Profile
Blog
Photos
Videos
Med beslutsomme miner går vi mod de 3 parkerede Harleyer. Det forekommer mig at de logrer med halen, men det må være skyggerne i parkeringskælderen under hotellet, der spiller mig et puds. Min taske passer perfekt henover bagsædet og sidetaskerne, og jeg glæder mig endnu en gang over købet. En 90 liters Northface-taske, der stort set er vandtæt. Igen det lille nik til hinanden, sammen med et kæmpe smil, og vi ruller ud af parkeringskælderen uden at betale. Turen ud af San Francisco går uden problemer. Olsens GPS fortæller kærligt, hvor vi skal hen. Vi tester de indkøbte samtaleanlæg mens vi kører. Cardo Q2 Scala Rider. Vi er alle overraskede over kvaliteten. Jeg har aldrig kørt med intercom før, og oplever det derfor som noget absolut nyt og mærkeligt. Jeg er jo vant til at sidde 100 % for mig selv. Nu kværner Pasby i mit øre. "-Åh hvad, se lige ham der til højre!" og "-Vi ligger lige bag den hvide varevogn, kommer nu!". Det er genialt. Vi deler køreoplevelsen mens vi kører. Og kan slukke hvis man vil have fred i sine egne tanker.
San Francisco forsvinder bag os, og vi bevæger os mod øst. Vi kører mellem bakker. Vejen snor sig dovent, og det begynder at gå opad. Vi stopper i Chinese Camp og snakker med ejeren, mens vi drikker en kold øl og noget vand. Varmen er vidunderlig. Ejeren er fra New Zealand og vi får hans livshistorie, mens han serverer endnu en øl og gode råd om turen i Yosemite. Yosemite dukker frem ud af en tæt skov. Vejene er blevet smallere. Bjørneskiltene bruger ikke formuleringen HVIS man møder en bjørn, men NÅR man møder en bjørn. Vi er nødt til at stoppe. Bare for at se om det virkelig er sandt. At det er så mageløst flot. Det er det. Vi filmer lidt. Griner og tiltrækker nysgerrige blikke fra andre turister. Olsen flipper over at se store ørne og kræver ro til at sidde i fred og nyde udsigten. Kort efter påkører Olsen en hjort, hvor begge dog slipper godt fra sammenstødet. Episoden rystede Olsen kortvarigt, men de fantastiske veje og den mageløse natur kræver sin opmærksomhed og fokus. Hvor ville det også være fantastisk at opleve dette sted i Autocamper. Efter 5.000 sving og en dag med vidunderlig natur ankommer vi Oakhurst. Efter at have pakket ud kører vi op til et Roadhouse og bestiller de største bøffer huset kan byde på.
- comments