Tilbage til hverdagen

Så kom vi hjem fra Samaipata - og må sige at jeg var meget ked af at forlade den by. Den er virkelig en perle! Nå men mandag startede vi igen på børnehjemmet, hvor jeg nu primært er hos de 4 årige om formiddagen. Efter Naama har sluttet sig til mig, er det dog lidt lettere at kommunikere med den ellers lidt skæmmende, skrikse over-nonne, så vi om eftermiddagen nogle gange nu kan være hos de ældste børn (5-10 årige). De er virkelig nogle imponerende børn! De er søde, nysgerrige og så har de et bedre sprog og er mere interesseret i at få os til at forstå hvad de siger. Udover dette er de de mest disciplinerede og velopdragende børn jeg til dato har mødt - det er faktisk ret skræmmende! Dog gælder det med få undtagelser hele aldersspektret - de voksne siger nogle få ord (som nok betyder at nu skal vi gå, så de skal komme og samle sig) og så samler de 2 årige sig i en lang kæde, hvor de holder i hinandens bluser, de 3 årige ligeledes, og de 4 årige holder hinanden i hånden. Derefter går de afsted som små ænder på rad og række - enorm sødt! De er godt nok total modsatte af familens 2årige Brune, som forresten smed mine sandaler ud fra deres altan søndag aften! Han smider tit ting ud derfra, og han er til dato det mest uopdragne barn jeg har mødt, og kun hans mors opdragelse af ham chokere mig mere :S Den del glæder jeg mig til at sige farvel til faltisk.

For at vende tilbage til de ældre børn, så er de heller ikke så desperate efter menneskekontakt som de yngre. Det skyldes nok især at de er den del ældre, men jeg kan også se at de bruger hinanden meget mere end de yngre. Hvor de yngre børn mere bare er i det samme rum, så er de ældre som en stor søskende flok af venner :)

Jeg fik spurgt sygeplejersken i går, om alle babyerne bliver adopteret, og hun forklarede at det ville de blive, med undtagelse af nogle få - fx en handicappet pige, og et par stykker, der er her fordi deres mor er syg. (og ja - det foregik på spansk!)

Derfor kan jeg regne ud, at de fleste ældre børn der er her, er kommet til børnehjemmet ældre. Jeg ved ikke om det er fordi deres forældre pludselig giver op pga pengeproblemer, om de er døde, eller om det bare er børn der kommer ind fra gaden. Jeg tror dog mest på den første. Fx er der en hel del søskende her. Mange her er for fattige til at købe prævention og efter x antal børn, begynder de at "give dem væk" Puha - den største søskendeflok indeholder faktisk 5(!) børn - men det er også pga. en omgang firlinger :S

Udenfor arbejdstiden har jeg også travlt nu - jeg har jo fået en at følges med, så det gør det hele lidt sjovere. Faktisk har jeg pt to, fordi Daniel (tysker vi mødte i Samaipata) har sluttet sig til os for 2 dage, og har fået lov at arbejde på børnehjemmet. Det var rigtig fedt at have ham med i går - hvis i kigger godt efter på billedet, så kan i skimte ham - det er reaktionen når der kommer nye folk til, selvom han dog toppede hvad jeg indtil nu har oplevet. Der er ingen mænd i det normale team, så han var meget interessant - de mangler virkelig nogle fader figurere! Har jeg forresten nævnt de kalder alle for mama og pappa - meget sjældent vores rigtige navne. For hvad er en forældre, hvis det ikke er en voksen der passer på én og sørger for én? Tja, kan faktisk ikke nænne at rette dem.

Det var vidst alt for denne gang. Bemærk der er kommet flere billeder fra børnehjemmet :)