Selvom min generation på mange måder er født ind i en mobil-, digital- og tidsbesparende kultur, så bliver jeg stadig overvældet af bl.a. vores måde at rejse på. Det at kunne sætte sig ind i en "lille" hvid kuppel uden overhovedet at behøve at forholde sig til de omkringliggende omgivelser, og i x antal timer være fuldstændig isoleret fra omverdenen for derefter at være på den anden side af jorden. Det fascinerer og skræmmer mig på én og samme tid og jeg finder det yderst interessant og relevant, at tænke over hvilke krav det stiller til os mennesker som omstillingsparate individer. For omstillingsparathed må da om noget være nøgleordet! På færgen tilbage fra Manly i dag spurgte min mor "Tror du overhovedet at Australierne har et behov for at rejse ud i verden når de i forvejen er omringet af en så mangfoldig og smuk natur - og i tilfælde af de rejser, tror du så at de beundrer og forundres af det de ser, i samme grad som vi af deres?" - det interessante heri ligger ikke i mit svar på hendes spørgsmål, men snarere i, at det at rejse da om noget ikke kun må handle om at opleve et lands natur, men i ligeså høj grad at opleve dets kultur. For mit vedkommende gælder det ikke om at kunne sætte flueben ud for flest mulige turistattraktioner og seværdigheder - de er kun en brøkdel af hele rejseoplevelsen, og i større grad noget jeg fra tid til anden prioriterer for at få en forståelse for et lands stoltheder (og en wauw-oplevelse, for udsigten over Sydney er da unægteligt breath-taking). Det charmerende og eventyrlige finder jeg dog først når turistguides, efter at have inspireret og vakt interesse, lægges på hylden til fordel for ens personlige interesser, og når gadekort fravælges til fordel for at "fare vild" og træne sin "indre GPS". Det er bl.a. også hér, at vi tvinges til at møde og forholde os til den kultur som vi nu engang er rejst midt ind i. Det er hér, imellem mennesker, at vi forhåbentlig tager stilling til hinanden og opbygger en respekt for det fremmede - også for det vi ikke umiddelbart forstår. Ovenstående gør sig nok i højere grad gældende i verdensdele som praktiserer en levevis fjern fra vores egen, og ikke i ligeså høj grad i Australien, som (i hvert fald i storbyerne) lever på samme vis som os… Os og dem er generelt ikke en sondring jeg er fan af, but you get the point.

Ovenstående blev hermed en lille opfordring til at bevæge sig på lokalplan når man rejser i storbyer, og dermed følger naturligvis også en direkte anbefaling til Sydneys mest jordnære og hjertevarme breakfast café:

Detour på William Street i Kings Cross. (Carina Special: En balje af tropisk frugtsalat med yoghurt og bær, to glas vand og en kaffe med mælk - jeg garanterer for mæthed i hvert fald til klokken 15!)

Vi blev henvist hertil på vores første morgen, af Tom som har hjulpet os med forslag til vores videre rejse. "Tell Steve that I sendt You, and he'll give You a discount" and so we did. Stedet minder mest af alt om et smalt gadekøkken - som gæst sidder du i den ene side af caféen, mens personalet står lige overfor, med ryggen til, og tilbereder din yndlings morgenmad. Stemningen er så mild og god, sjov og hurtig, at det kun kan blive en god dag hvis den starter her. Den første dag vi kom her, blev vi mødt af Steve (38) i den lille cafés åbne facade. Efter først at have fyret "what a beautiful sister you have"-vitsen af, for dernæst at give os chokolade fra den lokale "Peter Beier" ved siden af, var stilen for åbenlyst at bage på min mor ligesom lagt ;-) Naturligvis har vi ikke spist morgenmad andre steder, på de tre dage vi har boet i Sydney…

Den første dag brugte vi på at gå langs George Street (et trafikeret strøget) ned mod havnen hvor Operahuset og Sydney Harbour Bridge ligger. Stemningen i denne del af byen er hektisk og hurtig, og (flotte) travle mænd i jakkesæt med deres iPhone limet fast til hånden, præger bybilledet. Jeg er stadig usikker på om det var begyndende jetlag eller begyndende storm (resterne af jeres), men intet ved dette turisthelvede syntes at imponere os særligt. Efter nogle timer besluttede vi os for at slentre tilbage mod vores hotel, som trods alt ligger i en anden bydel (Vi bor faktisk i det der betragtes som byens Red Light District). Efter et kort indkøb i det nærmeste supermarked, var vi bogstaveligt talt slået ud, og sov som sten fra 18.00 aften til 6.00 morgen.

I kan nok forestille jer hvor friske vi var efter 12 timers søvn og en Carina Special til at kickstarte dagen - vi lagde ud med at gå ad små gader mod Kings Cross Habour, som vi har udsigt til fra vores hotel. Her ligger mange lækre både (skibe?) som man kan drømme sig væk på :-) Herfra er der også adgang til Sydneys Botaniske Have - som mest af alt minder om en kæmpe stor, smuk og velholdt park. Det er i øvrigt en fin detalje, at skiltene her byder dig velkommen ved at påpege at du GERNE må "dufte til roserne, gå på græsset og kramme træerne". Botanisk have ligger helt ud til havet, og du kan gå igennem denne hele vejen ned til Operahuset - dette er klart den anbefalelsesværdige rute, fremfor den turistede som vi tog dagen før. Vi var så heldige at have sol hele dagen, som ganske vist også pyntede lidt på landskabet. Operahuset lever med al sin mægtighed op til de forventninger jeg havde med i bagagen. I modsætning til fx Frihedsgudinden, så er her tale en attraktion som ikke er gjort større end sit "værd" i diverse film og på postkort - og så er det jo også bare sejt at det er Jørn Utzon der har tegnet det!
Fra denne del af havnen går konstante færge-busser til de andre havne, til zoologisk have og til Manly som ligger på den anden side - det kan i høj grad sammenlignes med at tage Staten Island færgen. På anbefaling af venner og familie tog vi en havnerundfart herfra, en anbefaling som jeg på det varmeste vil give videre. Det er en smuk og afslappet måde at få et indblik i Sydneys enorme størrelse og historie. Desuden kan man slikke sol samtidig hvis man får en plads på upper-deck ;-)
Vi tilbragte eftermiddagen i Darling Harbour, drak smoothies og nød det gode vejr. Herfra gik vi op igennem China Town, som med fordel kunne kaldes China Street, sammenlignet med det China Town vi kender fra New York (jeg skal snart passe på med de sammenligninger, jeg ved det godt). I Sydney går man konstant op ad bakke, ned ad bakke, op igen - det anede jeg faktisk ikke før! Selvom vi begge er glade for at være aktive og gå langt, kan alle bakkerne så småt mærkes i lår og baller, så vi er klar til bikini-season om få dage ;-)

I dag (torsdag) har været den suverænt bedste dage indtil videre. Den har været overraskende, spontan, varm og hyggelig. Oprindeligt ville vi have været til Blue Mountains i dag, noget som jeg personligt have set meget frem til. Det skulle være overvældende smukt, og man svæver med lifte over det fantastisk landskab. Desværre er vi blevet frarådet af flere at tage derop, da store dele er brændt ned under de seneste brænde i ydre Sydney - dels kan i forestille jer hvor sørgeligt et syn det nedbrændte område må være, og dels udgør det stadig en for stor risiko at tage derop (dermed også den første gode undskyldning for at vende tilbage hertil en dag). Som alle andre dage, startede denne også på Detour - men som vi skulle til at gå, spurgte Steve til vores planer for i dag. Eftersom vores Blue Mountains fantasi var pakket langt væk, havde vi egentlig forestillet os en dag med afslapning og en god bog i parken, men Steve havde andre planer. Han bor selv i Manly, og skulle tilfældigvis tilbage for at aflevere sit tøj til rens, hvorfor han spurgte, om han ikke skulle køre os til Manly og give os en kort guidet tour. Vi blev sat af på Manlys højeste punkt (derfra hvor i ser den smukke udsigt over hele Sydney). Herfra er der ca. 6 km ned ad bjergsiden, til man rammer Manly Beach og Manly harbour - en VARM og sindssygt flot tur, som vi begge nød til fulde. Da vi kom til Manly Beach spise vi frokost i havnen og chill'ede på stranden - det var meget velfortjent syntes vi selv ;-) Generelt om Australierne kan siges, at de er ekstremt flinke, hjælpsomme og gæstfri - den gestus som Steve viser ved at køre os hele vejen hertil, er på ingen måde ualmindelig, og det kunne vi måske lære lidt af derhjemme. What you give is what you get - vi fik en kæmpe oplevelse ud af det, og er nu 2 meget taknemmelige danskere J

Tiden er knap her, klokken er 7.30 om morgenen og vi skal check ud, sige farvel til Sydney for denne gang, og HENTE VORES BIL! Vi skal på en 8 timers køretur til Byron Bay hvor vi skal bo de næste to dage. Vi sender jer tit en lille tanke derhjemme lige inden sengetid - det følelses lidt som om, at i står op til vores "brugte dag", det er skørt J Håber alt er godt derhjemme, savner jer!