Profile
Blog
Photos
Videos
Mit sidste blogindlæg kom ovenpå en lidt hård uge og var derfor præget af en form for frustration. Dette blogindlæg kommer dog ikke til at være tilnærmelsesvist i samme genre, jeg har nemlig haft en fantastisk weekend.
Weekenderne er dem man ser rigtig frem til hernede. I hver eneste weekend har vi været samlet i en ny by hvor vi har det sjovt, fester og prøver at få set lidt af området. Indtil videre har det med sightseeing dog stået lidt i baggrunden, fordi vi har tænkt mest på det med at feste. I denne weekend var vi så i Guanzhou, mig og Vegard fra Shenzhen, Moritz og Christina fra Donguang og Cecilie og Adina fra Foshan. Guanzhou skulle efter sigende være Kina's 3. største by, med mere end 8 millioner indbyggere. Mig og Vegard tog bussen fra Bao' an busstation i Shenzhen til Guanzhou hovedbanegård fredag efter vi havde fået fri. Busturen varede to timer og da vi nåede frem mødtes vi, trods banegårdens kaotiske tilstand, med Christina og Moritz. Christina blev flyttet her til syden fra Beijing i sidste weekend, så denne weekend var første gensyn med hende, efter de fire uger i Beijing. Herligt gensyn og en af grundende til, at vi kom ud og fik set noget mere. Vi tog metroen fra hovedbanegården ned mod havnen, hvor vi skulle prøve at finde et hotel. Her var der allerede godt gang i nattelivet, men klokken var også næsten halv 10 da vi nåede frem. Vi vandrede rundt i godt to timer omkring Perlefloden, hvor vi fik et godt kig udover Guanzhou Skyline. Efter lang tids vandring, og en smule frustration, fandt vi endelig et hotel, som ikke var alt for dyrt. Vi tog elevetoren op til øverste etage (36. etage) hvor vores værelse lå. Da vi åbnede døren ind til værelset, kunne vi næsten ikke tro vores egne øjne. Vi så lynhurtigt den helt fantastiske udsigt over Guanzhou, som vi fik fornøjelsen af at nyde de næste to dage. Værelset var også helt i top, tre store halvandenmands-senge, som vi rykkede sammen, så vi havde en kæmpe seng at sove i. Vi tog et lille hvil og nød udsigten, inden vi ramte havnepromenaden, som ligger godt 2 minutters gang fra hotellet, klokken et. Her fandt vi hurtigt en nat-klub, hvor der holdt tre Porcher og en Aston Martin ude foran, så der gik vi ind. Vi kom ind på denne fancy nat-klub, som hedder "Rich Baby". Navnet siger alt. Her blev vi hele natten hvor vi festede og dansede.
Næste morgen stod vi tidligt op, ved en 12 tiden, spiste morgenmad på McDonalds, og tog metroen helt ud i det østligste hjørne af Guanzhou. Her skulle vi møde nogle af de andre fra TTC programmet, i et tempel, hvor kineserne holdt en form for festival hele weekenden. Vi kørte med metro og bus i lang tid, før vi nåede frem. Da vi nærmede os templet med bus, var der ingen tvivl om at vi var kommet det rigtige sted hen. Ude på gaden var der et hav af mennesker, som gik og viftede med deres små vindmøller i røde og gule farver. Vi stod og ventede på de andre udenfor templet i godt 20 minutter, men tiden gik og vi blev mere og mere utålmodige, så vi gik ind på selve pladsen. Her var om muligt endnu flere mennesker indenfor end ude på vejen, som var inde for at se hovedattraktionen, de flotte tempelbygninger. Normalt når man går rundt på forskellige pladser og steder i Kina, så sker det at man møder en vesterlænding af og til. Her mødte vi ikke en eneste vesterlænding, som ikke var med os. Det kunne da også tydligt mærkes at vi ikke var hverdagskost for de lokale besøgende, som stirrede længe nå vi kom gående. Da vi så indtog templet var der ligepludselig en del, som syntes at vi rent faktisk var en endu mere interessante end selve templet. Vi blev mødt af en hær af kinesere, som ville have taget billeder sammen med os. De var især vilde med Christina, som er helt blond. Da vi endelig troede at vi var sluppet væk fra skaren af fotograferende kinesere, kom der pludselig et kamerahold fra en lokal tv-station og stak en mikrofon og et kamera op i snuden på Moritz, som blev bedt om at fortælle hvor han kommer fra og hvad han laver i Guanzhou.
Da interview-seancen var overstået og vi lige havde sundet os lidt, mødte vi så endelig de andre. Vi var dog på vej ud af templet og de andre ville gerne se noget mere, så det blev kun til et kort gensyn. Cecilie og Adina, som var kommet med metro fra Foshan sluttede, sig dog til os, og tog med tilbage til hotellet. Vi klædte hurtigt om for vi skulle nå en cruise-båd nede ved havnen klokken 21.30. Vi nåede det lige med nød og næppe, og det blev vi senere rigtig taknemmelige for. Cruiseturen op af Perlefloden var nemlig helt fantastisk. Vi sejlede der i mørket og så det ene store, flotte, skindende bygningsværk efter det andet. Her sad vi i lidt over en time og nød at være på havnerundfart, i en af Kina's måske flotteste havnepromenader, omgivet af begejstrede kinesere.
Efter at være kommet sikkert i land, spiste vi nudler på en lille restaurant lige om hjørnet.
Derefter var det ud og opleve nattelivet endnu engang. Det blev endnu en herlig nat, hvor der blev danset og festet næsten til den lyse morgen.
Da vi endelig havde fået øjne igen søndag, fik Christina og jeg hevet hele flokken op og ud og opleve byen. Vi havde læst om et stort market hvor de sælger alverdens madvarer. Det må man også sige at de gjorde. Vi kunne både få frøer, skilpader og sikkert også hunde hvis vi ville det. Her så vi tudser blive dræbt med en saks, meget makabert. Og en masse dyrefødder, som vi ikke kunne finde ud af hvor stammede fra
Lige overfor dette marked, som hedder Qingping, ligger en lille ø på 1*0,5 km. Jeg havde læst en masse gode ting om denne ø og de andre var friske på at gå med. Da vi tog de første skridt ind på øen, var det som om roen lige så stille begyndte at sænke sig over os. Øen blev grundlagt af franskmændene og britterne i kolonitiden, og det er tydeligt at se. Bygningerne her er bygget i europæisk stil, her findes en masse parker og springvand, som får det hele til at syntes utrolig idyllisk. Øen bliver specielt brugt til at fotografere bryllupsbilleder på og det må man da også sige at der blev.
Her spiste vi en forholdsvis dyr frokost, nød stilheden idyllen og udsigten over perlefloden, inden vi sigtede efter metrostationen hvor vore veje skiltes igen.
Det blev altså til en helt igennem mindeværdig og indholdsrig weekend, hvor vi fik en masse nye indtryk, oplevede en masse og havde det rigtig sjovt. Og selvom de andre weekender også har været rigtig gode, så blev vi alle enige om at det her har været den bedste weekend i syden, so far!
Det er helt sikkert hverken sidste eller for den sags skyld næstsidste gang jeg sætter mine ben i Guanzhou. I forhold til Shenzhen har den så meget mere personlighed, charme, historie, og ikke mindst vand at byde paa.
Min situation synes, efter weekenden, rigtig fin, mit helbred bliver bedre og bedre, jeg ser mere lyst på tingene, tja tågen er ved at lette så småt.
Der er dog andre, som ikke ser tingene helt på samme måde. Folk begynder at tage hjem nu, af forskellige årsager. En svensk pige i Beijing tager hjem og efterlader danskeren Mads, som den eneste fra programmet tilbage på skolen. Dylan, der også er fra Sverige, bor i Donguang, ikke langt herfra, og tager også hjem. Derfor tager vi til Donguang i næste weekend, hvor vi holder farvel middag for ham. Sidst men ikke mindst så har Leanne, som er den anden engelske pige her på skolen, lige bebudet at hun med al sandsynlighed kvitter programmet i næste måned og tager til Vietnam og Thailand i stedet for. I så fald vil Vegard og jeg være de eneste tilbage på skolen, men det skal nu nok gå, vi klarer os fint.
Jeg har dog stadig ikke modtaget mit Dankort og det begynder at bekymre mig lidt, jeg har en bange anelse om, at det måske er blevet væk et sted i det kinesiske postvæsens distribution, det skulle ihvertfald ikke undre mig.
Timerne går bedre og bedre, jeg har lige fået ros fra en af hjælpelærerne, som sagde til mig at mine lektioner er blevet rigtig gode, og at det virker som om, jeg tænker meget over de ting jeg laver med dem. Så det er godt. Jeg kan også mege godt lide at finde på lege og kreative indslag. En uge havde vi om tøj, jeg tog en del af mit eget tøj med og gav eleverne lov til at tage det på, hvis de kunne sige hvad det var. I sidste uge havde vi om frugter, så en af dagene købte jeg nogle forskellige frugter, som jeg tog med i klassen. Jeg klippede to huller i bunden af et indkøbsnet, så børnene kunne stikke fingrene ind i den ene ende og føle hvilken frugt jeg lagde ind i posen, det elskede de. Og selvfølgelig bliver jeg glad når børnene virker interesserede i det jeg prøver at få dem til at gøre.
Så alt i alt har jeg det faktisk ganske udemærket her i varmen, i dag er det utrolig varmt og man kan se himlen så det er alletiders.
Nåh men det var alt fra denne gang, håber alle har det godt i hjemme DK!
Jeg har lagt lidt nogle billeder op fra min weekend i Guanzhou, her på bloggen, som i kan kigge lidt nærmere på hvis i lyster.
Mange hilsner Jonas
- comments
farfar hej jonas,det lader til at du har haft en forrygende weekend hvor må det være spændende vi ringer til dig en af dagene vi trænger til at høre din stemme kh farfar og farmor
Dorthe Hej Jonas. Lyder som en super-weekend sammen med gode venner, sightseeing og flotte billeder af skyline m.m. Dejligt med nogle gode oplevelser efter en lidt hård uge. Skønt at du får udfoldet dine kreative evner i undervisningen - og ovenikøbet får ros - godt gået. Krydser fingre for at Dankortet snart dukker op. Alt vel i Glumsø. Kærlige hilsner fra mor
Far Hej Jonas skriver lige her før returkampen mellem Arsenal - Milan mens Elkjær, Laudrup og Schmeichel står og kloger sig. Det lyder som om i har nogle dejlige Weekender med store oplevelser. Det kunne være du skulle vise os Guangzhou hvis vi kommer til det store land engang til maj. Det er som altid dejligt interessant at læse din velskrevet blog. Hilsen Far
sofie hej Jonas. nu kan du høre lidt herfra Glumsø. der er nu ikke så meget at høre men det lille ædene dyr er lige blevet klippet:) jeg skal snart til gymnastik opvisning og jeg syntes selv vi er gode. mange hilsner lillesøster sofie
Jonas Tak for hilsnerne. Farmor og farfar; det lyder godt jeg glaeder mig til at faa et opkald en af dagene. Mor; ja det er jo altid skoent at faa ros. Far, ja Guanzhou er helt klart noget af det jeg skal vise jer naar i kommer! Og de tre tosser angaar... Tja en 3-0 foering til Arsenal ved pausen kom vel ikke bag paa dem... Sofie; Saa er buster blevet korthaaret igen, saa kan han loebe staerkt naar han skal ud og jage, den frygtloese jagthund. Held og lykke med gymnastikken, du har godt nok gang i mange ting, baade gymnastik og ridning. Men du har jo ogsaa altid haft en masse energi, nogle gange saa meget at det har sat dine store broedres taalmodighed paa nogle gevaldige proevelser.