Kære læser.

Jeg har nu været hos min værtsfamilie i Uganda i en uge, og selvom der er nok stof i den rutsjebanetur til at skrive talrige romaner, vil jeg gerne starte ud med at fortælle om mit ophold på 'Global Platform' i Kenya.

Måneden i Kenya var beregnet på at lære om det enorme kulturchok, det kan være, når man som volontør kommer ud og bliver en del af en ny familie og dermed en ny kultur. Vi var 17 friske danske unge mellem 19 og 21, der skulle trænes. Vi har boet sammen hele måneden og lært hinanden rigtig godt at kende, hvilket siden har resulteret i et enormt savn i forhold til fællesskabet, vi kom fra.

I løbet af måneden i Kenya, har vi oplevet enormt meget. Lige fra kvindegrupper, der er skabt for medlemmernes overlevelse, til maasaiernes berygtede dans og spring.
Hver dag har budt på noget nyt, og siden programmet har været bestemt af vores lærere har vi på mange måder kunnet læne os tilbage, åbne munden og tage i mod den stor kulturske. Det vidste vi bare ikke på det tidspunkt. Meget af det vi oplevede i Kenya var nemlig stadig utrolig voldsomt, som da en HIV-smittet mand fortalte om, hvordan sygdommen havde ramt ham efter hans utroskab, og hvordan det havde ført til hans kones selvmord og mobningen af hans nu 10-årige datter.
En anden voldsom oplevelse var det at overnatte i den lokale landsby, hos en lokal familie der var langt mere anderledes hvad angik tradition, rutine, tro og meget andet, end det man kom fra.

På trods af det planlagte program, har noget af det vildeste nu været at bestige Mt. Kenya. Til fods og uden udstyr når man 4985 højdemeter, hvilket i mange tilfælde kunne betyde højdesyge og mulig opgivelse, når man kun har tre dage til at nå toppen. For vores hold nåede 9/9 deltagende nu alligevel toppen og Kenyas flag (se billedet).

Man vænner sig til 'african time', der f.eks. Betyder at matatuerne (taxavogne) gerne kommer 40 minutter for sent. Man lærer dog samtidig at elske det løse syn på livet og tiden, ligesom man stikmodsat forventningen godt kan blive en smule træt af varmen. For varmt er det.

Men vi var der en måned og det føltes som en uge. Jeg savner de venner, som jeg har fået, og som jeg ikke ser før turen går videre fra Uganda til Zanzibar. Jeg savner platformen og jeg savner at spille 'No Diggity'-coveret med vores unge lærer, Charler. Jeg håber jeg en dag vil komme tilbage til platformen og måske til Nanyuki hvor festen på Sportys ikke stopper før luderne og de britiske opdater går hjem hånd i hånd.