Strandet i Tauranga

I mit sidste blogindlaeg skrev jeg, at den lille new zealandske vidunder; kiwifrugten skulle blive min redning ud af min oekonomiske situation, men frugtplukkersaesonen i Tauranga ser ud til at lade vente paa sig, og det kraever, at man ejer en siuoxindianers taalmodighed og en Wall Street bisses pung for at slippe nogenlunde ud af ventetiden uden at ende i fortvivlelse og oekonomisk ruin. Da jeg ejer ingen af delene, har jeg set mig noedsaget til at igen indfinde mig paa arbejdsmarkedet efter lidt over en maaneds eventyr rundt i NZ. De har kastet mere eller mindre heldige episoder af sig.

Livet som jord- og betonarbejder

Et af de foerste steder jeg fik arbejde var paa en byggeplads, hvilket egentlig er ret fantastisk, eftersom jeg overhovedet ikke er den praktiske type og ikke ligefrem imponerede i sloejdtimerne i folkeskolen. Men afsted gik det ud til byggepladsen med en blaa hjelm, sikkerhedssko og en orange vest med reflekser - jeg foelte mig lidt sej. Da jeg ankom til byggepladsen blev jeg moedt af en masse store barske jord- og betonarbejdere, der ikke saa ud til at have meget tilovers for en splejset dansker. Jeg arbejdede dog haardt, og jeg fik stille og roligt overbevist dem om, at jeg sagtens kunne spille med i den store liga, selvom muskelmasse ikke har vaeret en af de ting, som jeg ynder at prale mest af.
efter en 12 timers lang arbejdsdag fik jeg endelig bekraeftet en af mine fordomme vedroerende jord- og betonarbejdere, for da klokken naermede sig fyraften, blev spader og andet vaerktoej pakket vaek og koeleskabet hurtigt aabnet og kolde oel blev knappet op. Dog skal det siges, at oellene var fortjent for foran os, havde vi lagt fundamentet til en vej, hvilket var et haardt og strabadserende arbejde. Den andem oel kunne ogsaa forsvares, da det jo havde vaeret en haard dag, men da vi begyndte at naa over de 3, var det nok lidt i overkanten. Isaer nu hvor de andre fine herrer var i bil, dog skulle de ikke hoere et ondt ord fra novicen, da jeg bare var utrolig glad for at have faaet et arbejde, saa med et lille glas under vesten, sprang jeg op paa cyklen og drog hjemad ganske tilfreds med min arbejdssituation. Dog skulle der ikke gaa mange dage foer, jeg foelte mig saa fuldstaendig oedelagt i alle muskler af det haarde arbejde, at jeg pludselig fik stor sympati for vores meget diskuterede efterloen. Efter fire dage kunne ikke engang fyraftensoellene, som ellers havde gjort saa godt, lindre den stakkels krops lidelser.

Maoripolterabend

En gang i mellem kommer der nogle grupper ind paa vandrerhjemmet i weekenderne, der saetter endnu mere gang i den festlige stemning. I loerdags var ikke nogen undtagelse. Ind dumpede noget der lignede et rugbyhold: en samling testosteronramte muskuloese maend med synlige tatoveringer op og ned af arme og ben og et blik, der vil faa selv de vaerste bisser i Vejle til at studere deres kondisko med stor interesse.
Disse maend gik selvsikkert ud og erobrede vores elskede altan uden nogen form for modstand fra, de til sammenligning, meget spinkle backpackere. Vaerst var det for vandrerhjemmets asiater, der blev noget intimiderede af denne indtraengende horde, og valgte at flytte deres netparty andetsteds.
Jeg blev dog paa ny overrasket over den gaestfrihed, man moeder i NZ, da rugbybanden med stor selvfoelge inviterede os til at fejre den store aften. Det var nemlig et polterabend de store fyrer fejrede. Gaestfriheden gik saa langt til at de gav os saa meget gratis alkohol, at de fleste af os backpackere blev en smule rundtosset.
Et maoripolterabend minder paa mange maader om et dansk polterabend: masser af alkohol og en ikke ligefrem sober forsamling, dog adskiller dette maoripolterabend sig fra et dansk, ved at de havde en guitar med, og at de sang en masse af de traditionelle sange, hvilket loed ret godt. Faktisk er sang en utrolig stor del af kulturen hernede, isaer blandt maorierne, og det er ligegyldig om det er de traditionelle maorisange, karaoke eller en tilfaeldig sang i radioen, der bliver sunget med paa.
I takt med promillerne steg stemningen ogsaa paa altanen ogsaa, og det endte ud i, at vi alle stod og dansede maoriernes krigsdans: 'haka' - maorierne saa skraemmende som All Black rugbyholdet, og os latterlige turister i en soelle harmloes efterligning.
Disse maorier paa vores altan kom fra en meget traditionel familie, og de arbejdede alle med ting, der relaterede til maorikulturen. Brudgommen lever af turisters interesse for maorikulturen og opfoerer dagligt 'haka' for turister. Hans lillebror arbejder for Maoritv, der er en tvkanal, hvor alt foregaar paa maori. Den mindste lillebror lever af at lave maoriskulpture ud af trae og ikke et hvilken som helst trae, men det unikke kauritrae, der kan blive over 500 aar gammel. De arbejder derfor alle for at beskytte og fremme maorikulturen, saa det var virkelig det naermeste, man kom paa rigtige maorier, de som rendte berusede rundt paa vores altan, saa selvfoelgelig faldt jeg i snak med dem om maorikultur over for dansk kultur.
En ad de ting, som er bemaerkelsesvaerdig for en tyveaarig ung mand, der kun lige godt er halvvejs i sin saakaldte dannelsesrejse er, at maorierne bliver faedre meget tidligt. Det er ikke unormalt at have sit foerste barn paa min alder - ja maaske endda barn nummer to! Ogsaa blandt selskabet var mange af dem allerede faedre. En af dem, paa 27, havde allerede 8 boern og selskabets yngste person paa 18 havde allerede et barn paa 7 maaneder. I Danmark har vi ikke saa travlt. Vi skal foerst lige have et hus, en Citroen Berlingo, et solidt job og saa skal vi ogsaa lige finde den eneste ene foer vi overhovedet taenker i de baner.

Maoripolterabendet var en sjov oplevelse, men kun en broekdel af det der sker paa et vandrerhjem, da det tiltraekker mange forskellige farverige typer.
Jeg glaeder mig til igen at fortaelle om nogle af de sjove ting, jeg oplever paa den anden side af jorden.
Jeg haaber alt er vel i Danmark, Afrika og hvor i ellers befinder jer.