".. Og der, lige forude, daekkende hele synfeltet, saa bredt som hele verden, vaeldigt, hoejt, og ufatteligt hvidt i solen, var Kilimanjaros firkantede top. Og saa vidste han, at det var der han skulle op."
Ja, et lille citat af Hemmingway - saadan noget kan jeg ogsaa.
Men det var altsaa der jeg skulle op, og det var en fantastisk tur paa alle mulige maader.
Den startede med transport fra Moshi til Rongai Gate - den rute jeg skulle gaa. Den skulle vare fra mandag til soendag, men det skulle vise sig at gaa meget staerkere. Jeg havde faaet hoejdesygepiller med fra en af pigerne der havde besteget bjerget tidligere, men jeg spillede smart og taenkte "Det er da vidst noget pigepjat, jeg kan da sagtens kravle derop uden". Og det kunne jeg ogsaa - det kraevede blot rigelige maenger sved, snot og mavesyre.
Der var 2 andre danske piger end mig der skulle gaa ruten. Jeg spiste sammen med dem, og gik med dem den foerste dag. Den ene af dem var meget soed, men den anden blev jeg meget hurtigt traet af, og foretrak derefter at gaa alene med min guide Stefano.
Foerste dag gik vi ca 3 timer igennem naaleskov og majsmarker i fint vejr til Simba Camp hvor vi overnattede. Dag 2 gik vi 3 timer med sol indtil frokost, og de naeste 3 timer i storm og regnvejr, hvor landskabet var morland og klipper. Dag 3 naaede vi til Mawenze Tarn Hut - en camp i 4400 m hoejde ved foden af et 5150m snedaekket bjerg. her var det meningen at vi skulle vaere i 2 dage for at vende os til hoejden. Her spillede jeg smart igen og sagde "vende sig til heojden? jeg skal bare op paa den top og det kan kun gaa forlangsomt". saa i stedet for at blive dag 4, gik vi videre til naeste camp i 4800 m: Kibo Hut. En ca 5 timers tur gennem stejle klippeskraenter og helt golde sandstykker der kunne minde om oerken. Dette var sidste stop inden den lange tur til toppen. Der var aftensmad kl 17 og jeg gik derefter i seng, for saa at blive vaekket kl 23:30 og begynde topforsoeget. Paa dette tidspunkt maerkede jeg ikke det mindste til hoejden - jeg foelte mig rigtig godt tilpas og syntes egentlig det var lidt for nemt. Forstaaet paa den maade, at vi stod op og spiste, saa gik vi 3 timer gennem flotte landskaber, naaede en camp hvor der stod frokost klar, gik videre til neaste camp hvor teltet var slaaet op saa man kunne tage en lur. Saa aftensmad og saa i seng. Der blev soerget for vandforsyninger naar man havde brug for det, regnslag naar det regnede, og de bar gerne de ting man ikke selv ville slaebe. Derfor syntes jeg det havde vaeret en flot og fed tur, men med lidt mangel paa udfordringer. Men hovmod staar for fald, og jeg skal ellers love for, at jeg fik slynget udfordringer nok i hovedet den sidste nat.
Man paabegynder stigningen omkring midnat saa man ca er paa toppen ved solopgang. Paa dette tidspunkt var der minus 15 grader, saa det var paa med det varme toej og pandelampen, og saa ellers afsted. Det skal ogsaa lige tilfoejses at naesen loeb - konstant - fra ca 4000 m hoejde. Min guide Stefano havde hele turen sagt at jeg var "very fast and strong" og vi lagde derfor ud i et rimelig haardt tempo, overhalede stort set alle der var startet foer os. Stigningen var ret stejl og vi gik i sne saa det var lidt svaert, men jeg havde det fint og foelte mig helt overbevist om, at det ikke blev et problem at naa toppen. Onmkring kl 1 naaede vi et skilt hvor der staar "altitude 5000m". Her sagde min guide, at hvis vi fortsatte i det tempo ville vi naa toppen laenge foer solopgang, saa vi maatte hellere gaa lidt langsommere. Jeg ved ikke om min krop har taget det til sig, men 2 min efter var jeg svimmel, havde bankende hovedpine og stod og kastede op med mavekramper. Jeg var kort sagt virkelig hoejdesyg. Naar jeg proevede at drikke lidt vand kom det op med det samme, ligesaa hvis jeg spiste en kiks. Selv hvis jeg ikke gjorde noget maatte vi holde pause ca hvert kvarter hvor jeg lige skulle af med noget mavesyre, og naar jeg saa strakte kroppen igen fik jeg mavekramper. Jeg maatte derfor gaa resten af turen til toppen uden vaeske og foede, og jeg havde spist kl 17, saa der gik ikke laenge inden jeg var fuldstaendig tappet for energi. Tanken om, og lysten til at vende om var bestemt til stede, men skuffelsen ved at vende om ville vaere for stor. Ikke mindst fordi 4 af pigerne jeg bor med har klaret turen til toppen, for ikke at glemme Amin Jensen. At komme tilbage uden at have naaet toppen ville vaere et nederlag jeg aldrig ville rejse mig fra. Guiden var meget motiverende og positiv, men de foelgende 5 timer til toppen var alligevel de laengste og haardeste jeg har proevet i mit liv, jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om naaet der tilnaermelsesvis har vaeret i naerheden af det. Jeg koncentrerede mig om at tage 5 skridt og saa en lille pause, bare saa jeg ikke blev for svimmel og kunne naa at faa vejret. Det var en lang, stejl og modbydelig haard tur, men op kom jeg, og hvilken forloesende foelelse at staa paa toppen og se solen staa op i horisonten. Jeg havde nok graedt som en lille pige hvis jeg havde haft vaeske tilbage i kroppen, og ikke skulle koncentrere mig om at staa oprejst. Selvom jeg ogsaa maatte kaste op paa turen ned, var jeg helt hoej af at have gennemfoert, saa den foregik i hoejt humoer og hoejt tempo. kl 8 var jeg tilbage ved Kibo Hut og hoejdesygen havde lagt sig lidt. Det var meningen at man skulle sove et par timer, gaa ned til naeste camp og overnatte, for saa at gaa helt ned dagen efter. Men her spillede jeg smart igen og sagde at jeg ville gaa ned paa en dag. Jeg kunne ikke maerke mine ben alligevel saa jeg taenkte det kunne vaere det samme. Min guide sagde jeg var skoer, men at jeg var hans boss, saa hvis det var det jeg ville saa var det det vi gjorde. Saa i stedet for at sove begyndte vi at gaa ned ad. Jeg kunne efterhaanden spise og drikke igen og fik det meget bedre. Turen ned foregik derfor naermest i loeb, og jeg var i bund og fik mit certifikat kl 17. Hvad der skulle have varet til soendag morgen var derfor slut fredag aften. det var i virkeligheden rigtig godt, for jeg skal afsted paa safari og til zanzibar mandag, og havde jeg foerst vaeret hjemme soendag havde jeg ikke kunne naa at vaske toej. Puha, det havde vaeret synd for dem jeg skal paa safari med. Paa den anden side tror jeg at saadan en skiundertroeje lugter kraftigt nok til at bedoeve en loeve - saa kunne man da faa taget nogle gode naerbilleder. Men nu har jeg faaet det vasket, og selvom min krop foeles ligesaa smadret som en tallerken til et graesk bryllup saa er jeg klar til naeste etape. Jeg haaber i hygger jer og at vi banker de der fjeldtosser i fodbold i aften.