet mine lunger havde: "SHUT UP, AND SIT!" Så var der stille for en kort stund, men kun de dygtigste elever kan finde ud af, at arbejde i sådan en uro. Alle børn råber: "Madam Julie, Madam Julie, look look" for hele tiden at vise nu er et regnestyk færdig, og sådan kører det bare i 2 stive timer til de har pause. Selv der råber og skriger de som sindssyge! Kom arbejdsmarkedstilsynet forbi vil de nedlægge stedet med det samme pga. støjniveauet, det er ganske ulideligt. Vi er fuldstændig kvæstet når vi kommer hjem til frokost efter 5 timer, og smider os direkte i sengen. Det samme gælder lærerne. De bruger den første halve time på at sortere i de sølle kladdehæfter der nu engang er til rådighed. Ungerne spidser konstant blyanter, og vil hele tiden viske ud i deres kladdehæfter, selvom de gør det rigtigt, og når der kun er ét viskelæder at deles om skaber det konstant forvirring når det skal gå fra den hånd til den anden. Det overrasker rigtig meget, at en privat eget "nursery school" har så midler at gøre godt med. Tør slet ikke tænke hvordan en offentlig institution har at gøre godt med. Det er virkelig virkelig svært, at overskue hvor man lige gør sig bedst nyttig. I eftermiddags fik jeg flettet hår af Asma, en sød dame som arbejder på kontoret for Teyodea, så det hyggede vi os vældig med. Ellers bruger vi mest eftermiddagene på at komme lidt ud og få klaret tankerne igen. Skønt at vi har vores cykler og kan tage af sted når vi har lyst, til markedet eller få en lækker is, taletid osv.

Nå, lidt mere generelt om det hele. Maden skal man lige vænne sig til, savner sku' din mad mor, det er meget fed mad og tung mad, altså ris, ugali, pommes, chapachi(brød med masser af olie) og masser af fisk, serveret hel med hoved, øjne, hale og det hele! Der er masser af gadekøkkener, hvor de også sælger alt muligt mad, stegte fisk og majskolber. I supermarkedet kan man få rigtig morgenmadsprodukter, som yoghurt og allbran - men det koster en formue! 45-60 kr. for én lille pakke.

Damerne i huset er også ved at blive bedre til at kontakte os, og prøver at lære os swahilli, men f*** det er et svært sprog. Puha - hilsner og få sætninger kan vi klare os med, men det ender hurtigt i engelsk. Hver dag når vi cykler hilser folk så venligt og vinker, men samtidig skal man også lige have et øje på vejen, for daladalaerne kører deres helt eget show. Der findes ingen trafikregler, man følger bare de andre. På vej til skole cykler vi ca. 20 min og der er det ikke sjældent at man også møder fritgående geder og æsler midt på vejeneJ

I dag i skolen var der kun mødt én lærer op, så Lotte og jeg måtte tage hver sin klasse. Det der med lige at få en intro til det hele, bruger de ikke rigtig, det er bare lige på og hårdt, så det er med at være lidt opfindsom når lærerne bare bliver væk. Jeg havde de mellemste børn i dag, og de var faktisk noget mere rolige og mindre støjende end de ældste. Men de kan så næsten heller ikke noget engelsk. Hver dag på skolen er en kæmpe udfordring, for intet bliver absolut serveret på et sølvfad. En ting er at undervise, en anden er opdragelse - som også tager en del kræfter. Vores "rektorinde" har heller ikke været der siden vi fik en rundvisning, så det er lidt træls i forhold til de ting vi gerne vil have uddybet i forhold til undervisningen. For det er lidt træls at få en negativ oplevelse med hjem hver dag, fordi "elverne" simpelthen er umulige, men det har de i mange henseender kun lov til. Det er helt unormalt for så små børn at sidde stille så mange timer og forsøge at lærer bare lidt engelsk. Ja, eller matematik for den skyld. Det underviser vi også rigtig meget i. Meget af tiden bliver også brugt på at rette opgaver, spidse blyanter, helt simple ting, men de har kun så få, at de en blyant i skolen. Det værste er systemet hvorpå lektierne gives. De har hjemmekladdehæfter som jeg hver i sær(efter niveau) skal indskrive opgaver i efterfølgende dag. Det tager en krig, og tiden kunne bare være brugt så meget bedre. Men ja, vi tager en dag af gangen for dagene er som sagt ret uforudsigelige.

Nå, første weekend i stille og (meget!) rolige Tanga. For at reducere bare "lidt" af alt den fede mad og de mange snaks indimellem var vi for første gang ude at løbe. Så vi var tidligt oppe inden det blev alt for varmt. Det blev bare lyn hurtig varmt, selvom vi løb kvart over syv! Men så var det da i det mindste nemmere at tage et koldt bad da vi kom hjem. Jeg er helt nede på at bruge en halv balje vand til bad, hehe. Det er så koldt, og bruseren virker ikke altid, så når den er ude af funktion står vi i vores grønne balje med en blå kop til at hælde vand over os. Lidt besværligt, men til at leve med ;) Derefter tog vi på cykle til stranden, og kom efter en flere kilometers lang omvej til stranden. Vi var nærmest brændt af inden vi kom. Solen var også vildt ulidelig, og tidevandet gjorde også at vi efter et par svømmeture, endte i restauranten og fik lidt mad i maverne i stedet. På vej hjem igen, mødte vi en gadehandler der solgte vildt flotte smykker, som han havde lavet af kokus-skaller. 3 armbånd og et par øreringe for 3000 sh. (13-14 kr.) Super køb!