Så er der opdatering igen. Og som overskriften siger; så kan vi aldrig anbefale at tage turen fra Dalat til Siem Reap på en dag Vi ved godt, at det var en smule ambitiøst, men mere om den begivenhedsrige tur nedenunder.

Torsdag d. 25/4

I dag havde vi bevilliget os selv at sove længe. Vi skulle med natbussen kl. 23, så vi havde jo rigeligt med tid. Vi brugte formiddagen på at lede efter hotelværelse i Siem Reap, samt orientere os om, hvordan vi kom fra det sted, bussen satte os af i Saigon til et kontor, hvor vi kunne købe billet videre til Cambodia. Ved middagstid forlod vi vores hotelværelse, og fik lov at sætte vores tasker i receptionen.

Vi tog ud til Crazy House, som er et hotelkompleks, som er bygget af en vietnamesisk arkitekt, som er inspireret af Gaudi, den spanske arkitekt, som har tegnet katedralen Sagrada Familia i Barcelona.

Selve turen derud gik dog ikke så let som forventet, idet Lonely Planet har lavet en fejl i deres kort, så vi gik i den stik modsatte retning af, hvor det lå. Da vi efter at have spurgt mange vietnamesere om vej og endelig fandt hotellet efter en time, fandt vi ud af, at det lå 15 min. gang lige over for vores hotel.Vi må sige, at hotelkomplekset var crazy! Det er svært at beskrive det, så i må se billederne. Den bedste beskrivelse er nok, at hvis man bor i et af værelserne, vil man nok føle sig som Alice i Eventyrland. Vi ærger os faktisk over, at vi først fandt ud af, at man kan bo på hotellet, da det var for sent. Det kunne have været ret sjov oplevelse.

Resten af eftermiddagen gik med at hænge ud på en café for at få tiden til at gå.

Ved 22-tiden skulle vi møde op ved det kontor, hvor vi havde købt busbilletterne. Her skulle vi hentes af en minibus. Da minibussen endelig noget forsinket kommer for at hente os, tager manden fra kontoret vores billet uden at sige en lyd. Vi prøver desperat at få den igen, men forgæves. Så vi måtte bare sætte os ind i minibussen og håbe på det bedste. Minibussen satte os så af på busstationen, og nu tænkte vi, at vi kom i problemer, da vi jo ingen billet havde. Heldigvis viste det sig, at chaufføren af minibussen købte busbilletter til os. Det kunne have været rart med lidt information fra deres side!

Turen i natbussen gik ellers fint, selvom Rasmus igen havde lidt svært ved at være der.

Fredag d. 26/4

Vi ankom til Saigon kl. 5.30. Vi vidste, at der gik en bus til Siem Reap allerede kl 6, hvilken vi gerne ville med, da det var en tur på 12 timer.

Vi skyndte os derfor ind i en taxa, og blev kørt hen til kontoret. Vi tænkte, at det sikkert var for sent at ankomme, men de havde to pladser til Phnom Pehn i overskud, så dem kunne vi få. Der kunne vi så komme med en bus videre til Siem Reap. Vi havde bestilt og betalt for vores hotel, så vi ville rigtig gerne nå til Siem Reap.

I bussen samlede de alle pas ind, hvilket vi ikke var særlig begejstret for. Vi var endnu mindre begejstret over, at medarbejderen ville have 25 USD for hvert visa, da vi vidste, at et visa kun koster 20 USD. Men de 5 USD skulle vi ifølge ham betale, da bussen skulle vente på, at vi fik lavet visa (DVS. pengene gik til hans lomme). Nå, men der var jo ikke meget, vi kunne gøre, så vi måtte bare betale. Vi ville nødig stå af bussen eller blive efterladt ved grænsen.

Da vi ankom til grænsen, blev vi alle sendt ud af bussen og ind på grænsekontoret. Her fik grænsemedarbejderen alle vores pas i en stor bunke (sammen med alle pas fra de 10 andre busser), og så kunne vi bare stå og vente på, at han havde stemplet vores pas. Så vi stod rigtig og krydsede fingre for, at vi fik vores pas at se igen. Det gjorde vi heldigvis. Vi gik ud i bussen, fulde af begejstring over, at vi havde fået vores pas igen, da medarbejderen i bussen ville have passene igen, da han jo skulle søge visum til Cambodia. Vi måtte derfor endnu en gang afgive vores elskede ejendel.

Fremme ved grænsen til Cambodia, blev vi igen sendt ind til grænsekontrollen uden vores pas. Her stod vi lidt tid, og kunne ikke overskue, hvordan vi skulle komme igennem uden vores pas. Efter lidt tid kom medarbejderen med vores pas, og nu med visum til Cambodia. Og da vi var kommet ind i Cambodia, fik vi lov at beholde vores pas - jubii!

Vi var fremme i Phnom Pehn kl. 12.30. Vi kunne se, at bussen til Seam Reap lige var gået, og at den næste først gik kl. 14. Det passede os egentlig fint, da vi så kunne få noget frokost. Men da vi købte billet, fik vi af vide, at bussen gik allerede kl. 13, og at vi ville blive hentet om fem min. Turen til Phnom Pehn havde taget seks timer, og turen til Siem Reap ville tage yderlige seks timer.

Efter ca. tre timers køretur sad vi og talte om, hvor glat alting bare var gået med minimal ventetid mellem de forskellige busser. Vi syntes lige, at det gik så godt. Og det må man ALDRIG tale om, for fem minutter efter lød der et brag omme bag i bussen og chaufføren kørte ind til siden. Først troede vi, at hjulet var punkteret, men så heldig skulle vi ikke være. Vi tror, at det var en eller anden slange, som var gået i stykker, da der rendte vand ud af motoren.

Her stod vi midt i ingenting i Cambodja. Der var ingen byer i miles omkreds og ingen skygge. Buschaufføren kunne intet engelsk, så det var sparsomt med informationen. Da han satte sig over i skyggen af et træ, kunne vi dog godt fornemme, at vi ikke kom videre lige foreløbigt.

Efter noget tid fik nogle japanske turister vinket en anden turistbus ind til siden, og der kunne vi køre med for 5 USD. Der var ingen siddepladser, men vi kunne sidde i midtergangen. Vi ville gerne med, men vi nåede ikke at få vores bagage ud af bussen, før den nye bus kørte fra os. Vi prøvede herefter at vinke nogle busser ind til siden, men ingen af dem stoppede.

Her begyndte det at blive en tand for meget for en af os (og vi nævner ingen navne af hensyn til hende). Efter 17 timers busrejse og en kost bestående af en frøsnapper, en chokoladecrossaint, en halv pakke chips og nogle få kiks, var der ikke meget overskud tilbage. Og det værste var, at vi jo ikke vidste, om der ville gå fem minutter eller fem timer, før vi kunne komme videre.

Efter noget tid holdte en minibus ind til siden. Rasmus forhørte sig, men de skulle ikke til Siem Reap. En lokal fra vores bus talte lidt med dem fra minibussen, og det viste sig, at han talte ret godt engelsk. Han fortalte, at de ville køre os til Siem Reap for 5 USD pr. person. Vi var på dette tidspunkt villige til at betale meget mere, så vi hoppede straks ind sammen med ham samt flere lokale fra bussen. Herefter startede en meeeget lang køretur, hvor Helena måtte dele sæde med en kvinde, således der kun var plads til den ene balle. Den anden måtte hænge frit i luften.

Efter nogle timer begyndte det at blive mørkt, og der var ingen vejbelysning. Det betyder så ikke, at alle biler, cyklister mv. har lys på. Resten af vejen til Seam Reap mødte vi adskillige traktorer, cyklister, ladvogne mv. midt på vejen uden lys. Og når man ingen lys har på, er det dælme svært at blive set. Flere gange kørte vi også forbi en ladvogn, som bare var blevet parkeret på vejen. Oven i dette skal der også tages hensyn til alle de køer, som render frit rundt og ikke holder sig tilbage med at løbe ud midt på vejen. Vores minibus havde åbenbart ikke langt lys, så vi måtte klare os med det almindelige lys. Heldigvis kørte vores chauffør rigtig fornuftigt. Oven i al den spændning begyndte det også at regne ret meget, og så kom tordenvejret. Og lad os bare sige, at havde det været i Danmark, så havde tordenvejret været breaking news med alle de lynnedslag!

Turen endte med at tage næsten fire timer. Da vi kom frem til Siem Reap, vidste chaufføren så ikke, hvor hotellet eller gaden lå henne, så det endte med, at de måtte ringe til hotellet. Efter lidt tid lykkedes det dog, og kl 21 nåede vi meget lykkelige frem til hotellet.

Vi gik direkte i restauranten og fik aftensmad og herfter på hovedet i seng. Sikke en tur!