Jeg håber ikke i sidder foran computeren derhjemme og forventer et spændende indlæg om endnu et af Jonas eventyr. For det bliver det ikke! Livet her på den anden side af jorden er efterhånden gået hen og fået et hverdagsagtigt skær. Tiden går mest med arbejde, lave mad og forsøge at få en nogenlunde søvn (mere om det senere). Selvom jeg efterhånden har sparet penge nok sammen til min videre færd, har jeg ikke tænkt mig at rejse videre lige nu. Weekenderne på hostellet er nemlig altid festlige, især om lørdagen, og generelt nyder jeg livet på vandrehjemmet.

Fodbold 'down under'

I det rugbygale fodboldignorante New Zealand, savner vi backpackere en gang i mellem fodbold. Hernede vil de hellere se på rundbold med urimelig mange regler (læs cricket). Fodbold får kun en lille notits i aviserne endda overgået af kvindebasketball og ridning! Derfor har vi en fast tradition, at vi hver søndag går over på den lokale fodboldbane og spiller vores tømmermænd væk. På hostellet er der næsten lige så mange sydamerikanere som der er europæer, så vi spiller Sydamerika mod Europa.Det har kastet en masse intense kampe af sig og en del diskussioner, når englænderne er gået lidt for hårdt til de skrøbelige salsadansere.

Der er en masse positivt at sige om min tilværelse hernede. Jeg har lært at lave min egen madpakke, hvilket kun skulle tage 20 år at lære. Hvis man som et dannet menneske, skal kunne lave sin egen madpakke, så har min dannelsesrejse i hvert fald båret frugt. Apropos frugt så er kiwifrugtsæsonen i fuld gang, hvilket betyder masser af backpackere slider sig op i de omkringliggende kiwifrugtplantager for en løn, der slet ikke står til måls med arbejdsmængden. Dog arbejder jeg sammen med de andre fra hostellet, så helt dårligt er det ikke.

Efter en hård dag i marken skal aftensmaden laves, og jeg er efterhånden blevet en sand mesterkok i at lave mad. Mine evner er dog begrænset inden for retter, der indeholder pasta eller ris - enhver backpackers yndlingsspise både på grund af pris og nemhed.

Livet som backpacker er dejligt afslappet tilværelse, og man møder forfærdelig mange flinke mennesker på sin vej, der altid er klar på at drikke en øl eller to, men der er dog også sider af backpackerlivet, der er knap så tiltalende. En af de ting er køjesenge. Overalt på hostellerne møder man dette barndomsfænomen, og charmen er helt sikkert gået af det, siden man var lille, og det var den absolutte drøm at eje sådan et vidunder. Nu er det bare irriterende at slå hovedet op i sengen ovenover en hele tiden, og som lille skulle man ikke bakse med en faretruende promille, når man skulle kravle op i den øverste køje. Når man så endelig har fået lagt sig til rette, på den betonhårde madras med fjedre som dolke i ryggen, er der et rend uden lige ind og ud af værelset, da ikke alle har de samme sengevaner, og man deler værelse med 5 andre mennesker. Selv hvis de allerede sover, risikerer man stadigvæk at få frarøvet sin søvn, da chancen for, at der på værelset er en som snorker er ret stor, når man bor på et seksmandsværelse. Det er derfor ikke en tornerosesøvn, jeg får hernede. Alt dette bliver dog opvejet af de sjove stunder alle os backpackere deler i slavemarkerne, pakhusene eller vores aftener på altanen på hostellet.

Jeg glæder mig dog til juni måned, hvor jeg har 12 dage på Fiji, hvor jeg blandt andet skal dykke med hajer. Mere om det senere.