Så er det blevet tid til nye opdateringer fra Nuuk. Her er det efterhånden ved at gå op for os at vi bor i Grønland. Det er stadig dejligt og vi er ved at få noget der kan ligne en hverdag. Vi er også ved at kunne forstå hvorfor folk bliver hængende heroppe. Altså, vi skal nok komme hjem, for Morten har en Bachelor der skal skrives, men det giver mening at folk bliver hængende. Livet er meget mere enkelt heroppe. Der er aldrig mere end tyve minutters transport til noget. Der er kun tre buslinjer at forholde sig til. Alle kender alle - og derfor er alle man møder potentielle venner. Derfor er det også vigtigere hvem du kender (eller er i familie med) end hvad du arbejder med. Vi har 2 minutter på arbejde og Morten kommer tit hjem forbi i arbejdstiden fordi han lige skal hente sit snowboard, badetøj eller bare for at sige hej. Det er rigtig hyggeligt. I det hele taget er det et rigtig hyggesamfund - i hvert fald om vinteren (vi kender jo ikke sommeren). Det vidner alle butikkerne også om. Man kan ikke forestille sig en butik, der sælger madvarer uden de har en stor glasdisk fyldt med alskens slags kager - inklusiv meget lækre flødekager. I Brugsen kan man købe 9 romkugler for 30 kroner. Det er et tilbud, der er svært at gå forbi (Læs; Janne har svært ved at gå forbi). De er rigtig gode til at hygge og man skal heller ikke regne med at have mange aften- eller nattevagter uden kage og hjemmebagte boller. Jeg tror efterhånden også at kaffemik handler mere om kagen end om kaffen. I de fleste butikker kan man da også finde et utal af forskellige kageforme, selv i Spar, som jo egentlig bare er sådan et halvdyrt hurtigsupermarked. Men altså, kageforme, det skal man kunne få fat i på alle tidspunkter.

Når kagemængden er så overvældende er det meget godt at Grønland også har en natur der inviterer til at gå ud og røre sig. Her i marts måned har vi haft masser af solskin og så er det bare med at komme ud på løjpen og lege med snowboardet. Nu har vi snart stået i 1½ måned og det kan man godt se på formen. Vi synes selv at vi er blevet ret så dygtige og det er en super mulighed, at man bare kan tage ud og stå et par timer før eller efter arbejde. Så der går ikke en uge uden vi er af sted mindst et par gange. Jeg lægger også et par billeder ud, så i kan se hvor flot en udsigt man har derude over Nuuk og fjorden. Det er slet ikke til at blive træt af. Der er også ved at være lavet en rigtig god langrendsbane omkring Nuuk, så i næste weekend er det nok tid til at få prøvet den mulighed af og se om det skulle være noget for os. Det er også det dejlige ved at være heroppe. Man mangler aldrig noget. Langrendsski det låner vi da bare rundt omkring.

En noget anderledes natur- og bevægelsesoplevelse er jagt. I må gerne undrer jer lidt, men ja, vi har faktisk været på jagt. En der hedder Jannick fra Mortens arbejde var helt hooked på at de skulle ud og jage og så hægtede mig og Benjamin os på. Vi lånte et par salonrifler. Et af Jørgen og et fra en af Mortens andre kollegaer. Så skaffede vi os nogen snesko og klædte os godt på og så var vi klar til øvelse. Et jagttegn koster 50 kr. i Grønland og det er det eneste det kræver. Man regner åbenbart med at alle kan håndtere et våben og de fleste har da vist også et par geværer eller salonrifler hængende derhjemme.Man ved jo heller aldrig om der skulle komme en isbjørn forbi. I hvert fald fik vi skaffet udstyret og så tog vi ud til jerndumpen ved Lille Marlene for at skyde til måls efter Colaflasker. Vi vandrede rundt i de der snesko og jeg frøs helt vildt fordi sneen fygede om ørerne på os hele tiden. Jeg ramte heller ikke noget og jeg var faktisk lidt træt af at skulle bruge min friweekend på at stå og fryse i snesko med en salonriffel over skulderen. Og det her var bare to timer - næste dag (søndag) skulle vi sejle ud og skyde på ryper en hel dag. Jeg forsøgte forgæves at finde ud af om man kunne søge ly på båden, hvis det blev for meget. Men det kunne man vist ikke. Og hvad med toilettet. Der er altså store kønsproblemer her. Det er jo nemt nok for gutterne at stå op, de får bare lidt vind, men hvis man er pige sætter man jo rumpen lige ned i den iskolde sne. Jeg var lige ved at melde fra, men mandede mig så op og tog ekstra varmt tøj på til dagen efter. Vi betalte 1000 kr. for at komme med båden ind i fjorden, vi var 10 mennesker og de fleste var meget glade voksne mænd, som var meget begejstrerede over at skulle skyde. Begejstringen smittede af og inden længe kunne jeg ikke vente med at skulle skyde på noget (mærkeligt!). Værre eller bedre blev det ikke da vi nåede til vores destination. Vi skulle deles op i grupper og eftersom Banja, Morten og jeg skulle deles om to rifler måtte vi være en gruppe for os selv. Der var lidt snak om, hvorvidt det virkelig var smart at sætte tre flyfriske af på fjeldet uden nogen der kunne hjælpe lidt. Vi kunne heldigvis leje sådan en radio så vi kunne få fat i båden, hvis der skete noget. Alle grupperne blev nemlig sat af forskellige steder og så sejlede båden fra os igen med besked om at vi ville blive hentet 6 timer senere. Jeg kunne næsten ikke overskue det, men hvis de andre kan, så kan jeg også. Inden vi blev sat af blev vi spurgt om vi egentlig havde forstand på våben. Det er jo sådan set kun Morten der har haft med våben at gøre, så; "nej, det havde vi ikke rigtig". Og det råd vi så fik, var at vi nok bare skulle passe lidt på med at skyde på nogen af de andre. Okay, det vil vi så lade være med! Vi fik også utallige og forskellige råd om hvordan man finder ryperne. Det er nogle hvide fugle (de er i hvert fald hvide om vinteren) og så er de ikke for kloge. Det siges at de sidder på række og selvom sidemanden bliver skudt, så flyver de andre ikke. Det burde altså være muligt for os at skyde en enkelt eller to. Vi var helt oppe at køre da vi endelig blev sat af. Og drengene ville bare op på fjeldet. Vi fandt sådan cirka det stejleste sted at vandre op. Morten faldt og slog knæet på en sten på vejen op og jeg var sur over at jeg ikke kunne følge med. Da vi endelig kom op begyndte det at blæse og man kunne ikke gå deroppe, så vi måtte gå lidt ned igen. Vi så ikke en eneste rype. Jeg tror stadig det er drengenes skyld fordi de havde for travlt. Ryperne sidder nemlig og gemmer sig i krattet og man skal holde godt øje, hvis man skal se dem. Men derfra gik det godt. Vi vandrede rundt på fjeldsiden og det klarede lidt op. På en eller anden måde gik tiden bare rigtig hurtigt og vi gik og nød udsigten og den fuldstændig vilde og uberørte natur vi var blevet sat af i. Det var mærkeligt at være sådan et lille menneske midt i det hele.

Det blev dog ikke til en eneste rype. Benja og mig skød dog efter en lille gråspurv på et tidspunkt, men vi kunne selvfølgelig ikke ramme den. Mens vi var der blev det lavvandet og man kunne gå på stenene uden sne og is helt nede ved vandet. Og der fandt jeg dagens eneste fangst. Friske blåmuslinger. De blev dampet i hvidvin dagen efter, så vi fik alligevel lov til at nyde et dejligt måltid efter en rigtig sej indsats. Morten synes dog ikke at muslinger var turen værd og var ret træt af at skulle tilbage på båden uden at have skudt en eneste rype, så han vandrede rundt og rundt for at finde de stakkels fugle, så det var lidt af en lettelse for ham at komme tilbage og høre at de andre heller ikke havde skudt noget. Ud af ti jægere blev der kun fanget en rype, en hare og mine muslinger. Dårlig dag. Alligevel var vi vildt glade da vi blev samlet op. Vi havde klaret hele dagen (og jeg havde ikke haft brug for et toilet). Vi frøs ikke og det var egentlig en kæmpe oplevelse. Så vi tager nok af sted igen. Rypesæsonen går indtil slut april og det ville altså være sejt at plukke og tilberede ens egen rype, som man helt selv har nedlagt. Jeg kan sagtens sætte mig ind i den der jægerstolthed. Dagen sluttede af med røverhistorier og pizza hos Jannick. På trods af en del skepsis til at starte med blev det virkelig en mindeværdig weekend.

Apropos køn, så har det jo lige været 8. marts (til dem der ikke husker så godt, så er det kvindernes internationale kampdag). Jeg har været meget spændt på at se om det bliver markeret på nogen måde heroppe. Og stor var min skuffelse, da det eneste jeg kunne finde var et opslag ved busstoppestedet med overskiften husflid. Så på kvindernes kampdag holder vi en udstilling, hvor vi viser vores flotte (og det er flot) håndarbejde frem. Hvilken parodi altså. En kollega forklarede, at de viser deres ting frem mange gange om året og så synes de bare at det passede fint ind med kvindernes kampdag. Senere hen fandt jeg et andet opslag om et arrangement i Katuaq (Nuuks kulturelle højborg) om vold mod kvinder i Grønland. Det var en lettelse at finde ud af. Det er jo trods alt et land med en urimelig megen incest og en høj voldsrate mod kvinder. Det kunne Danmark (som kolonimagt og bloktilskudsyder) måske godt fokusere lidt mere på. Egentlig er det overraskende hvor lidt debat om Grønland der er i Danmark. Jeg mindes i hvert fald ikke mange skriverier om det store samfund i nord. Måske har jeg bare været uopmærksom…

Her den anden dag var vi faktisk selv vidne til noget af volden, dog ikke mod kvinder. Vi var i byen. Det er et ret fedt sted egentlig, hvor tre beværtninger er vævet sammen, så man kan gå fra sted til sted og så er der forskellige temaer de tre steder. I midten af det hele ligger garderoben. Når stedet lukker, allerede klokken tre, så skal alle folk pludselig ud på samme tid. Og så er der pres på. Der er ikke meget plads og folk snyder når de kan. Det er ti gange værre at stå i kø her end på Roskilde. Vi tog det stille og roligt og vi kom ingen vegne. På et tidspunkt kan vi se at der er en høj gut, der står inde i midten og er ved at få sin jakke og en mindre gut står og tjatter til ham. Så bliver der råbt danskersvin og pludselig ligger den høje fyr (som er dansker) på gulvet med en grønlænder ovenpå sig og han tæver løs og råber meget ubehagelige ting efter ham. Morten og Benja får dem heldigvis skilt af. Danskeren er rystet, mens grønlænderen råber til ham at han fandeme ikke skal komme til Grønland og snyde foran. Det hele faldt til ro, men vi var alle sammen ret rystede. Ham danskeren havde da sikkert snydt foran og ham grønlænderen havde sikkert drukket lidt for meget. Men det er stadig en mærkelig oplevelse at være en minoritet og opleve at der faktisk er noget racisme mod danskere i byen. Det er ikke særlig udbredt og de oplevelser vi tre har haft til sammen kan tælles på mindre end en hånd, selvom vi har været her i to måneder. Som dansker er man vant til at være en majoritet og det er sikkert sundt at opleve det modsatte, men det er ikke en rar følelse. Jeg skal huske at tilføje at selvom racismen eksisterer, så er der til gengæld til overflod af varme, hjerterum og gæstfrihed hos alle andre man møder. Og når man ser på den betydning Danmark har i Grønland, så ville alt andet da være mærkeligt. Som dansker har jeg aldrig oplevet at en samfundshistorisk udvikling på den måde personificeres. Og jeg har aldrig oplevet at det at være dansker eller grønlænder eller noget tredje har betydning for hvordan jeg skal opføre mig i samfundet.

Så tror jeg vist det var rigelig politiske emner for en blog. Lige nu har vi snestorm. Jeg var ude for ikke så lang tid siden. Og det var kun tre kvarter efter at Morten var gået på arbejde. Hans spor i sneen var ikke eksisterende og man kunne kun se en meter foran sig. Alle vinduer og døre er fuldstændig dækket til i sne. Det er enormt hyggeligt, når man er indenfor, men er virkelig glad for at jeg ikke har længere til arbejde og selvom jeg havde tid til minimum tre timer på snowboardet, så er liften lukket i dag. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, men så er der til gengæld tid til at skrive lidt. Om en uge får jeg forhåbentlig tid til at skrive lidt mere. Morten skal ind i fjorden med børnehjemmet i en uge, så jeg skal være alene hjemme. Der er ingen vand og strøm, der hvor de skal bo, men de påstår at der er mobilforbindelse, så jeg håber vi kan snakke lidt sammen. I Grønland kan man kun få mobilforbindelse til sin bygd, hvis man bor 70 mennesker. Det er der ikke i den bygd, men så kan man jo bare få sin familie og sine venner til at lave en bopælsattest, hvor der står at de bor i bygden og når forbindelsen så er oprettet, så smutter de bare igen. Det siger alligevel en hel del om hvor meget man netværker heroppe. Han glæder sig rigtig meget og det bliver spændende at høre om hvordan det er andre steder i Grønland. Så kan det også være jeg får tid til at gå lidt mere i syklub. Jeg må jo forsøge at få dyrket både de feminine og maskuline aktiviteter. Det indebærer selvfølgelig også kaffe, kage og en masse snak. Jeg er gået i gang med at sy hjemmesko i sælskind, så forhåbentlig kan de nå at blive færdige mens han er af sted.

Benjamin og jeg har også forsøgt at lære grønlandsk, men desværre for os er holdet fuldtegnet, så vi kan ikke få undervisning. Det er nu også rigtig svært at lære fandt vi ud af, men man bør da prøve. Måske får vi muligheden senere, men indtil videre må vi bare lære det vi kan ved at være her. Det er kun blevet til få ord som ja, nej, vi ses, tak og det går godt. Men det er da også en start og udtalen er helt umulig at fange, så det tager tid. Man kan lynhurtigt blive til grin, men tror også der bliver sat pris på at man i det mindste prøver.

Håber også at alle jer nede sydpå har det godt og vi er rigtig glade for alle jeres mails om hvordan i går og har det. Det er dejligt at kunne følge lidt med, selvom man er langt væk. Har godt nok haft en lille smule hjemve den sidste uge. Det lyder til at foråret er kommet derhjemme (vi har til gengæld vejr med chillfaktor på -30 grader). Signe og farmor havde fødselsdag. Og Julie har født lille Ellen. Så man kunne da godt lige have været hjemme en uge J

Mange hilsner og Taguss - Janne (og Morten)