Busturen til Potosi var rigtig flot, omend lidt irriterende for Andreas - han kom til at sidde ved siden af en lokal, der som så mange andre lokale spiste kød fra en pose. Generelt var der også en lidt ulækker lugt i bussen - joken om at tage bad til jul er vist ikke en joke her, nærmere en overdrivelse.

Landskabet var dog utrolig flot. Man kørte igennem røde bjerge og kløfter, langs lerhytter og små lokalsamfund og utallige lamaer langs bjergsiderne. Da vi omsider ankom til Potosi, der er verdens højest beliggende by, var der selvfølgelig nyligt sket et jord- og stenskred på vejen, som bolivianere var ved at fjerne med håndkraft. Vi kom dog forbi, og vi blev lidt forbløffede over byen - der er 150.000 indbyggere, men vi havde stort set ikke mødt nogen biler på vejen, så vi forventede ikke det store liv. Men allerede busterminalen lignede en arabisk sultans palads! Rigtig flot.

Vi fik indlogeret os på et hostel i midtbyen, gik lidt rundt i nærområdet og fandt et sted af spise. Samtidig fik vi os booket ind på en tur til de lokale miner.

Potosi ligger over 4.000 meter over havoverfladen, og byens store miner beskæftiger i øjeblikket imellem 10.000 og 15.000. Engang var byen Sydamerikas vigtigste by på grund af mineproduktionen og dermed også en af de rigeste. Byen er i dag også flottere end nogen anden by, vi har set i Bolivia, dog stadigvæk med et præg af forfald.

Da vi vågnede næste dag, blev vi udstyret med mineudstyr, så vi var klar til at gå rundt i gangene - det vil sige sikkerhedshjelm, overtøj, pandelygte og en lille rygsæk. Vi vidste ikke helt, hvad vi skulle forvente at turen - Lonely Planet har advarsler omkring turene i deres bøger grundet nedstyrtningsfaren samt de mange skadelige kemikalier og mineraler, der florerer i luften inde i et sådant bjerg - dog skulle et par timers minetur ikke gøre nogen skade.

Først blev vi kørt til det lokale minemarked. Turene fungerer på den måde, at man har en tidligere minearbejder til guide, mens man skal købe gaver til minearbejderne for at komme derned. Turen er ikke en støbt turisttur, men derimod en tur rundt i de rigtige miner, som nogen af verdens mest primitive minearbejdere arbejder i. På minemarkedet var vi først ved en lille købmand, der solgte dynamit og det dertilhørende nitroglycerin. Guiden fortalte om brugen af dynamit i minerne, og mens vi skulede lidt til dynamitten på bordet, valgte tossen at sætte ild til det! Den lille detonator med nitroglycerin valgte han også at tabe på gulvet med ordene 'hvis den havde ramt gulvet hårdt, havde vi været i problemer'. Vi købte noget dynamit til at sprænge senere på dagen samt som gave til minearbejderne - der stod vi som turister og købte nytroglycerin og dynamit med politiet stående ude foran. Men de bekymrer sig ikke om, at det ikke kun at autoriserede minearbejdere, der køber dynamitten - de har andet at se til.

Næste shop var en butik, hvor vi skulle købe juice og kokablade til minearbejderne. Ja, I læste rigtigt - rigtigt mange hernede tygger kokablade for at lamme nervesystemet og dermed sulten, undgå højdesyge og kunne arbejde i mange timer af gangen. Det er nødvendigt for minearbejderne, der kan arbejde 24 timer i en mørk mine med tynd, kemikalieblandet luft.

Dernæst kørte vi videre til et udsigtspunkt ud over byen og bjerget, hvor minerne er, og dernæst videre til en privat fabrik, hvor man på primitiv vis udvandt de forskellige metaller fra klippestenene.

Næste stop var ved minen, hvor vi i 20 minutter forinden turens start skulle tygge kokablade for at kunne klare det hårde klima derinde bedre. Vi syntes selv, at vi tog en del af bladene, men det var ikke noget imod de lokale, der havde store hamsterkæber fyldt med kokablade. Da vi gik ind i minen med vores guide, slog det os med det samme, hvad vi havde rodet os ud i - en meget autentisk affære. Skinnerne til minevognene snoede sig langs de smalle og lave gange, mudderet flød flere steder på jorden og luften blev tyndere. Overalt kunne man også med pandelampen se de små partikler - arsenik, asbest og så videre -, som er giftige at indånde og gør, at minearbejdere som regel kun overlever 10 års arbejde i minerne. Generelt er der mange facts om minen, og vi lister lige nogen af de vigtigste her:

- Sidste år var der en seriøs demonstration og blokade af byen på grund af regeringens indblanden i den kooperative mine, der holdte et dansk par fanget i byen. Nyheden ramte Ekstra Bladet, og vores kære guide var personen, der lavede den dynamit, der blev kastet mod politistationen

- Minen er kooperativ, hvilket vil sige, at arbejderne selv kan sælge deres metaller m.v.

- Minen er ifølge regeringen så gennemhullet, at bjerget vil kollapse som en myretue om fem til 10 år

- Minearbejderne ved aldrig, om de næste dag kommer levende ud af minen, så så snart lønnen for salget af metallerne er i hus, bliver de brugt på barerne. Livet leves nu og her og formentlig ikke mange år frem

- Urin er et af minearbejdernes vigtigste redskaber. Hvis de skal tygge kokablade, kan de ikke i første omgang bruge hænderne til at komme det i munden på grund af arsenikken på hænderne. Derfor tisser de på hænderne, der fjerner toksinerne. Derudover kan de ved et uheld ramme i en lomme med giftige gasser, der lammer og dræber dem på få sekunder. I disse tilfælde tisser de på en strømpe og kommer den i munden - så når kun et fåtal af gasserne ind i kroppen

- Minearbejderne arbejder på mange højdeniveauer, og de graver, som de har lyst til. Hvis de finder en åre, følger de den, men det kan skabe problemer, hvis en anden har fundet samme åre fra den anden side. Så er der krig, og det er ikke ualmindeligt at kaste dynamit efter hinanden i de små skakter

- Minearbejderne er nogen vilde typer. Kokablade er ikke det eneste stimulationsmiddel, de bruger - de bruger også 96 procent alkohol til at holde modet oppe. Nogen blander det op, andre drikker det rent. De drikker ikke whisky og vodka, idet dette giver langt værre tømmermænd

- Den tidligere minearbejder fortalte, at man for mange år siden ofrede mennesker i minerne på grund af overtro. Vi spurgte efter, hvor mange år 'mange år' var, og det var så kun 40 år
Nå, men vi gik og kravlede videre ind i bjerget, og flere gange mødte vi minearbejdere, der gjorde alt arbejdet med håndkraft - maskinleje er for dyrt, så det gør man kun meget sjældent. Flere gange skulle vi også gå ned langs meget ustabile og primitive stiger til et lavere niveau, og for hver meter vi gik ind i minen i de omkring 2,5 timer, turen i selve minen varede, kunne vi mærke luftvejene snerpe til som en konsekvens af en frygtelig varme, utrolig tynd luft og masser af giftige partikler i luften. Vi fik også flere gange større sten i hovedet (tak, sikkerhedshjelm), på lårene og på skuldrene - specielt da vi kravlede mange meter ned langs en stige. Flere steder kunne man også se blomster - måske fra omkomne, ølflasker og bjælker, der enten var knækkede eller var ved at knække. Der er ikke andre end de uuddannede minearbejdere, der holder øje med sikkerheden, der er ikke-tilstedeværende. Vi mødte også en minevogn - et ton -, der sad fast på skinnerne. Det var hårdt arbejde for minearbejderne at få styr på den igen!

Da vi kom dybest ned i minen, sad vi i en lille rundkreds - vi var kun fem tilbage af en gruppe på otte -, mens guiden forberedte dynamit og fortalte historier fra minerne. Helt vildt spændende, men vores øjne var fokuserede på dynamitproduktionen. Bagefter gik vi opad, hvor vi skulle sprænge dynamitten. Han stak den i hånden på Jacob, der tændte den og afleverede den hurtigt tilbage til guiden i forventningen om, at han ville løbe væk med den eller kaste den. Men nej, han gav den videre til os andre, så vi pludselig stod med en sitrende dynamit i hånden! Vi slukkede pandelamperne, guiden gik hen og placerede den og løb tilbage til os. Først gav det et brag fra en anden dynamit, og dernæst kom braget fra den store dynamit - man kunne virkelig mærke trykket mod ens krop. Bagefter gik vi ud af minen, og hvilken befrielse det var at se dagslys og trække normal luft igen. Vi kørte godt trætte tilbage til hostellet, hvor vi sørgede for et langt bad for at skylle de farlige stoffer af os og sikre, at vi ikke havde kokablade på os - det skal vi nok helst undgå at have med ind i Argentina :) Det er sjovt, hvordan noget der er ulovligt alle steder på kloden, er helt almindeligt her i Bolivia. Vi er ret overbeviste om, at vi fik en god tur i minen - i hvert fald var der et andet firma, vi snakkede med, der kun var én time i minen.

Minebesøget var et helt vildt indblik i de mest primitive minearbejderes hverdag, og det var lavet til turister - sådan ser verden ud for tusinder af mennesker, der kun er her på jorden i alt for få år for at tilfredsstille vores behov om, at vi skal have sølvringe og arbåndsur af stål. Det var en ubeskrivelig oplevelse, hvor billederne og specielt filmene taler bedre end ord.

Resten af dagen gik vi rundt i Potosi, der er en ret lækker og kold by - vi var dog heldige med vejret. Aftenen gik også med lidt sightseeing og film - næste dag skulle vi med bussen til Tupiza, en af flere byer, der er gateway til saltørkenen.