Kaere Christina,

I dag gik jeg og forestillede mig vores gamle historielaerer fra gymnasiet. Det maa have vaeret de lykkeligste uger i hans liv, da han i sin tid var her i Vietnam med historielaererforeningen. Kan du huske, da han viste os billeder? Jeg begynder at forstaa, hvorfor han altid smilede himmelhenrykt paa fotografierne.

Jep, saa kom jeg ellers til Vietnam! Ho Chi Minh City er stor, larmende, ung og fyldt med motorcykler. Og det var faktisk lige hvad jeg havde brug for efter en smule for lang tid i meget stillestaaende Siem Reap.

Da jeg ankom om eftermiddagen i foregaars orkede jeg ikke andet end at vakle hen til et guest house med sorvesal, smide min rygsaek og derefter gaa direkte i biografen. Den seneste maaned har jeg saadan savnet at side i biografmoerket og slaa taenkeren fra. Der gaar kun to engelske film, der ikke er synkroniserede. Jeg snuppede "How to train your dragon". Skidt pyt med, at det var en temmelig fjollet film - det var passiv underholdning og det var skoent!

I gaar smuttede jeg paa War Remnants Museum. Det var en skraemmende og overvaeldende oplevelse. Der var adskillige fotoudstillinger og fotografierne talte for sig selv. I 1968 gik en deling amerikanske soldater amok paa beboerne i landsbyen My Lai (som dengang hed Son My) og slagtede 182 kvinder (hvoraf 17 var gravide), 173 boern og 37 maend over 60 aar. Fotografierne af ligene var ikke i sig selv specielt blodige. Det var meningsloesheden og unoedvendigheden over angrebet, der gjorde mig helt svimmel.

Da Viet Cong gemte sig i junglen i den sydlige del af Vietnam smed USA en hulens masse plantegifte ud over landet. Plantegiftene draebte bladene paa traerne, og dermed havde Viet Cong faerre steder at gemme sig. den type plantegift der gik under kodenavnet havde Agent Orange har den lille bivirkning, at den er kraeftfremkaldende og kan give folk og fostre ekstreme misdannelser. Nogen der har set Disneys Klokkeren fra Notre Dame? Quasimodos mor har afgjort haft lidt lemfaeldig omgang med en orange agent. Igen talte fotografierne sit eget tydelige sprog. Og igen var det ikke noedvendigvis deres fysiske fremtoning der gjorde indtryk paa mig: det var derimod det faktum, at Vietnamkrigen har haft saa langsigtede konsekvenser for helt uskyldige boern, der ikke engang var foedt under krigen.

Heldigvis bor jeg paa sovesal med nogle rigtig soede piger, saa vi tog ud og spise foraarsruller. Det hjalp en hel del paa humoeret. Efter maden moedtes jeg med en anden frivillg fra Harmony Farm, Kirsti, som jeg tilfaeldigvis havde moedt paa gaden tidligere paa dagen. Vi fik en hyggelig snak over en dansk Carlsberg, saa det var jo ikke saadan at kimse af.

I morges vaagnede jeg i godt hurmoer og fik mig en god morgensnak med en pige, der har vaeret i Vietnam foer. Hun kunne anbefale nogle forskellige guesthouses rundt omkring, saa det var jo en god start paa dagen. Derefter hoppede jeg paa bussen ud til Cu Chi tunellerne. I disse tuneller gemle Viet Cong sig under krigen og hold da lige ferie, jeg var nervoes for, om min bagdel overhovedet kunne komme gennem, da jeg foerst saa dem. Og jow, det siger kun noget om tunellerne, ja! En kvinde der kravlede gennem tunellen lige foran mig blev pludselig helt panikken og ville bare op, op, op. Saa maatte kolonnen skynde dig at vende om i en vis fart, saa hun kunne komme ud i den friske luft igen. Men for sytten da, der var altsaa ogsaa trangt. Jeg kravlede endda kun i de tuneller, der er blevet udvidet for turisternes skyld, for saa behovede man kun kravle 10 meter foer man kunne komme op igen. Og det var rigeligt for mig. Ud af de 45 mennesker i min tur-gruppe var der kun en enkelt mand, der kravlede de 50 meter i de oprindelige, meget smaa tuneller. Det oedelage min oplevelse en smule, at der var saa mange turister omkring tunellerne. Der var blandt andet forskellige modeller af faelder fremstillet af Viet Cong, som jeg gerne ville have kigget lidt naermere paa (dog ikke alt for naert!) men der var slet ikke tid til det, da den naeste turistgruppe kom toeffende lige i roeven paa min gruppe.

Efter en underjordisk formiddag smuttede jeg paa Reunification Palace og derefter tog jeg lige en tur i biffen igen. Jeg har muligvis set den vaerste film nogensinde fremstillet (Clash of the Titans) men det betoed (naesten) ikke noget. Det var hjernedoed underholdning, og det var lige hvad jeg havde brug for efter en kulturel dag.

I morgen forlader jeg Ho Chi Minh City. Tiden er gaaet hurtigt her. Efter et par dage fyldt med historie og (lav)kultur bliver det dejligt at komme til Dalat, som efter sigende skulle vaere beliggende i et smukt, smukt hoejlandsomraade.

Jeg haaber du har det dejligt i Danmark og nyder foraaret i fulde drag. Hils familien mange gange, Christina.

De kaerligste hilsner og tanker fra Henriette