Profile
Blog
Photos
Videos
Vores weekend på Palawan startede meget tidligt fredag morgen; vi skulle allerede flyve kl. 8. Det lyder måske ikke så tidligt, men med den forfærdelige trafik kan det tage alt mellem 15 minutter til 4 timer at komme ud til lufthavnen. Så kl. 6 fik vi bestilt en Uber og begav os ud mod lufthavnen. Det tog selvfølgelig for en gangs skyld kun 15 minutter, så vi havde masser af tid til at få noget lækkert mad inden vi skulle flyve. Da vi ankom til Palawan halvanden time senere, slap vi heldigvis for at skulle vente på vores baggage, for vi havde kun rygsække med. Vi havde fået at vide at vi ville blive hentet af en chauffør, der ville køre os hen til vores hotel. Men da vi kom udenfor kunne vi slet ikke finde et skilt med vores navne på (ja vi ville få et skilt med vores navne på - super cool). Så vi kontaktede turistkontoret som fik ringet til vores hotel og spurgt om der ikke ville komme en chauffør. Han viste sig faktisk at have været der hele tiden, men han havde været og hente noget i bilen da vi kom ud. Men vi kom ind i bilen og kørte hen til hotellet, turen tog ca. 3 minutter, så det virkede næsten helt åndssvagt at de havde arrangeret en bil til os.
Da vi ankom til hotellet, og hotel er måske så meget sagt, for det lignede mere et hyggeligt lille vandrehjem, fik vi vores værelse, som så lille og hyggeligt. Tre timer senere skulle vi på rundtur i byen, så vi havde heldigvis mulighed for at få en lille lur inden vi skulle videre. Rundturen bestod af et besøg på en krokodillefarm, som var utrolig stor og overraskende hyggelig. De avlede krokodiller, så der var krokodiller i alle størrelser over det hele. Derudover havde de nærmest en helt jungle med alle mulige andre dyr, så den var meget hyggelig at besøge. Bagefter skulle vi hen og besøge et meget berømt bageri (Baker's Hill), hvor vi smagte noget der hed Hopia. Det var jeg ikke just fan af, det var meget tørt og det havde en besynderlig smag, især fordi de havde noget besynderligt fyld. Men så fik jeg prøvet endnu en filippinsk ret.
Bagefter kørte hen til Mitra's Ranch, som i princippet bare var en mini ranch med en fin udsigt over markerne. Derefter kørte vi forbi Puerto Princesa baywalk, og videre hen til byens kirke, som var meget smuk. Ved siden af kirken lå resterne af et fort, der havde haft stor betydning under 2. Verdenskrig, men som nu er en utrolig flot park med udsigt over havet. Da vi var færdig med rundturen satte vi nogle af ved en restaurant der så utrolig hyggelig ud, og da vi fandt ud af at den kun lå et par minutter væk fra været hotel besluttede vi os for at spise der om aftenen.
Da vi kom hen på restauranten fik vi lidt et chok, for vi blev nemlig bedt om at tage skoene af (det var åbenbart det man kalder for en barefoot restaurant). Da vi fik menuen fandt vi så ud af at det var en seafood restaurant, men det lød nu også meget lækkert. Vi besluttede os for dagens speciel, for den egnede sig nemlig til to. Inden vi fik vores mad smuttede jeg lige ud for at vaske hænder, og så fik jeg set resten af restauranten. Den lignede nærmest en helt oase, der var små broer der løb vand under og der var planter og sten over det hele. Og ikke nok med det, så var badeværelset noget af flotteste jeg nogen sinde har set. Da jeg kom tilbage fik vi hver en lækker frugtshake. Da maden var klar, fik vi først fik vi en fiskesuppe, derefter en fiskesteak, som var super lækker. Derefter fik vi fiskeroulade og til sidst rejer. Det er nok det bedste mad jeg har fået i al den tid jeg har været her, og så var det samtidig sindssygt billigtJ.
Da vi kom tilbage til hotellet, besluttede vi os for hver især at tage et hurtigt bad og så smutte i seng, for vi skulle på tur dagen efter og ville allerede blive hentet kl. 6.45. Jeg smuttede først i bad, men lige da jeg tændte for vandet faldt brusehovedet af, og der kom næsten ikke noget vand. Så vi gik ud til receptionen og hørte om det ikke var muligt at få en nyt værelse. Det var der heldigvis, så vi fik et nyt værelse med en bruser der virkede.
Lørdag morgen, da vi havde fået morgenmad på hotellet, blev vi kørt ned til havnen da den stod på island hopping. Vi sejlede først ud til en ø, hvor vi havde mulighed for at svømme rundt, snorkle og ellers gå lidt rundt på stranden. Vandet var utroligt flot, det var helt turkisgrønt og der var overraskende mange fisk i vandet. Vi havde i længere tid snakket om at vi skulle prøve at have en kokosnøddrik (den såkaldte buko), så det fik vi smagt da vi var færdige med at snorkle. Den havde en underlig smag, for den smagte ikke som sådan af kokos, men ellers var den meget god. Da vi havde hygget os på øen i et par timer sejlede vi videre til den næste ø, hvor vi skulle have middagsmad. Da vi ankom til øen, var der en lækker buffet med traditionelt filippinsk mad, og det var super lækkert. Da vi havde spist fik vi igen mulighed for at svømme rundt og slappe af. Det var en vildt hyggelig dag med masser af afslapning.
Søndag morgen blev vi igen hentet kl. 6.45, for vi skulle igen på dagstur. Denne gang stod den på en tur til en underground river. For at komme derhen skulle vi køre i over 2 timer for at komme hen til den havn hvor vi skulle sejle fra. For at komme ned til bådene skulle vi gå et stykke ud i vandet, så vi var nødt til at tage vores sneakers af, men så fik vi da vasket vores tæer. Da vi havde sejlet i 5-10 minutter kom vi til en lille ø, hvor vi skulle gå et lille stykke for at komme hen til de både vi skulle med hen til grotten. Grotten var utrolig smuk og ufattelig lang. Hvis man sejlede hele vejen igennem ville det tage over 4 timer at komme ud på den anden side. Men vi fik da en lille sejltur, og det var imponerende at naturen helt selv havde skabt grotten.
Da vi var færdige på øen, sejlede vi tilbage til havnen, hvor vi skulle spise. Vi blev igen præsenteret for en lækker buffet med filippinsk mad, og det var bestemt også tiltrængt. Da vi havde spist kørte vi tilbage til byen, hvor vi stoppede for at kigge på lidt souvenirer. Her fik vi købt de lækreste mangostykker med chokoladeovertræk.
Bagefter gik turen til lufthavnen, hvor der desværre var en del tid til at vi skulle flyve, men så havde vi tid til at slappe lidt af. Men da vi efterhånden kunne begynde at tælle ned til boarding, fik vi selvfølgelig at vide at flyet var forsinket en time. Det var der jo ikke noget at gøre så meget ved, så vi satte os tilbage på vores sæder i håb om at tiden ville gå lidt stærkere. Da det så var tid til at boarde igen, fik vi endnu en gang at vide at flyet var yderligere forsinket, så vi fik lov at vente en time mere inden vi kom om bord på flyet. Turen hjem gik heldigvis forholdsvis hurtigt, men da vi skulle lande i Manila, "fløj" vi ind i problemer igen, for der var åbenbart mange fly der skulle lande på samme tidspunkt, og vi var selvfølgelig nummer 7 i køen. Man kan vist roligt sige at jeg ikke har heldet med mig hvad angår fly. Men vi kom da hjem igen og vi havde en fantastisk turJ.
- comments