Profile
Blog
Photos
Videos
Endelig skulle vi til Las Vegas, det havde Oda, Theo og Viktor glædet sig meget til, og de blev ikke skuffede. Vi fik værelse på Luxor hotel, som er en gigantisk pyramide med uhyggeligt mange værelser og en mindre by indeni. Udenfor var der også et stort og lækkert poolområde, som hurtigt skulle besøges. Om aftenen gik vi en laaaang tur i Las Vegas, som er helt og aldeles ubeskrivelig. Men vi var i hvert fald en del af byens puls den aften og var først tilbage på hotellet over midnat. Det skal lige tilføjes, at temperaturen da stadig var langt over 30 grader.
Næste dag sov vi for første gang længe. Vi kørte til Hoover Dam, som vi besigtigede og gik over. Bagefter brugte vi nogle timer i et outlet, og der blev brugt en del penge af de yngste. Om aftenen gik vi igen en tur på The Strip, og selv om vi havde lovet hinanden, at vi ville tidligere hjem, blev klokken alligevel over elleve. Gaden er fuldstændig proppet med mennesker, på begge sider af gaden, og bilerne kører i en tæt strøm gennem byen. Mange er klædt på til fest og går med en øl eller en drink i hånden. Sjovt at se på, men også lidt vildt. Jomfru Ane Gade X 100 blandet med Broadway, måske. Og, så kan der jo spilles overalt, som i overalt. Selv i lufthavnen, som Flemming og jeg lige rundede, var der kæmpe områder med spillemaskiner og spilleborde. Vi var i lufthavnen for at besøge Hertz igen, da displayet i vores lækre Buick sagde, at der skulle skiftes olie. Så vi kom selvfølgelig derfra med en ny bil igen. Denne gang en GMC Arcadia som den, vi startede i.
- comments