Saa lakker vores rejse snart mod enden. Hvor blev tiden af?

Pt. er vi i Winnipeg, men foerst vil vi lige fortaelle lidt om, hvad der er sket siden sidste blog...

Vi brugte et par dage i Sault st. Marie, hvor vi egentlig ikke havde lagt nogle vilde planer. Vi ville gerne have vaeret ude og klatre, men transportmulighederne var ikke med os. Men vi var med en tog tur ud til "Agawa Canyon". Dette kan man kun komme ud til, med dette tog. Saa det var en lidt sjov oplevelse, og utroligt flot. Trods det, at toget max koerte 65km/t.... Vi passerede bl.a. Lake Surperior og Montreal River. Ved selve Agawa Canyon var der nogle mindre vandfald og man kunne komme op paa en "udkigspost", hvor udsigten var fantastisk! - Ellers noed vi bare byen, som er rigtig dejlig. Der er en lille havn, hvor vi gik nogle ture. og saa besoegte vi kasinoet, da Jonas var gammel nok her! I Canada skal man kun vaere 19! Katrine vandt lidt over 200$ - og saa snakker vi vidst ikke mere om det!! Vi boede meget centralt, og hotellet var ejet af en tidligere argentinsk professionel fodboldspiller, som bl.a. har spillet med den nuvaerende argentinske landsholdstraener. Han behandlede os utroligt godt, og vi endte med at faa en suite - fordi vores TV ikke virkede optimalt. Jamen det takkede vi da paent ja tak til!

I Thunder Bay havde vi planlagt, at skulle se en Armatyst mine - men den laa over en times koersel udenfor Thunder Bay, og man kunne kun komme dertil i bil.. OEV! Saa her blev det ogsaa mest til, at gaa rundt og se byen. Jonas haabede paa, at der ville blive tordenvejr. Vi havde udsigt lige ud over "The sleeping giant" (Lake Surperior), saa det havde vaeret et perfekt syn, hvis der kom lyn. Men det gjorde der "desvaerre" ikke. Istedet tog vi ud og saa Terry Fox memorial, som man naesten skal, naar man er i Thunder Bay. Til dem der ikke ved hvem han er, saa var han en ung mand, som i en tidlig alder maatte kaempe med kraeft. Det medfoerte, at han fik amputeret sit ene ben. Han var ellers aktiv sportsmand. Han besluttede sig for, ved hjaelp af sponsorater, at samle penge til kraeftforskning. Dette gjorde han ved, at ville loebe tvaers over Canada!! Han loeb i over 100 dage, og det var mere end et marton om dagen han kom igennem, inden han maatte give op. Kraeften havde bredt sig. Det pudsige var, at han maatte give op, da han naede til sin hjemby (Thunder Bay). DErfor har nettop dette mindested, en speciel betydning. Han doede 10mdr senere, i en alder af 22aar. Utroligt soegeligt. Men den dag i dag, loebes der noget der kaldes "The Marthon of hope", til aere for ham. - og for at samle penge til kraeftforskningen. Hele denne historie er meget speciel. Noget der var sjovt var, at buschauffoeren fortalte os, at hans mor var doed godt 3uger inden vi kom. Saa Thunder Bay havde vaeret ret omtalt den senere tid.

Saa kom vi ellers til Winnipeg - og havde overstaet den sidste nats soevn i en bus. What a relief!!!! Hanne stod og tog imod os, hvilket var rigtig rart. Der var dejligt varmt i Winnipeg, saa vi havde en slap af dag ved Elsebeths (Katrines fars kusine) pool. Nej, hvor var det dejligt. Om aftenen var der "dansk aften" med dansk smoerebroed. Det er nok noget af det bedste vi har faet laenge! og selskabet var fantastisk. de er saa soede alle sammen. Dagen efter var vi ogsaa i poolen, og om aftenen blev vi hentet af Anya, som er Hanne og Oles yngste datter. Vi tog hjem til hende og hendes kommende mand (samt yngste soen Lukas/Luke), og fik laekker BBQ mad. Desuden fik vi begge smagt paa en oel med grapesmag. Selv Katrine toemte flasken, og hun kan ellers ikke lide oel! Naeste dag blev vi saa hentet af Elsebeth. Hun tog os med til en rundvisning i Parlaments bygningen. Turen blev ledet af en mand ved navn Frank Albo. Han har brugt 10aar af sit liv, paa at studere denne bygning. og den er ogsaa speciel! Paa rigtig mange maader. Bl.a. gaar der en masse tal igen. Specielt tallet 13, og et enkelt sted tallet 666. Saa det er jo nogle tal, som man egentlig synes er lidt.. ja.. Men noget der virkelig var underligt var, at der var et stort rundt rum, med 13 soejler, og i midten var der en stor marmorstjerne i gulvet. naar man stod i midten af den og snakkede, var det som om, at ens stemme blev isoleret. Det var virkelig underligt.

De naeste dage har vi ikke lagt planer. Vi tager det som det kommer. Vi ved bare, at vi egentlig ikke vil hjem lige nu. Her er varmt, og vi bliver forkaelet godt og grundigt.. haha.

De sidste smaa 2mdr har vaeret det bedste vi nogensinde har gjort for os selv. Der er sket saa mange ting, at vi faktisk slet ikke kan huske det hele. Godt der findes et kamera!

See you in Denmark.