Helt som planlagt ringede vækkeuret en time efter, at det var blevet lørdag. Og sjovt nok var jeg glad for det, for jeg havde ikke lukket et øje hele natten pga. højden. Den tynde luft betyder høj puls, der gør det ualmindelig svært at falde til ro. Den manglende søvn og højden gjorde, at jeg var lettere groggy. Lidt brød, chocolade og coca te fik jeg klemt ned og efter at have fået alt udstyret på var der afgang. På trods af, at det var midt om natten kunne vi hurtigt pakke vores pandelamper væk. Fuldmånen lyste nemlig på fantastisk vis det sneklædte bjerg op. I snegle fart kom vi afsted, eller sådan føles det i hvert fald. Det passede også fint med Eduardos mest brugte ord; muy tranquillo (meget stille og roligt). Det skulle dog hurtigt vise sig, at det ikke var tilfældet i forhold til de andre, der tog turen op. På trods af sneglefarten havde vi i løbet af den første time overhalet alle foran os. Det blev også gjort uden nogen form for pause og min tilstand var bestemt ikke god og som et par zombier fulgte vi blot Eduardos tempo. Vi skulle jo være på toppen til solopgang.... Inden længe begyndte det for alvor, at blive mere teknisk krævende, da pladsen på bjergskræningen var begrænset. Kombination af, at koncentration nu var påkrævet, samt en tiltagende vind gjorde på mærkelig vis, at jeg fik det bedre. Vi var nu kommet omkring halvvejs og således i omkring 5700 meters højde og med udsigten mod toppen, hvor det blot blev stejlere og stejlere. Det betød også lavere tempo og flere pauser, men for mange pauser ville være ulideligt, da temperaturen var udeholdelig når man ikke var i bevægelse. Stille og rolig kom toppen nærmere, men stadig ingen tegn på en snarlig solopgang. Var vi for tidligt på den? En kortvarig tanke der hurtigt blev erstattet af viljen til at komme op så hurtigt som mulig! Og det kom vi også, for pludeselig stod vi nu blot hundrede meter fra toppen. Det føles dog allerede som toppen, da vi nu havde nået højderyggen... Et fantastisk syn, med La Paz blinkende lys i den ene retning, fuldmånen der så småt var ved at forsvinde i den anden. Og nok så vigtig kunne lyset fra solen nu skimtes i det fjerne. Toppen havde vi dog ikke nået helt endnu. De sidste 100 meter var en vanvittig tur langs højderyggen, delvist kravlende på alle fire med et fast greb om isøksen, hvis man kan have det med næsten følelsesløse hænder. En ualmindelig grænseoverskridende tur, selvom man ikke lider af højdeskræk! Udmattede både fysisk og psyskisk nåede vi endelig toppen lidt over seks, med pladser på første parket til solopgangen. Følelsen af, at have nået 6088 meters højde og opleve en spetakulær solopgang er svær at beskrive, så det vil jeg undlade... På den ene side vil man blot ønske at kunne blive siddende og nyde showet, men kulden og manglende plads på toppen gjorde, at vi måtte nøjes med tyve minutter, inden turen igen gik ned. Og hele vejen ned med udsigten til solen der stille og roligt kom frem. Fra toppen havde vi nu små fire timer tilbage til hvor vi startede for et par dage siden. Og med en fantastisk udsigt hele vejen ned, som man end ikke havde opdaget på vejen op, på grund af træthed og det begrænsede lys fra fuldmånen. Lidt over ti, var vi tilbage og blev efter lidt mad kørt tilbage til La Paz.
Tre suveræne og udfordrende dage.