I går (lørdag) kørte vi fra Kingman til Grand Canyon (GC). Kingman var et stop vi havde på vejen, da der er meget langt fra San Diego til GC. Vi kørte i seks-syv timer i alt og slog på vejen et sving ind på route 66 ved Seligman, som vi havde fået at vide skulle være essensen af route 66 og et temasted med mottoet "tilbage til 50'erne". Seligman er en lille flække, hvor der ikke er andet end restauranter og souvenirbutikker, men til gengæld en masse ting fra route 66s storhedstid. I Seligman var det først meningen, at vi ville spise frokost på "Delgadillo's Snow Cap Cafe", som skulle være helt specielt og et "must-see". Og det var den bestemt. Det er umuligt at beskrive, hvordan selve cafeen var udsmykket, for der var så mange ting overalt, at man ikke ville vide, hvor man skulle starte. Vi blev enige om at gå en tur ned ad hovedgaden og se på alle cafeerne og restauranterne, inden vi bestilte noget mad. Vi endte på "Roadrunner's", som, ligesom alle de andre steder, var kombineret madsted og souvenirbutik. Vi hyggede os lidt med at gå rundt og kigge, inden vi kørte videre. Vi kørte, som vi plejer at foretrække, ikke på motorvejen men på landevejen i stedet. På den måde får man set mange flere interessante ting og oplever mere af naturen.

Landskabet i USA er virkelig varieret og skifter hurtigt, og det er utroligt, hvordan man det ene øjeblik kører i golde ørkenområder til at køre blandt grønne træer, græsfyldte marker og pludselig være omgivet af klipper. Især i Arizona skifter det meget hurtigt, og vi kørte mange højdemeter op og ned, både i bjerge og på lige vej. Til gengæld er det også nemmere at nyde naturen, når man kører på helt lige landevej med automatgear og fartpilot - og når GPS'ens næste instruktion er om 163 kilometer. Så er det jo bare om at holde rattet og se sig for :)

Vi kom til vores hotel ved Grand Canyon, nærmere bestemt i Tusayan, sidst på aftenen lørdag. Tusayan ligger 3 mil uden for parkområdet og er nok den værste flække, vi endnu har set. Der er (overhovedet) ikke andet end hoteller og restauranter, fordi området bare fungerer som satellitby til Grand Canyon. Men det er jo også lige meget, for det er ikke Tusayan, vi er kommet for at se. Vi fandt noget at spise og mødte to danske piger fra Aarhus, der lige var kommet fra parken. Vi talte med den i en halv times tid om løst og fast og fik et par gode tips til do's and dont's parken.

I dag, søndag, har vi tilbragt hele dagen i Grand Canyon. Vi startede ud lidt tidligt for at undgå at skulle hike i den værste middagsvarme. Vi havde på forhånd bestemt os for at gå ned af Bright Angel Trail, som er den mest populære af alle stierne, og havde forberedt os godt og pakket vores rygsække med lidt skiftetøj (fordi vejret er uforudsigeligt) og taget masser af vand, lidt frugt og nogle müslibarer med, vi kunne spise på vejen. Det mest almindelige på Bright Angel Trail er at gå 4.8 km. ned i kløften til en vandpost og så vende om og gå op igen. Som hovedregel siges det, at det tager dobbelt så lang tid at gå op som at gå ned, og tidsforbruget på Bright Angel er estimeret til 2-4 timer. Fordi der er mange turister, der kommer til skade, bliver dehydrerede og syge og endda falder ned over kanterne på de ikke-indhegnede stier, hænger der advarsler overalt om, hvordan man skal forholde sig på en tur, så vi gik lidt forsigtigt til i starten og huskede at drikke en masse. Vi kom ned til vandposten på ca. 45 minutter. Her holdt vi en pause og fik lidt at spise og nød udsigten fra skyggen, inden vi vendte snuden tilbage opad. Vi holdt flere drikkepauser på skyggesteder opad, men klarede alligevel turen på en time og et kvarter. Superhikere for the win.

Vi havde bestemt os for hjemmefra at gå linen ud her i Grand Canyon og købe en helikoptertur ud over kløften. Efter vores hike var vi super klar til at komme ud at flyve og se det hele oppefra, men da vi kom frem til lufthaven fik vi at vide, at alle ture var blevet aflyst på grund af skovbrande. SUPER ØV! Der var ikke meget at gøre, så vi kørte tilbage til Grand Canyon igen for at være i parken lidt længere og få solnedgangen med. Vi har prøvet at fange essensen af Grand Canyon på billeder, men dette på alle måder vilde og fantastiske område ydes slet, slet ikke retfærdighed på billeder. Det er ufatteligt, hvor stort området egentlig er og hvor enorme naturkræfter, der har været på spil for at forme området. En på alle måder tankevækkende og fantastisk oplevelse for i dag. Også uden helikopter. Den har vi så til gode til en af de andre nationalparker.