For mig er dét her den værste del - hvis man da overhovedet kan tillade sig at have sådan en, når man bogstaveligt talt står med hele verden for sine fødder - denne tilstand af "midt imellem", ikke rigtigt hjemme og langt fra ude, men i en kulisse af trygge rammer med international kaffe fra Starbucks, som du kan nyde til dit favorit wienerbrød fra din "lokale" Lagekagehuset. Lufthavne giver mig altid the chills, for det er lige netop hér at alle følelserne, nerverne, nervøsiteten og spændingen kulminerer i en rastløs og anspændt Carina. I min optik, i min lille hverdags-trummerum, er TRE EN HALV uge længe. Jeg er jo udemærket klar over, at det på ingen måde måler sig med når folk rejser jorden rundt i et år, eller arbejder udenlands i flere måneder ad gangen - tre uger er ikke engang halvdelen af den tid jeg var væk da jeg rejste rundt i Asien. Så hvad har ændret sig?

Hvad har du egentlig gang i? Kan jeg pludselig høre tvivlens pessimistiske stemme. Du rejser væk fra alt du har kært, sætter alt overstyr og så af egen fri vilje, af hvilken grund? For at mærke at jeg lever? Næppe - det mærker jeg hver evigt eneste dag i kraft af mit personsnære og livsbekræftende erhverv, mine hengivne venner og opmærksomme familie, og ikke mindst, fra Ham. Men jeg er nu engang også opdraget til, at værne om alt det gode jeg har i mit liv, huske at sætte pris på det positive og altid gøre mine medmennesker opmærksomme på alt det gode lige netop dé bibringer mit liv. Måske er det også derfor, at det idag er sværer at rejse end nogensiden før - jeg har jo det hele, alt det jeg gerne vil have. Heldigvis vinder fornuften hver gang, for mit vedkommende ved tanken om at rejse til noget nyt, noget større og fuldtstændigt bjertagende, og tanken om at komme endnu rigere hjem. "Nu sidder du her jo også Carina, du er checket ind, rejsen er betalt - hvad ville folk ikke også tænke hvis du pludselig kom spankulerende ud af lufthavnen igen. Ro på, det er nerver, du skal trods alt sidde i et fly I et døgn. Et døgn i bevidst drift væk væk væk" - det er en skræmmende tanke i sig selv. Heldigvis for fornuftens sejr, for det er jo netop denne der har beriget mig med mange fantastiske rejseeventyr - og nu er jeg klar til endnu et. Denne gang et eventyr med min Mor (hvor heldig kan man egentlig være, at få sådan en oplevelse foræret!!) Sammen bevæger vi os ud på en mindre dannelsesrejse - en større mor/datter tur.

Here we go, Australien kom og tag mig med storm :-)