Kender i det med at nogle ting skal man først fortælle, efter man har gjort det? Bare for sin mors skyld (og måske andre derhjemme?)

I dag har vi været på en større mountainbike tur i Sucres omgivende bjerge. Det var med firmaet "Bolivia Specialist", som jeg gerne vil anbefale. Det var en fed tur - en enormt hård tur, men ikke desto mindre ganske god J

Vi mødte kl 10 og fik vores cykler - gode mountain bikes heldigvis! Turen sku være 40 km og 50% uphill :S Så vi startede selvfølgelig med godt mod. På vej ud af byen var det stejlt opad og det begyndte at gå op for mig, hvad jeg havde kastet mig ud i - det er faktisk ret svært at følge med sådan 3 gutter! Well - turene nedad var rigtig sjove, og jeg er heldigvis vandt til udvendige gear. Derfor behøvede jeg ikke at tænke så meget over den del, men kun på belægningen (småsten, klippestykker, sand og klipper), det højere luftlag (ca. 2000 m mere end jeg er vandt til) og den stadige frygt for at falde og skrabe mine bare ben og arme. Den sidste del af turen var hård, og jeg tror aldrig i mit liv, jeg har kørt mig selv så hårdt, og blevet så udmattet - mine ben kunne simpelthen ikke mere til sidst - på et tidspunkt stansede jeg og da mine fødder ramte jorden, fortsatte mine ben bare nedad, men heldigvis havde jeg fat i styret, og kunne holde mig oprejst til mine ben gad igen. Jeg ved nu hvad spagetti-ben er! Jeg er derfor meget spændt på, hvor gammel jeg føler mig i morgen - og måske endnu mere i overmorgen!

Dog skal det siges, at det var en fantastisk tur med spetakulær natur. som vi så på en hel anden måde end normalt, at drengene var flinke til at vente og at det egentlig var rigtig rart at få rørt mit kadaver efter en meget inaktiv måned i Santa Cruz!

Desværre blev vores planlagte paraglid tur i morgen aflyst pga. vejret - havde ellers ikke tænkt mig at fortælle det før jeg havde overlevet hehe.