Amboni caves, Lushoto, Kilimanjaro og zanzibar

Ej, hvor er der gået lang tid siden jeg har fået noget! Den sidste tid har gået vildt stærkt, og alt er bare blevet udsat og presset til slutningen af opholdet. Hvor skal man lige begynde?? Vi var i hvert fald med vores kære familie en tur fordi amboni caves. Rigtig søndagsudflugt med hatte, sommertøj og cyklerJ Det var en rigtig fin tur, meget imponerende og flot, uden at sikkerhedsforanstaltninger var noget man gik synderligt op i, men vi kom da kravlende og klatrende ud derfra alle i god behold. Den følgende weekend var vi med David i Lushoto, området hvor han oprindeligt var fra. En rigtig lang bustur på 6 timer, der normalt kun tager det halve, en ankomst til et overbooket hotel, en sen aftensmad og koldt bad senere, kunne vi langt om længe falde omkuld i vores senge. Den følgende dag havde vi arrangeret en tur til Mlalo, det højeste punkt i Lushoto, knap 3000 m. Det pis regnede, så forholdende var ikke super optimale. Terrænet var meget mudret og ujævnt, og jo højere vi kom op, jo mere stenet og glat blev det. Men vi nåede da langt om længe toppen, og kunne nyde en lækker udsigt over byen og landskabet. Dagene efter Lushoto, gik tankerne meget på vores Kilimanjaro tur. Nu var der ikke flere aftener at løbetræne i, ikke flere brugte sokker skulle købes, nu måtte vi bare af sted! Og det kom vi sørme også. Vi fik udleveret vores nærmest ubrugelige udstyr, alt for stor støvler, jakker og bukser i str. XXL og ingen vandrestave - vi var jo så unge, at det ikke var noget problem. Nå, ja - hvad ved vi! Soveposen fyldte hele min store rygsæk, nærmere betegnet et kæmpe vattæppe, en alt for lille strikket elefanthue til hovedet og kæmpe handsker til hænder! Amatør mzungu 1 og 2 var i den grad klar til Kilimanjaro nu! Næste morgen tilsluttede en japaner og en afrikansk pige sig vores team med de to guider, en kok, en tjener og 8 bærere!! Vi kører til gaten og får indregistreret at vi er på bjerget de næste fem dage! Den første dag var meget stille og rolig, vi gik omkring 5 timer og kom til den første "hut" Mandara huts. Små hytter, men absolut bedre end telt. Vi gik en lille ekstra tur ud til et view-point- virkelig smukt! Det kunne sagtens mærkes sidst på dagen, at luften var blevet noget koldere - især da vi skulle sove. I tanga sveder vi om kap med os selv når vi skal sove, nu frøs vi hele tiden og måtte tage mere og mere tøj på. Tidligt næste morgen var det af sted igen. Det skal lige tilføjes, at maden var så lækker tageti betragtning af vores geografiske omstændigheder, der var omelet, ristet pølser, brød, grød og varme drikke hver morgen, og lækker aftensmad hver dag. Det var absolut blandt dagens højdepunkter. Nå, men 6-7 timer senere på dag 2 fik vi kæmpet os op til hut nr. 2. Få dage forinden vi drog af sted, havde der været en kæmpe brand på bjerget, så der var et rigtig stort område der var ret trist og lugtende at gå igennem. (men bare godt, det ikke var mens vi var der!!). Nu begyndte det altså virkelig at blive koldt. Ikke nok med vi konstant frøs, var der også mus overalt! Føj føj!! Den nat sov jeg nærmest ikke. Jeg fik vandflasker med varmt vand til mine fødder og mave, men lige lidt hjalp det. f*** det var koldt! Vi var alle død trætte næste morgen, men af sted skulle vi jo, og vi vidste jo godt at den sidste dag var den værste. Den mærkeligste fornemmelse er når man går, og kroppen bare sveder og sveder, men hænder og kinder er bare møg kolde pga. vindtemperaturen. Men toppen kom jo nærmere og nærmere, selvom vi mange gange syntes den var uoverkommelig langt væk. Jeg faldt pladask om på madrassen da vi nåede den allersidste hut. Jeg havde slet ikke flere kræfter i mig. Jeg var SÅ udkørt! 7 stive timer var endelig overstået, og nu kunne vi bare vente på nattens frembrud. Vi prøvede så godt vi kunne at hvile os, men for pokker hvor vi frøs, det var ganske forfærdeligt. Aldrig før har jeg følt så meget træthed, ømhed og utilpashed på én gang. Klokken 23:00 var det op og på med alle medbragte tøjdele. 5 par sokker, 2 par bukser, 2 bluser, 1 fleece og en kæmpe jakke! Huer, vanter og pandelampe! En hurtig kop the og kiks og så var vi på farten. Jeg nåede i farten, at pakke min tandbørste ned i rygsækken, for havde bare den vildeste kvalme da vi skulle af sted - og fandme om jeg ikke brækker mig efter vi kun har gået en time. f*** tænkte jeg for mig selv, det er bare ikke højdesyge - SÅ tæt på målet! Det var virkelig en skuffende fornemmelse, og tanken om at skulle give op gjorde mig så ekstrem vred! Utrolig nok lettede det en del, og vi valgte at fortsætte. Kort efter får min veninde et black out, f*** hvor det kørte for os. Vi endte med at splitte gruppen op i to, så Lotte og jeg tog den lidt mere med ro. Det var det mest pinefulde at gå den strækning. Vi gik i zik zak hele vejen fordi det var så stejlt. Og vejen var bare sand/grus, så man følte aldrig man kom nogle vegne. Snottet løb i lange baner, man var konstant træt, og man er virkelig ved at give totalt op hele tiden. Natten var så utrolig smuk, hver gang vi havde pause, lå vi på ryggen og følte nærmest at stjernerne var lige til at plukke. Hele turen var en lang kamp med tiden. Mørket gjorde at målet ikke rigtig var til at se, det eneste der fortalte os hvor langt vi var fra, var tiden. Og den gik bestemt ikke hurtig! Langt om længe begynder det at lysne op, og vi kan tage pandelygterne af og se lidt af toppen, og pludselig vækkede begejstringen liv i de sidste forsvundne kræfter og kravlede os det allersidste stykke til toppen! Følelsen af at stå på toppen og lige netop se solen stå op er ubeskrivelig. Det var SÅ fedt. Vi nærmest græd af glæde og lykke over at have nået målet. Det var så smukt og koldt på toppen, og efter opkald og sms'er måtte vi jo erkende at vi også skulle ned igen! Suk… Hele vejen ned gennem skyerne, der lå som et tæppe rundt om bjergene og landskabet. Havde der nu bare været sne hele vejen ned, havde det været som en god off-piste, men men det var vidst bare ønsketænkning! 6½ time op og knap 1½ time om at gå ned!! Tilbage hvor vi startede nattens gang, og en hurtig omklædning og morgenmad inden afgang igen. Nu var vi bare alle så trætte og ville ønske der kom en hest og red os ned til bunden. Knæene var faktisk dem der gjorde mest ondt, det var sådan en mærkelig smerte. Men ja, 3½ time senere kunne vi sige tak for en hård dag/nat og velkommen til et velfortjent hvil. Næste morgen kunne hverken Lotte eller jeg nærmest rejse os op, det var fuldstændig som om benene blev sparket væk under os, når vi prøvede at rejse os op. Åh… Nu skulle vi bare hjem. Nu skulle alle vores "hjælpere" have drikkepenge, også en lidt dyr fornøjelse. Man får direkte udleveret et ark, hvorpå der står hvad hver enkelt person skal have i drikkepenge, lidt specielt, men de dansede og sang alle efter vi havde udleveret deres fortjeneste. Mange seje timer senere kom vi til allersidste stop og spiste frokost, kun 2 timer tilbage, det virkede helt uforståeligt, at alle de mange hårde timer op af bjerget snart var de sidste timer på vej ned igen, men vi ville egentlig også gerne tilbage til hotellet og få et bad og smidt alt tøjet langt væk, man lugter ganske forfærdelig!! Jubel og sejr fra alle de vi nåede bunden igen! Vi gjorde det satme!!!!!!

Nu fortjente vi virkelig et ophold på eksotiske og flotte Zanzibar. Vi tog bussen til Dar og videre med båden, og hvilken bådtur.! Aldrig har jeg været så søsyg. Vi var nødt til at gå helt ned på dækket og ligge os sammen med høns, kasser og andet godt, for der gyngede båden ikke nær så meget som på toppen. Puha…Det var lange tre timer. Da båden endelig holder stille pis regner det bare. Virkelig virkelig regner! Hvilken velkomst til Zanzibar?? Pløre våde hen i den første og bedste taxi mod Paje hvor hotellet var. Halvanden times kørsel med et par stop hos frugtmanden kunne vi endelig se de andre piger og indlogere os inden aftensmad. Vi gik en hurtig tur rundt for at se området og hvor de andre piger havde "gået i skole" den første måned de var her. f*** nogle sandstrande!-Og vandet, det hele var så sindssyg flot. Vi spiste rigtig lækker aftensmad og håbede rigtig meget på bedre vejr næste dag. Heldige var vi ikke, for det pis regnede hele dagen igen. Så vi besluttede os for at tage til Stone-town og shoppe. Puha, lidt dyr og tung fornøjelseJ Men rigtig hyggeligt og sjovt at opleve de mange små butikker med så mange flotte træ ting, malerier, smykker og tørklæder. Vi sluttede dagen af med at spise på fiskemarkedet, et stort torv hvor man kan få al slags fisk, skaldyr osv. rigtig sjov oplevelse også. Hjem med taxi igen og tidlig i seng. Klokken halv fem næste morgen, stod vi op og hoppede i badetøjet. Vi skulle ud at svømme med delfiner på det åbne hav! Juhu.. Vi fik udleveret snorkeludstyr og kom af sted med en lille båd. Efter et kvarter så vi allerede de første delfiner. Vi skyndte at gøre os klar, og sprang i så hurtigt vi kunne. De svømmede bare vildt stærkt, men de var ret tæt på. Op i båden igen, og ned igen så snart vi var tæt på, og igen og sådan gjorde vi hele tiden. Det var en kæmpe flok vi havde fundet, med en masser unger så de var en smule sky. På et tidspunkt ser jeg bare en kæmpe enorm "fisk" tror jeg først, svømmede allerbagerst i flokken, med to små hvide hajer omkring sig. Jeg fik et kæmpe chok og slugte en masse vand og tænkte først nej, det var sku ikke en haj, så havde vores guide sku reageret. Men vi svømmer videre og videre, og jeg er kun en halv meter fra at røre en af delfinerne, øv øv øv… Men det var så fantastisk alligevel, flotte flotte dyr, virkeligt. På båden spørger jeg så hvad det var for en "fisk" og om han ikke så den, jo jo svare han, det var en haj, men den jagede kun mindre fisk og små delfiner! WHAT?? Jeg blev bare helt tam, og glad for at være tilbage i båden igen. Tro pokker delfinerne svømmede så stærkt, og unger slet ikke var til at komme i nærheden af. Puha.. Men det var i hvert fald en mega fed oplevelse at svømme rundt med dem, under sig, ved siden af og så på åben vand, de levede ikke bare i et bassin. Tilbage til hotellet og få morgenmad og lige ligge et par timer i den nu fremkomne sol, inden vi skulle med taxi til lufthavnen. Man kunne flyve direkte til Tanga i et lille mini fly, så det var lækkert de lige havde to pladser til Lotte og jeg også. Ret speciel oplevelse at sidde i samme rum som piloten og lige bag ham oven i købet, det var ret sjovt. Men nu tilbage i Tanga og sveder og sveder og sveder. Kæft det er altså bare varmt nu. På skolen er vores børn til eksamen lige nu, så det bruger de en del tid på nu. Det er lidt svært for nogle af børnene, for de er langt fra alle på samme niveau. Men deres gratuationsday er den 28. nov. Og den dag bliver så kombineret med det forældremøde vi i 1½ måned har gået og spurgt efter. Men ja, bedre sent end aldrig!