I weekenden havde jeg planlagt en tur sammen med Anna, hvor vi skulle til Bolinao og på island hopping i et område med 100 små øer (det lyder måske af meget, men taget i betragtning at Filippinerne består af over 8000 øer, er det jo en lille brøkdel). Vores tur, eller forberedelserne til vores tur, startede fredag eftermiddag kl. 17.30 da jeg begav mig over mod Annas arbejde, hun har fri kl. 18 hver dag hvor jeg er så heldig at have fri kl. 17. Jeg havde fået adressen og havde lige slået det op på Google maps for at få en ide om hvor hendes kontor lå henne. Google maps fortalte mig at det var 5-10 fra min lejlighed så jeg valgte at gå der hen. Men her på filippinerne kan Google maps være lidt svær at bruge, især fordi jeg jo ikke ved om det den fortæller mig er rigtigt eller forkert, og i kombination med min manglende stedssans fandt jeg ud af at hendes kontor på ingen måde lå der hvor jeg var gået hen. Så jeg måtte ringe til hende og erklære mig en smule lost. Hun fortalte så at hendes kontor ligger på samme vej som mit kontor, men i den anden ende så det ville tage meget lang tid for mig at gå. Så jeg begav mig tilbage mod min lejlighed i håb om at finde en taxa. Men trafikken i Manila er fuldstændig vanvittig og når det så oven i købet var midt i myldre trafikken kunne jeg godt glemme alt om at få en taxa. Det endte derfor med at vi mødtes i et indkøbscenter nær mig, fik købt lidt snacks til vores forestående rejse og begav os ud mod det område hvor vi ville blive hentet. Trafikken var stadig slem og det tog os 30-45 minutter at komme til Pasay City, som er et område af Manila der ligger nær Makati.

Da klokken blev 21, gik vi hen til mødestedet for at finde den minibus der skulle køre os til Bolinao, som lå 5-6 timer væk. Den gruppe vi skulle rejse med bestod af Anna og jeg, et par, og fire veninder, hvor jeg selvfølgelig var den eneste der ikke forstod et ord Tagolog (Filippinsk). Køreturen var virkelig lang, men fordi vi kørte om natten kunne vi i det mindste få en smule søvn. Kl. 6 om morgnen var vi nået til en lille landsby i Bolinao hvor vi skulle spise morgenmad, og jeg må ærligt indrømme at jeg nok aldrig vænner mig til deres besynderlige morgenmad. Hvem i alverden spiser kød og ris til morgenmad? Jeg havde i hvert fald svært ved at få det ned, er det virkelig for meget at forlange at få en bolle med havartiost? Da vi var færdige med at spise skulle vi ind og se en kirke der lå lige ved siden af. Den var ikke noget specielt, og jeg forstod ikke helt formålet med besøget. Da vi kom ud af kirken stod der tre damer langs kirkemuren og solgte bambusrør med en slags ris-dessert eller noget i den stil indeni, så sådan en valgte Anna og jeg at dele. Anna brød sig slet ikke om det, men jeg syntes egentlig at den var meget god, og havde nok foretrukket den til morgenmad frem for den aftensmadsmorgenmad jeg fik. Men bagefter kom der en mand gående forbi med to tønder med Taho, som er en sojadrik med fløjels-tofu og en helt masse sukker. Jeg synes på ingen måde at det smager godt, men Anna (og Shannon og alle på kontoret) elsker det.

Da vi var færdige i den lille landsby, kørte vi mod Bolinao Falls, som lå i enden af en meget lang landevej. Landevejen var utrolig lille og langs vejen lå en del små huse/hytter lavet af bambus inde imellem træerne. Denne meget øde landsby var meget idyllisk og primitivt og dem der boede i området virkede meget selvforsynende og afskåret fra resten af byen. Vandfaldet lå omringet af klipper, og var utroligt flot, men vi havde desværre ikke mulighed for at bade der, mest fordi landsbyens køer klarede deres sager ved toppen af vandfaldet, så vandet var bakteriefyldt til trods for at det så meget rent ud.

Bagefter kørte vi videre til Enchanted Cave, hvor vi fik mulighed for at bade i en slags grotte. Det var en vidunderlig oplevelse, for vandet var fersk og meget rent. Vi fik at vide at hvis der ikke var nogen der svømmede i vandet i en måned, ville vandet være så rent at man kunne drikke det. Da vi var færdige med at svømme fik vi sodavand i en pose. Filippinere gør ofte nogle besynderlige ting, men når man køber en sodavand på flaske og ikke har planer om at levere flasken tilbage, bliver indholdet hældt over i en plastikpose og så bliver man ellers udstyret med et sugerør. Det var egentlig meget sjovt at prøve.

Efter grotten stod den på middagsmad, så vi kørte ud til en lille flod hvor vi spiste på en flydende restaurant. Her fik vi mulighed for at spise ved nogle borde som stod på en slags tømmerflåde, som blev trukket af en lille båd. Anna og jeg bestilte det lækreste mad, vi fik krabber med hvidløg og en stegt fisk der blev kaldt bangus. Det var noget af en oplevelse at få stukket en hel krabbe i hænderne og selv skulle brække den op - så fik jeg også prøvet detJ. På sejlturen tilbage, fik Anna og Jeg lov til at komme ud på både og sidde, det var nu også meget skægt. Da vi var færdige med at spise skulle vi forbi et fyrtårn, som ikke var særlig spændende at se, og vi så egentlig mest frem til at skulle på stranden, som var den næste og sidste aktivitet om lørdagen.

Da vi ankom til stranden, lejede Anna og jeg straks to store baderinge og så flød vi ellers rundt ude i vandet i lidt over to timer (det vil sige at jeg brugte det første kvarter på rent faktisk at komme op på baderingen, det er svære en man skulle tro), det var virkelig hyggeligt og vi trængte efterhånden også til at få slappet fuldstændigt af. Men det er ikke sådan at være på stranden herovre, folk er jo ikke vant til at man bader i bikini - strandbadning kræver jo mere eller mindre en dragt, så man ikke risikerer at blive fanget af solen og få lidt farve, det ville jo være skrækkeligt! Så det at vi badede i bikini resulterede i en del blikke.

Da vi var færdige på stranden, kørte vi mod hotellet og blev indkvarteret på et utroligt hyggeligt værelse ved havnen. På det tidspunkt var klokken ved at være en 16-17 stykker, så vi var efterhånden godt sultne. Vi fik hurtigt stillet vores tasker og gik så på opdagelse efter en hyggeligt restaurant. Vi fandt en hyggelig en helt nede ved vandet, med udsigt over de øer vi skulle besøge om søndagen. Her fik vi serveret en omgang hotwings og fruitshakes, som forståeligt nok er utrolig populære herovre. Siden jeg var i Thailand tilbage i 2010, hvor jeg fik smag for de friske drikke, har jeg været på udkig efter vandmelon-shakes, som man heldigvis kan få de fleste steder her på Filippinerne. Så jeg fik selvfølgelig bestilt en vandmelon-drik.

Da vi havde spist gik vi tilbage til værelset, hvor vi fik hygget lidt med film og snacks inden vi faldt i søvn kl. 20.30 (det havde været en lang dag med meget lidt søvn natten før).