Som nogle nok ved, går der mange rygter om den bolivianske vejbelægning - eller mangel på samme! Alle backpackeres mareridt og eventyr. Tja - fra Santa Cruz og til Sucre - det var et eventyr - med alt hvad det indebar af prøvelser og hmm… happy ending J

Lørdag den 31.1 kl 16 tog jeg bussen mod Sucre. Jeg troede, at jeg havde set hvad bolivia havde at byde på ang. vejene ud fra turen til Samaipata, hvor asfalten ofte stopper og erstattes af grus et par meter eller tyve. Jeg blev snart klogere.

Der er 3 typer bus i Bolivia:

"Normal" = crab

"Semi cama" = semi crab

"Cama" = ok

Desværre var alle cama busserne fyldt op og af mangel på bedre hoppede jeg på en semi cama. Efter at have kæmpet mig til den vinduesplads jeg havde købt og betalt, befandt jeg mig vældig godt, og frygtede intet af turen. Det viste sig dog at ca. en time udenfor Samaipata stoppede asfalten helt - og derefter var der kun grusvej. Det er dog ikke flad grusvej, som vi kender det i Danmark, men meget bulet vej, med sten og klippestykker - gæt lige hvor meget jeg sov! Aldrig i mit liv har jeg været gladere for, at jeg ikke har tendens til køresyge.

Efter ca. 17 timer ankom jeg dog meget træt og tjekkede ind på "Backpackers Sucre Hostel" efter anbefaling fra Dagmar. Her bor jeg pt i et 6 mandsværelse med brede køjesenge (sweet!) og har snakket en hel del med en sød engelsk hippi pige (Jan), der har været her en uge, fordi hun er syg :S

Da det var fredag var det meste lukket og jeg tog til markedet, hvor jeg pludselig hørte noget helt særligt - DANSK! På markedet travede danske Jon og Kasper rundt, og dem har jeg sluttet mig til de næste dage. Det er vildt mærkeligt at snakke dansk igen og mange gange kommer jeg til at snakke engelsk til dem. Forvirring total da jeg også ofte fanger mig selv i at tænke på engelsk /spansk :P