Kaere Danmark/Hjem,

Saa skete det, der jo maatte ske paa et eller andet tidspunkt. Det var jo lidt uundgaaeligt, jeg havde set det komme, og saa sagde det pludselig bang, og saa var der ingen vej tilbage. Jep jep, jeg har bestilt en flybillet hjem. Den 23. juni kl alt for sent om aftenen stiger jeg af flyet i Kastrup. Det er der vel en seksugers tid til? Saadan noget i den retning? Jeg har lidt ambivalente foelelser omkring alt det der billetbestilling. Paa den ene side, saa er det bestemt ikke kedeligt at rejse - det kunne jeg faktisk nemt blive helt afhaengig af - saa det er lidt vemodigt at jeg pludselig saetter fast dato paa, hvornaar det slutter. Paa den anden side, saa foeles det ogsaa rart. Det bliver jo dejligt at komme hjem til alt det, som jeg kender igen. Hjem til dansk sommer, familie, venner, grill i haven, rugbroed, jordbaer, koldskaal, kartofler, Koebenhavn, Grand Teatret, Nivaa bibliotek, et ordentligt stereoanlaeg, Moose... alt det gode.

Naa, men der er jo lige et par dage til endnu. I mellemtiden kan jeg saa afsloere, at jeg skal en tur til Kina og Tibet. Det er jo heller ikke helt daarligt. Og foer jeg drager ind i Kina, skal jeg til Sapa her i Noedvietnam sammen med Nina og Katrina. Bestemt ikke at kimse af.

Jeg befinder mig imidlertid stadig i Hanoi. Jeg har tilbragt godt og vel tre hele dage i Hanoi, og det meste af tiden er gaaet med bare at daffe rundt og kigge paa byen. Jeg har dog set Ho Chi Minhs mausoleum. Man gik ind paa en lang raekke, holdt sin kaeft, saa paa manden, holdt sin kaeft, gik ud paa en lang raekke, og pludselig var det overstaaet. Mausoleumsbygningen er en stor, grim klods. Den er inspireret af Lenins mausoleum i Moskva. Jeg havde helt ondt af Ho Chi Minh som han laa der og smilede svagt i sit store, grimme hus. Han havde jo oensket at blive kremeret og faa sin aske spredt ud over Nord, Midt og Sydvietnam, men det oenske fik kommunistpartiet lige slettet fra hans testamente foer det blev offentliggjort. Hvert aar bliver Onkel Ho sendt paa ferie i Rusland hvor han faar en lille makeover. Denne lille ferie koster mange, mange millioner. Jeg broed mig saadan set ikke om at besoege mausoleumet, men for soeren da, jeg var altsaa nysgerrig.

Udover at besoege doede maend, har jeg vaeret i biografen et par gange. Som i Ho Chi Minh City saa var der ikke meget at vaelge imellem, saa jeg saa to frygtelig daarlige film. Og som i HCMC noed jeg det i fulde drag.

Efter en dejlig dag i biografen moedtes Katrina, Nina og jeg til aftensmad. Vi aftalte at tage til Sapa sammen. Om et par timer snupper vi nattoget og saa skulle vi gerne vaere fremme en gang i morgen formiddag. Sapa er kendt for smukke, boelgende rismarker og interessante minoritetsgrupper (og virkelig farverige tasker.) Da jeg synes, at jeg havde set, hvad jeg ville se i Hanoi, tog jeg paa en to-dages-tur til Halong Bay mens Nina og Katrina saa Hanoi.

Halong Bay er simpelthen bare smuk og fredfyldt og dejlig. Jeg boede paa et fint traeskib ved navn Elisabeth sammen med en gruppe helt igennem skoenne og dejlige mennesker. I bugten er der 1969 smaa og store klipper i vandet. Nogle af dem har grotter, og vi besoegte en stor en af slagsen. Det er svaert at beskrive hvor stor grotten var. Den bestod af tre "rum" og jeg er sikker paa, at der kunne spilles en god haandboldkamp i hvert rum. Klippevaeggene i grotten blev oplyst af farvede projektoerer (lilla, orange) og jeg er ked af at sige det, men det havde sgu en god effekt. Efter grottetur hoppede vi i kajakker, og da jeg var i kajak med kugleskoer franskmand endte jeg paa hovedet i vandet (hans ven synes det kunne vaere sjovt at hoppe ud af sin egen kajak, svoemme hen til vores og vende den paa hovedet.) Og det var faktisk sjovt og vi blev meget vaade og fik grinet en masse. Tilbage paa Elisabeth skiftede vi til badetoej og svoemmede lidt omkring baaden og derefter fik vi skoen, skoen aftensmad. Aftenen blev brugt paa taget af baaden hvor der var perfekt udsigt over bugten. Lyset fra de andre skibe lyste op, og billedet jeg har vedhaeftet yder faktisk ikke bugtens skoenhed retfaerdighed. Vi var alle helt udmattede og gik tidligt i seng paa vores meget laekre vaerelser med meget bloede senge. Jeg delte vaerelse med en smaddersoed pige fra Sydkorea. Naeste morgen fik vi morgenmad og sejlede langsomt tilbage mod Halong Bay City. Selvom jeg vidste, at der var hundredevis af andre skibe i bugten foelte jeg mig alligevel som om, at vi var de eneste mennesker i verden. Der var intet andet at se end disede klipper i vandet, der bare fortsatte og fortsatte. Ja, Danmark, du har en fin kyststraekning, men du slaar altsaa ikke Halong Bay.

Og med disse ord vil jeg slutte for denne gang og oenske alle en dejlig soendag i Danmark.

Kaerlige hilsner Henriette