Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det blevet tid til en update.
Efter at have været undervejs i 24 timer, ankom vi til San Francisco ca. 21.30 lokal tid, tirsdag. Vi skulle flyve Billund - Amsterdam, Amsterdam - Detroit og Detroit - San Francisco. Flyrejsen gik godt og var okay, selvom vi startede ud med 55 minutters forsinkelse allerede i Billund. Dette resulterede dog bare i, at vi kunne gå direkte til gaten og boarde flyet i Amsterdam. Vi fløj med KLM og Delta, og vi er ret imponerede over Deltas service, især på ruten over atlanten, hvor alle passagerer havde sin egen skærm i ryglænet på sædet foran. Der var nok at vælge mellem af film, tv-serier, (blandt andet aktuelle serier fra HBO) musik og andet, så vi fik hver især set et par film og nogle afsnit af serier undervejs. Deltas personale var meget søde og opmærksomme, og med et fly fuld af amerikanere og amerikansk personale fik vi allerede her en forsmag på den amerikanske kultur med at kalde alle "honey" og "babe" i flæng. Der manglede heller ikke spise og drikke, som også blev delt ud med rund hånd.
Da vi ankom til Detroit skulle vi igennem det helt store berømte og berygtede amerikanske sikkerhedstjek, inden vi kunne boarde flyet til San Francisco. Vi var lidt spændte på, hvor længe det ville tage, for vi skulle også hente og re-checke vores bagage - og nå det hele inden for en time og 50 minutter. Heldigvis var der ikke mange mennesker i lufthavnen, og rigtig mange toldere til at kontrollere. Først skulle vi gennem paskontrollen, og vi blev spurgt lidt ind til, hvilken relation vi havde til hinden, hvor vi skulle hen og hvor vi skulle bo undervejs. Herfra var det videre til bagagekontrol, men det gik meget hurtigt, og tolderne var gode til at vise folk videre i køen. Vi fandt vores indcheckede bagage hurtigt og fik den smidt på båndet til indenrigsflyvninger med det samme. Det hele tog nok et kvarter, så der var masser af tid til overs i gaten.
Ankommet til San Francisco hentede vi vores bil i lufthavnen, og her var heller ikke ret mange mennesker. Hvilket var heldigt, for hele processen ved skranken tog ca. 30 minutter pr. bil. Vi fik udleveret en rød Ford Mustang cabriolet - og en ret lækker bil at køre. Så videre til hotellet og en tur ind at få lidt at spise - og så på hovedet i seng efter 28 vågne timer.
Onsdag stod vi op kl. 8 og kørte i supermarkedet Target for at købe ting og sager, vi ville få brug for på turen. Target kan sammenlignes med Bilka i stor skala og sælger alt, hvad man synes at mangle. Ud over en GPS, som vi havde aftalt på forhånd at købe herovre, købte vi nogle praktiske ting, en køletaske og mad og drikke til turen. Vi kørte i løbet af dagen fra San Francisco ned til San Simeon langs kysten af highway 1, som er en naturskøn strækning med bjergkørsel og landevej helt ud til vandet. Vi endte lidt tilfældigt på en betalingsrute, der kostede 10 dollars at følge, men hvor der så var udsigtspunkter, restauranter, golfbaner og andet undervejs. Derfor og på grund af det gode vejr tog turen også lidt ekstra tid, fordi der var så meget at kigge på og store variationer i naturen undervejs. Vi ankom til vores hotel i San Simeon ca. 20.30 onsdag aften og fandt en restaurant for at få noget at spise. Vi gik i seng i fornuftig tid for at få sovet og være friske til i dag. Indtil videre mærker vi intet til jet lag og har indstillet vores indre ur til tidszonen her.
På grund af meget ustabilt wifi på hotellerne indtil videre er det svært at få uploadet vores blogindlæg, så billeder kommer senere.
Hilsen Ole og Stine
- comments